|
|
Af Louise,  31. januar 2010, 07:00 Det drejer sig bare om at lytte, det ved hun. Ikke til, hvad de siger, men til alt det de ikke vil, at hun skal høre. Tavsheden der altid følger hendes spørgsmål; blikkene de hastigt udveksler uden at se på hverken hende eller hinanden. Nej. Ja. Tavse blikke.
Og hun bliver lige præcis så længe hos dem, at de ikke kan holde det ud, ikke kan rumme alt det, de vil sige men ikke får sagt, og alt det, som de hverken kan eller vil sige. Hun står der i køkkenet og ved, at enten må hun gå eller også må de. Tavsheden er eksplosiv og farlig, og tiden de står sådan uden ord øger antændeligheden.
Noget ulmer, noget slår gnister. Hun bliver stående, moderen går og far tænder radioen og tysser, selvom hun intet siger: ”Schyssss, det er Pressens Radioavis”. ”Jamen far, jeg siger jo ikke…”
”Schyss!”
Så går hun. Efter moderen, der står på badeværelset og koncentreret smører sine hænder ind i håndlotion. Først gnider hun den ene vej, så den anden vej. Om og om igen. Moderen ser på hende og stryger hende over håret: ”Nå kom du der, lille skat. Mor skal lige ordne nogle småting, så skal hun nok lave mad. Smut du ud og leg så længe”.
Hun tænker over, hvad det er for ting moderen skal ordne, og hvem den ”hun” er, der vil lave mad.
Så går hun ud for at lege, ikke fordi hun har lyst, men for ikke at gå i vejen. Hun leger, at hun er et hittebarn efterladt i en kurv, som bliver fundet af to smukke mennesker, der elsker hinanden. Hun leger, at de taler til hende og til hinanden. Siger ”Jeg elsker dig”, sådan som de gør på film, lige før det hele ender lykkeligt.
Så kalder moderen: ”Vi skal spise”.
Og hun tænker, at det er sært som bestik der rammer tallerkener, kan lyde som geværild i en krig.
Der er ingen, der siger noget, men det drejer sig bare om at lytte. Det ved hun.
Af Maria, 30. januar 2010, 08:43 Vi har en kommunikationsassistent på arbejdet.
Når hun kommer stormende ind på kontoret er hun konsekvent klatøjet, fordi hun har forsøgt at lægge sminke på i bilens mørke, så de første femten minutter af hendes dag går med at lave kunstværket om, iføre sig nylonstrømper, skørt og stiletter.
Hun går i flamboyante kåber og bærer store, farvemættede roser på sine kjoler.
Hendes hår er et virvar af mørkerøde krøller der slanger sig ned over hendes korte fysik, som Rubens ville juble i fryd over, og hun griner så højt at storrumskontoret ovenpå kan høre det.
Hendes skuffer er fulde af parfumeprøver, håndlotion og renseservietter (hun har let til både smil og tårer, og hun bruger dem til at fikse efterfølgende makeupkatastrofer).
Hun hader og elsker uden blusel, er lettere fordrukken og altid den sidste der forlader festen.
Når ens forfriskningsritual består af shampoo og kopattesalve, og vinterklædeskabet iøvrigt kun rummer sort, gråt, brunt og blåt kan man ikke undgå at virke meget average joanne ved hendes side.
Men det er fint, for det er svært ikke at kunne lide hende.
Af Bitten, 27. januar 2010, 12:25 Hun drikker te. Aromatisk hjemmeblanding af urter. Små nydende sip.
Hun sætter blomster i håret. Plastik eller filt på hårnåle. Og flagrende bånd om livet.
Hun perler sit hvide smil mod morgensolen. Krøller skødesløst bogens sider.
Luften omkring hende smager af rosenvand. Mellem lagnerne lægger hun lavendel.
Hun rører en håndlotion med mandelolie. Serverer skoldhed stempelkaffe til hirsebrød.
Hun maler med mælkebøttesaft. Mageløse universer udsprunget af blomstereng.
Hendes kys er friske havbriser. Hænderne renses med salt og kaffegrums.
Han tømmer koppen. Brændende sort bitterhed i grådige slurke.
Som var drikken brygget på hendes krop. For ham.
Og ikke omvendt.
Af Line, 26. januar 2010, 22:30 If
Det typiske ved vinter, ud over nøgne træer og mudder, er den duftløse luft. Det er som om at kulden ekstraherer hvert lille duftmolekyle ud af hverdagsvinden og gemmer dem til foråret. De bliver sikkert frosset ned i små luftlommer i jorden, eller pakket sammen under isen på mosen. Når det så bliver forår, så popper de små frosne bobler og spreder så stærk en duft af jord, blade, saft og grønkorn at vi bliver helt svimle. Jeg gør det lidt nu bare ved tanken. Måske det bare er fordi jeg er træt. Ja.
Pokkers til vinter. Den lugtløse luft, er også fugtløs. Mine hænder rynker til og ligner en oldings og havde jeg forberedt mig på mere end møderne i morgen, ville jeg have købt håndlotion, eller fundet den bøtte frem, jeg ved jeg har et sted. Det har jeg ikke, så jeg krummer kløerne og tænker lidt, at jeg ligner en grib. Raaaa! Jeg hørte en historie om en grib forleden dag. Den vil jeg helst glemme igen, for den var koldere end nattetemperaturen i Gentofte og omegn.
De har lovet minus 13 grader i nat, så i morgen skal jeg skrabe is igen. Og også på bilruderne. Jeg har egentlig ikke noget mod vinter, jeg kan godt nye synet af iskrystaller og lyden af is, der revner under mig. Der var engang jeg brugte dét at kælke og jeg sætter skam små fuglekugler op til musvitterne. Jeg ville nok synes mere om vinteren, hvis min vinterjakke var tredive centimeter længere og jeg ikke konsekvent valgte pænhed frem for varme støvler. Og nok især hvis luften bare ikke var så tør og lugtløs.
Jeg vrøvler vist. Jeg ville, hvis du spørger mit ego og mine ambitioner, hellere have skrevet en lille historie, eller et uddrag af noget stort. Det ville være smukt, ikke? Give en lille bid af noget, der kunne lokke med sin afsluttede ufuldendthed. Men det er tirsdag i januar, og hvor glad jeg så end er over, at dagen er tiltaget med en time og seksten minutter, så kan denne tirsdag ikke give mig noget der rimer på lotion; andet end tør, frostekstraheret vinterluft.
End if.
Af Torkil, 25. januar 2010, 07:21 I sidste uge fulgte vi beretningen om arkæologen Svend E. Kaabe, der på et tidspunkt fik hjælp af den svenske historieprofessor og slægtsforsker Ane Tavla. Hun er værd at tage i nærmere øjesyn.
Hun var i midten af det 20. århundrede et stort navn i svensk slægtsforskning og blev udnævnt til professor på Uppsala Universitet efter en doktorafhandling på over 500 sider, hvor hun redegjorde for sine årelange studier med at kortlægge de familiemæssige relationer mellem børnene i Bulderby.
Ane Tavlas eget liv var som taget ud af et eventyr, nærmere bestemt Grimms Eventyr om Den Dovne Spinderske, der ganske godt beskrev forholdet mellem hendes forældre i barndomshjemmet i Surahammar. Derfor lærte Ane allerede fra barnsben at sno mænd om sin lillefinger, og det skulle vise sig at blive en nyttig evne, efterhånden som hun voksede op. Mænd var der nemlig nok af i hendes liv, for Ane var intet mindre end billedskøn, og bejlere og tilbedere kom rejsende fra nær og fjern og enkelte endda helt fra Västerås.
Ane afviste dog dem alle som én, mens hun koncentrerede sig om skolen. Her var hun en flittig og opvakt elev, der især viste gode evner i matematiktimerne, hvor hun som en af de få kunne holde sig vågen lige til klokken ringede. Hun havde især en stor passion for ligninger og synes altid, at de ubekendte på en eller anden måde virkede bekendte. Med en blanding af kvindelist, balloner og håndlotion fik hun som oftest lokket de ubekendte til at træde frem i lyset længe inden sine klassekammerater, men skønt matematikken havde en stor plads i hendes hjerte, så er resten som bekendt historie.
Ane blev optaget på det berømte Rudbeckianske Gymnasiet i Västerås, hvor hun forelskede sig hovedkulds i sin historielærer, den 67-årige og lettere distræte Inge Naning. De indledte snart et hedt forhold, men for at undgå skandale måtte de naturligvis holde det hemmeligt, hvilket lykkedes så godt, at Inge Naning heller aldrig opdagede det. Sammen skrev de en monumental afhandling med titlen ”Jag fattar det inte” om Lenins bevæggrunde for at afholde oktoberrevolutionen i november, men efter et skænderi om forsideillustrationen gik deres forhold i stykker.
Ane fortsatte med at uddanne sig inden for historiefaget og kastede sig desuden over slægtsforskningen, der blev hendes helt store passion. Hendes første store ambition var at dokumentere, at alle mennesker rent faktisk nedstammer fra Adam og Eva. Efter møjsommeligt at have arbejdet sig frem fra skabelsesberetningen til omkring det 14. århundrede, glemte hun uheldigvis sine noter i toget til Stockholm, da hun skulle besøge hos sin jævnaldrende veninde, Astrid Lindgren, som havde bedt hende gå med til auktion hos Bukowskis, idet hun overvejede at anskaffe sig et forfatterskab.
Resten er som bekendt historie. Astrid fik et lysende forfatterskab, og Ane fik ansættelse på universitetet i Uppsala, men beholdt kontakten til Astrid forfatterskab, fordi Astrid var bange for at den skulle blive væk mellem alle hendes bøger. Sideløbende med sin akademiske karriere som historieprofessor specialiserede Ane sig i slægtsforskningen inden for det Lindgrenske fortælleunivers og hjalp sin veninde med at holde styr på fakta og detaljer i de fantasifulde beretninger om Emil, Pippi, Bröderna Lejonhjärta, Nils Karlsson-pyssling, Mästerdetektiven Kalle Fucking Blomqvist og alle de andre elskelige personer. Kun Karlsson fandt hun en smule påtaget.
Skønt der fortsat var bejlere nok, giftede Ane Tavla sig først i en høj alder, da hun som 69-årig blev viet til den unge eksilsovjetiske protestsanger Vladimir Njetsov, som hun tilfældigt havde mødt til en ishockeykamp i Gävle, hvor hun var blevet bedt om at undersøge, hvem der var far til Puk. Ane og Vladimir boede i Anes lille to-værelses i Uppsala, indtil hun døde blot 6 år senere efter kort tids sygdom.
Ane Tavla ville en dag være blevet 100 år.
Af Louise, 24. januar 2010, 10:28 Jeg vil hedde Josey og skrive blomsternavne, der vokser af sig selv, mens min mor læser rim for mit indre øre:
”Anemonenumse”
”Vinternar”
”Prikblå”
alt imens dagene bøjer sig på midten af fryd, og jeg gemmer mig i folden mellem barn og voksen. Klukler.
Men jeg ved, at inden længe vil regnen høres som striber på ruden: som et brød der knækkes og smuldrer i hånden. Jeg ved, at inden længe er jeg mere fødselsdagsvoksen end fødselsdagsbarn.
.
Når jeg lukker øjnene vajer et flag på halvt.
Af Bitten, 24. januar 2010, 10:00
vinterpige på bare tæer
skimter i skæret fra natten
som den slukkes
midt mellem rutiner
i korte glimt uslettelige spor
ramte hjerter en falden fjer
nøgen duft af lyst og mørket
foldet ud
samler nøjsomt vidnesbyrd
hvisker virkeligheder frem
pakker mindet ind
mentale sløjfer om gyldne håb
ting og tid i skufferum
gaven mere end ikke-ting
alt hun er at blive givet
elskede
fødselsdagsbarn og leende øjne
så varm lyden af navnet på læber
smeltende sneen ude
i glimt en plet i sindet
står det
hjerteblodsrødt på uskyldsenglehvidt
alt at miste nu
(Onsdagsbidrag - postet søndag til ære for Bittens førstefødte.)
Af Maria, 23. januar 2010, 09:45 Det nylige fødselsdagsbarn havde tilbragt fredelige morgenminutter med avis, mens en isnende vind gjorde det forholdsvis tiltalende at iføre sig niqab (og et halvt klædeskab under).
Af uudgrundelige årsager vælger hun at følge en anden rute til sin filial af erhvervslivet, mens hun stadig er tankefortabt i væsentlige morgengrublerier om neologier, konjunkturer og (mest) kaffe.
Vejen er i hovedsagen bælgravende – med undtagelse af enkelte havegangsbelysninger ved villaer -, og stille som i mellemrummet mellem galaksehobe.
WWHHHHAOOOOUURFF.
Et isnende dommedagsdybt brøl rammer hendes trommehinder, der stadigt er småsitrende af mellemørebetændelse og snot i almenhed.
Pumpemusklen kværner op gennem luftrøret fra sin vante plads mellem lungerne, knitrende hvid støj af elektriske udladninger fra adrenalinhypede neuron– synapseforbindelser brænder igennem al sund fornuft, da hun med et finder sig selv sprintende for livet fra noget ved hendes venstre øre, der i villahavegangsmodlyset ligner en gensplejsning af Uruk-haien og Baskervilles.
Den sublimerede sne viser sig uegnet til hurtige bevægelser, og de uheldigvis høje hæle bringer hende til et lidet graciøst men uset (bortset fra utysket om bagbord) skvat.
Stadigt med angsten væltende syrlig rundt i svælget opdager hun at et meterhøjt hegn afholder muskelmonstret fra at nedsvælge hende som en tatoveret proteinbar, og rejser sig gangbesværet op for at genoptage en nu haltende march mod kontoret.
På pinden konstaterer hun at gluteus maximus er begyndt at antage en bred palet af grønlyseblå farver, samt at hun ikke bryder sig om hunde.
På den anden side kan hun for en gangs skyld holde varmen. Selvom det nok stadig er angstens sved.
Af Torkil, 18. januar 2010, 21:04 I sidste uge fulgte vi den strømlinede beretning om den stakkels Sten Graversen, der så frygtelig gerne ville have været psykolog, men i stedet kom i lære hos arkæologen Svend E. Kaabe. Denne Kaabe er imidlertid et helt kapitel for sig selv:
Han blev født i en nobel familie, og hans forældre de sa’e ham så tit: ”Når du bli’r stor og skal til at ha’ stilling, skal du få dig noget, der er absolut solidt”. Den sang havde Svend dog hørt før, så han besluttede sig for en karriere som arkæolog, idet han allerede fra barnsben havde været meget gammelklog og optaget af fortiden. I historietimerne fordybede han sig især i urtiden, men opgav snart emnet, fordi han blev forstyrret, hver gang det ringede.
I stedet kastede han sig over stenalderen, formentlig under indflydelse af en historielærer, der selv var et mosefund, og som benyttede enhver anledning til at fare i flint. Ved en af disse lejligheder gjorde Svend et fund, der skulle få helt afgørende betydning for hans liv. På selve hans 14 års fødselsdag faldt han nemlig over en stentavle med en helleristning af to mænd, der tog en lur.
Han slog sig alvorligt i faldet og var bevidstløs et par minutter, inden han kom til hægterne. Ved hægterne gik det op for ham, at han kom fra et hjem, hvor faderen hver dag tog en lur, mens moderen forsvandt ud i haven, og det forslåede fødselsdagsbarn fik den tanke – der var åbenbart næsten tale om en åbenbaring - at hans far og han selv måtte være direkte efterkommere af de to mandspersoner, som hende der Helle havde ristet engang i jernalderen.
Svend brugte derfor sine efterhånden veludgravede arkæologiske evner (først som voksen lærte han, at der snarere var tale om ”kompetencer”) til at gå i gang med slægtsforskning og kom herunder i kontakt med datidens førende skandinaviske ekspert på området, historieprofessor Ane Tavla fra Uppsala Universitet, der bl.a. er kendt for at have dokumenteret, at Jan Guillou i mange år rent faktisk har levet i fortiden, selv om han selv afviser påstanden.
Ane Tavla påtog sig at hjælpe Svend og via sine internationale kontakter (som hun havde i kraft af sin plads i Universitetsledningen) kunne hun relativt hurtigt oplyse, at Svend nedstammede fra Napoleon.
Det var måske ikke helt det, den unge mand havde regnet med, da han faldt over ristningen, og det viste sig da også at være en uheldig sprogforbistring, idet Ane Tavla i virkeligheden havde ringet og sagt, at han nedstammede fra sin nabo Leon.
Det forklarede ganske vist hullet i hækken, men således sluttede Svends interesse for slægtsforskning. I stedet vendte han tilbage til arkæologien og fik en fremragende karriere, der kulminerede med den legendariske opdagelse af en dinosaurusknogle i Dronningens askebæger under udgravningerne til en hidtil hemmeligholdt parkeringskælder og gangtunnel til Operaen, som Mærsk McKinney Møller havde fået tilsagn om. En plan, der siden måtte opgives, officielt fordi Henning Larsen havde begået fornærmet både majestæten (og hvad værre var også rederen) ved at konstruere nedkørslen fra 2. sal af Christian IX’s Palæ, men uofficielt fordi majestætens askebæger var blevet beslaglagt af et danefæ fra Nationalmuseet, der var bange for at ryge i en sparerunde.
Svend E. Kaabe underviser i dag pædagogstuderende på Rudolf Steiner Seminaret i sandkassetænkning, og for at supplere sin relativt beskedne findeløn har han det overordnede ansvar for, at Metro-byggeriet i København først kan igangsættes, når alle udgravningerne er foretaget med teske, tandbørste og pincet.
Af Louise, 17. januar 2010, 08:24 Bussen kører planmæssigt og som altid står de tre og venter på rutebilen med afgang 7.26. De siger ikke noget til hinanden. Det har de aldrig gjort i de næsten 4 år de har kørt med samme bus. De smiler, snøfter hvis det er koldt og vånder sig, når det er for varmt. Ikke videre. Hvad skulle de også dét for? De er jo på vej – videre og afsted – for senere at returnere, nu med fokus rettet mod hjem og det de forlod kl. 7.26 samme morgen.
Bussen er blå. Det er den altid og sådan har det altid været. Klokken 7.26 standser den ved det lille blå skilt ved den gamle borgmestergård og samler de samme tre mennesker op. Hver dag. Den kører planmæssigt og når altid frem til tiden. Det har den altid gjort, og så længe de benytter rutebilen 7.26 vil det vedblive at være sådan. Punktlighed er godt. Planmæssighed er godt. Pasta er også godt, men det er en helt anden historie.
Nu kunne man få den tanke, at det er hjernedøde rutiner og forstenede individer, man kan se stå på en blå bus ved en borgmestergård klokken 7.26 hver dags morgen. Firmaformatterede mutanter uden tanke for nu og her eller andre væsentligheder. Man kunne gå hen og tro, at det liv de præsterer frem og tilbage mellem én pligt og en anden, er ligegyldigt, goldt og vægtløst. I et fordomsfuldt sekund ville en enkelt måske driste sig til at mene, at de tre er som samlebåndsfigurer i en træg akkord på en fabrik kaldet Trædemøllen.
Det er også en mulighed.
- For tyve, der tror at ti mand stjæler. Og for den som fisen lugte kan, og som med garanti er en fimset ejermand. Men for den rene er alting en anledning til at pudse og polere, så vi vælger at tro noget andet. Og mere. End tyve, fimser og renlige sjæle.
Vi kunne tænke os, at lige dér i en blå bus klokken 7.26 mellem her og der, bliver der lagt drømme ud i det landskab, den passerer: milepæle af tanker aldrig hverken før eller siden tænkt, store som små. Måske gule citroëner forvandler sig til smilende kvinder, barmfagre og handlekraftige kroppe? Måske et motorværn bliver dén beskyttende mur mod nyhedsstrømmens tragedier, der gør tilværelsen til at bære? - Bussens brummende motor en beroligende trøst efter en lang nats skuffelser? Rim på ruden et vink med en vognstang om noget, ingen længere husker?
Måske bliver der lagt plot til en storslået roman? Måske bare noteret dosmersedler med et sidste punkt: ”Husk, hvad blomster kan gøre!”.
Hvem ved om der, i en blå bus klokken 7.26, vækkes længsler til live, der ellers ikke kan finde plads. Skuffelser, kanske?. Eller: Hjernedøde riffs, ligegyldige refræner, storblomstret sigøjneridyl? Eller..
Hvem ved?
Ved nogen?
Eller er vi bare hjernedøde fordomsfulde ignoranter, der tror, vi kender svarene på forhånd, særligt de indlysende?
|
|
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer