En gravalvorlig historie

Sten Graversen ville egentlig have været psykolog, men ved optagelsesprøven blev han blev rådet til at vente nogle år, indtil han havde fået en bedre karakter. Det var en streg i regningen, for han allerede anskaffet sig en sofa, en tweedjakke og et psykologi, men han byttede det væk for et brugt eksemplar af ”Hvad kan jeg så blive” (fortsættelsen til “Hvad kan jeg blive”, blot med 998 sider færre.).

Efter at have læst den, valgte Sten at gå under jorden. Han byttede derfor ”Hvad kan jeg så blive” for en teske, to knæpuder og en bredskygget hat, og udstyret med disse remedier var det en smal sag at komme i praktik hos den berømte arkæolog, Svend E. Kaabe, der bl.a. er kendt for at have fundet en dinosaurusknogle i Dronningens askebæger.

Svend skulle – sammen med en udvalgt gruppe Skalk-abonnenenter – finkæmme den københavnske undergrund med håndkraft for at sikre, at der ikke gik så meget som en middelalderlig hårnål tabt, når Metro-selskabet skulle anlægge Københavns nye Cityring i løbet af de kommende 45 år.

Desuden antog Sten, at der ville være en række væsentlige lighedspunkter mellem psykologens og arkæologens arbejde: begge prøver at bevare jordforbindelsen, mens de holder en skovl i hånden og graver uden at vide om de finder noget som helst der kan bruges.

Stens første opgave blev at udgrave Svends Mazda 626,som han havde måttet efterlade på en villavej i Vanløse, hvor den var fuldstændig begravet i sne. Til at løse opgaven havde Sten kun sin teske, knæpuderne og den bredskyggede hat, og opgaven blev ikke lettere af, at Mazdaen var hvid. Heldigvis fik han god hjælp af Svends kone, så han kunne gå efter lyden.

Svend var ganske godt tilfreds, da bilen og konen var gravet fri, for nu var han sulten og ville gerne hjem, så Sten fik at vide, at han havde bestået den første svendeprøve.

Hans første rigtige opgave blev at rydde et hjørne af Assistens Kirkegård, hvor Metroselskabet havde valgt at indlede Metro-byggeriet, fordi det var det eneste sted, der ikke var protester fra de direkte berørte. Da en gruppe handlende på Nørrebros Runddel forsøgte at starte en underskriftsindsamling, fik Svend kendt den ugyldig med henvisning til, at runddelen ikke er rund, men blot et regulært gadekryds.

Sten spurgte bekymret Svend, om det ikke ville give problemer at grave i indviet jord, men Svend forsikrede ham om, at det var der ingen ben i.

Sten gik derfor på med krum hals og inspireret af lokalområdets historie fik han den ide at bruge en bulldozerkran til arbejdet. Efter en del besvær fik han monteret sin teske på spidsen af kranen, så han kunne sidde varmt og godt i førerhuset og grave videre, mens han grundede over undergrunden og livet som sådan.

Det varede ikke længe, før han stødte på sit første fund: et stykke af en groft tilhugget sten, der oprindeligt havde målt ca. 12 * 12 cm, og som umiddelbart godt kunne ligne middelalderligt byggemateriale fra den landsby, der lå på området i 1400-tallet. Kun det vage omrids af inskriptionen ”…ød over Weideka…” gjorde Sten en anelse usikker på dateringen.

Nogle dage efter stødte han på en død mus, men ved nærmere eftersyn viste den sig kun at være hjernedød, idet den stadig virkede, når man højreklikkede på den.

Efter yderligere et par måneders møjsommeligt og tålmodigt gravearbejde gjorde Sten sit tredje og desværre sidste fund: et hidtil ukendt og ikke-kortlagt højspændingskabel, der tilsyneladende havde tjent som nødforsyning for Ungdomshuset, inden de blev revet med i faldet, da boligmarkedet kollapsede.

Svend og et par Skalk-abonnenter fandt ham i førerhuset efter fyraften, temmelig udbrændt, men med et smil om læberne, som Svend karakteriserede som ”svedent”. Sten fik en officiel begravelse, der hvor han så at sige havde gravet sin egen grav, men Metroselskabet afviste Svends forslag om at slette sporene efter ulykken, da beregninger viste, at indvielsen af Cityringen kunne fremrykkes 11 dage, hvis man anvendte det nyopdagede højspændingskabel.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten