Jeg er torsdag og vanen tro vil jeg forløse min skrivekløe.
Dagen hedder torsdag. Det er også den sidste dag i kalenderen for 2009. Det er en dag med tradition for at tage afsked med det indeværende år og byde velkommen til det kommende med fyrværkeri, champagne og selv Dronningen kommer på talerstolen for at gøre status. Dagen er nemlig en kærkommen lejlighed til at gøre status. Hvad fungerede? Hvad fungerede ikke? Hvad vil jeg ændre? Hvad vil jeg gøre bedre? Det er nu motivationen for at fokusere på den store vanemuskel er størst. Det er nu den skal flekses og motioneres, så den dårlige samvittighed over indtaget af julemad kan dulmes. Det kan gøres på mange måder, i alle prisklasser og med en vifte af redskaber og hjælpemidler. Men sjovt nok, så står de fleste af os der igen om et år og gør status over vores 2010. Og vi kan konstatere at handlingen bag de gode intentioner fortabte sig i januartågerne. Tanken er ikke motiverende i sig selv. Gode intentioner giver ikke vægttab, bedre kondi eller et bredere, større perspektiv på sig selv og omverden.
Hvis hver dag var som nytårsaften, ville vi – måske – lytte til vores ønsker og tage vores nytårsforsætter mere alvorligt og handle på dem i stedet for at sende dem op imod den mørke decemberhimmel imellem vildfarne raketter og håbe på at det var nok.
Jeg vil benytte mig af muligheden for her at dele mit nytårsforsæt med jer. Mit nytårsforsæt for 2010 er at gøre mindst 1 kærlig ting om dagen. Jeg er tyvstartet for lang tid siden, men der er stadig plads til forbedring af både teknik og udførsel. Det er sjovt og egentlig er det blevet lidt en sport for mig. Og jeg vil da gerne have en veltrænet “kærlighedsmuskel”, der bidrager til materialisering af inderliggørelse.
Til jer alle sammen: Jeg ønsker jer et godt nyt år fyldt med glæde, lykke og gode oplevelser.
Det er tid for opgørelse og selvransagelse
Ønskede autenticitet og inderliggørelse
Udebleven afgørelse
Skues på yderligheden
Skriger vådt og selvhenvendt vredt på indersiden
Overophedet forherliggørelse
Pralhalsesmørelse
Og illusionen
Der var tid undervejs Imellem
Der var lag Og blotlæggelser
Skinbarliggørelse Overhørelse
Vi var der Vi er endnu
Måske morgenen
Måske nu
I går kørte der en lille ladvogn langsomt ned ad Søborg hovedgade, med to mænd på ladet, der ét for ét pillede de stiliserede juletræer ned. “Hvorfor gør de dét?” spurgte børn deres voksne og voksne sig selv. Og de, der bemærkede det. “Julen er jo ikke slut endnu?”. Men juletræsmanden på torvet har efterladt et en tomhed med stumper af savsmuld og gran liggende lidt tilfældigt. Butikkerne har pillet kugler og englebørn ned fra væggene, og det nougat de sælger, er til nedsat pris og 5 kr for alt i denne kasse med julepynt. Gør et kup.
Jo, julen er slut for omsætningen uden for de varmeste og mest oprigtige hjerter. Nissen holdt også op med at give gaver for flere dage siden, kan du huske det?
Julen er gået over med alt dens inderliggørelse og virkeliggørelse og forgørelse. Og druknede i klumpet sovs og velment andeskind. Og forkvalmede grådige maver i klistret konfekt og drukket gløgg; og forsumpede i blide smil og opstemt jubel fra overgearede børn, eller i fløjlsblød bedøvende cognac, i stilheden mellem voksne. Julen er drevet væk i flerdagsnattøj og sat ud ved bagdøren sammen med sækken med brugt gavepapir og strimlet gavebånd. Med forbrugte til-og-fra kort dinglende i regnen.
I stedet for er der funklende simili og lametta limet på papirshatte. Konfetti i pakker og plastikglas med stilk og små blinkende lamper i. Vel for at man kan finde det igen. Der er nylonstrømper, flimrende øreringe, billig perlevin i Netto, og glitrende læbestift i Fakta. Hovepynt og eksotiske frugter, der kan skæres ud, uden at smage af det mindste, i hver butik med tanke for hurtig omsætning. Og truthorn med hologrameffekt.
Og lige om lidt er dét også gået over igen. Om lidt står der afbrændte kasser på villaveje, og tunge røde pinder ligger de mest mærkelige steder og farver sneen rød, så man tror nogen har spildt en af de eksotiske drinks lige dér. Om lidt vågner vi til januar og misser med hovepine og fedtbrændte øjne mod askese og müsli med boghvede og rosiner. Om lidt hoster stivnakkede fedlinge sig vaklende ned langs mosen, med lettede hunde i snor. Og ænder. Om lidt er der ti armbøjninger hver morgen og frisk frugt i velmente smoothies.
Indtil dét også går over; og det endelig er blevet forår.
Dagen derpå sad han som sædvanlig og evaluerede sin ønskeliste for at beregne opfyldelsesgraden. Den lå normalt omkring 63,1 %, men i år behøvede han ikke åbne sit Excel-ark med de omhyggelige regneregler, hvor han blot skulle skrive ”Ja” eller ”Nej” i svarkolonnen ud for de enkelte ønsker. Han havde kendt svaret siden aftenen før, det havde fulgt ham som en skygge, det havde holdt ham vågen hele natten, det havde taget hans appetit og hans humør. Resultatet var et regulært nul.
Det eneste, han havde fået, var en bod, og den havde han ikke ønsket sig, så den talte ikke. Hvad skulle den også sige? Det var jo ikke en talegave. I bedste fald en gavebod.
En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod?
For nogle år siden havde han ønsket sig en pølsebod. Den skulle hedde Bærum og stå uden for Den Norske Kirke. Han havde ikke fået pølseboden, men han havde fået lov at lave pølser, hvis bare han holdt sig i skindet. Ellers ville han få en bod.
Nu havde han fået en bod, men ingen pølser.
Han anede ikke, hvad han skulle stille op med boden. Foreløbig stod den ude i gangen og fyldte ham med gode grunde til at gå bodsgang. Han ville dog hellere gå til grunde. Før finanskrisen blev indført havde han nemlig sat en del penge i jord, men han kunne ikke lige huske, hvor det var han havde gravet dem ned.
Han havde tit ledt efter grunden, men var forgæves gået til både makronerne, til vaflerne og til stålet. Han havde også været ved at gå til yderligheder, men vendte om da han kom forbi inderligheder og frygtede en inderliggørelse, så han kom til at se ud som en død hindu.
En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod? Måske kunne det betale sig bare at betale den.
Jeg er den arktiske isbjørn, som ikke var inviteret til COP15. Fra min fladskærm siddende ved Julemandens højre hånd fulgte jeg de mange dages løkkelige stunder og hedegaardske begivenheder. Hvad skal jeg – en enkelt lille isbjørn – tro og mene om det hele? Helst svømmede jeg dagligt rundt og fiskede ubekymret mine fisk, åd mine sæler og hjalp Julemanden hist og pist med at performe det kolde perfekte Nord. Men alene på min isflage driver jeg dagligt rundt og ser til, hvordan verden i øjeblikket evolutionerer. Jeg tænker i mit stille sind, at jeg måske og muligvis er den ‘nye Tyrannosaurus Rex’ – endnu en af apokalypsens myteomspundne ‘Naturens Konger’, som er dømt til udryddelse og forvisning. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en isbjørn. Jeg tror, at jeg i stedet for at tænke så meget vil finde min DVD-boks med ‘Venner’ frem og se det afsnit, hvor Ross er i Kina og ved et uheld fortæller Chandler Rachel, at Ross er vildt forelsket i hende, men da Ross kommer tilbage fra Kina har han fundet en ny kæreste ved navn Julie, og det gør Rachel sygeligt jaloux. Senere fortæller hun Ross, hvad hun føler og deres forhold vokser, og bliver til en masse hede affærer. Monica falder for en flot ældre øjenlæge, som hun har kendt i hele sit liv, fordi det er hendes forældres ven. Han er 21 år ældre end hende! Phoebe finder ud af, hvem hendes rigtige far er, og hvor han bor, men da hun tager op for at besøge ham, tør hun ikke at gå ind til ham og ender med at lade være med at besøge ham. Reality sucks.
Frostbidte kinder, knæfald for diamanttræer, smilende lys gennem fedtet rude, brun sæbe i kryds, isbaner før kryds, baghjulstrunkken bagdelsdans og i radioen tales om ’storm’ imens fnug daler roligt i nærmest perfekt lodrette baner med snevejrets hypnotiske ynde. Inde tales global opvarmning med forkølede sorte, brune, gule og røde næser. Herrer Præsidenter og fruer Regeringschefer, for 14 vintre siden var her arktisk, vejene lå som dybe dale i bunde af diger som skar i snelandskabet. Vidste De, at 14 vintre er gennemsnittet for, hvor længe den hvide jul lader os vente, os her? Vidste De, at vi slet, slet ikke kan vente så længe. Hører De. Vi kan slet, slet ikke tåle at vente så længe. Vi er skabt til sne og vaskere og sjap og pudder og istapper i solen. Tag det med i Deres aftale eller i den næste – flere hvide vintre hér. Merci. Thanks a lot. Get out there inden De gets out of here, her gør vi det med varme sokker (måske to par), tætte støvler, ulden trøje, hue, halstørklæde, goretexhandsker, fleece, foret anorak. Mindre størrelser lynes inde i flyverdragt og maskinstrikkede elefanthuer. Større i elefanthuer tisser på liggeunderlag. Hvid vinter med masser, masser og masser af sne. Det er godt for Deres forkølede røde næse. Glædelige kolde og så varme kinder. Engle med ryggen nedad. Mænd med rul og skub og gulerod. Også syd for polarcirklen vendte de lyse nætter smilende tilbage. God rejse hjem. Forrygende forårsligt i øje og skævt smil. Yes we can!
Jeg har nogen kær. Mere end alle de mange andre jeg også elsker. Jeg har nogen så langt ind under huden og printet på indersiden af hjertevæggen at jeg behøver forme rummet i rammende abstrakte udtryk.
Det tog sin tid for mig at indse det. At jeg ophørte med at række hjertet frem mod verden i tavs bøn forklædt som selvopofring fordi jeg ikke længere have et frit hjerte at falbyde. Det gav sig bort og efterlod sig diskret undervejs på en flugt og fandt endelig ro hos nogen hvis væsens rod og smerte var lig min og så uendeligt forskellig.
Det ville være næsten smukt at se os se hinanden hvis ikke det var for arktisk vinterdøgnsmørke og følelsen der følger af at lade hjertet passere gennem en kødhakker hver gang jeg må vågne og falde i søvn uden nogen ved min side eller nogen viklet varmt omkring mig.
Jeg skrev engang til nogen om mit inderste. Alt nogen kunne tænkes at ønske at vide. Og mere til. Kære nogen. Svar på svar og umælende spørgsmål. Skrev jeg toppen af bjerget i et uendeligt ishav.
Kære kære nogen. Og så løb jeg tør. For ord. Nogen stjal dem direkte fra mine brændende læber, lod dem løbe som smeltevand fra tungen. Og nogen så med leende øjne gennem samtlige mine teksters tomme pladser helt ind bag min regnbuehindes grønt mit ømmeste punkt og kærtegnede det med nænsom styrke.
Kære kæreste nogen. Kæreste. Så misvisende afslørende. Et kulturelt ord-mord. Betydningsmyrdet titel uden dybder hjerter kan drukne i. Kunne jeg vælge ville jeg skrive uden implicitte tilhørsbånd og bindinger. Min allerkæreste. Uden ønsket om andet end nogens bedste.
Men jeg har båndlagt mig. Hænger som dødvægt i livlinens florlette tråde af udefinerede attrå. Jeg vil være nogen kær.
31. december 2009, 09:46 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer