“Træerne vokser ikke ind i himlen!” Hvorfor dog ikke det? Du kan ikke få det hele!” Hvem siger det? “The sky is thelimit!” Hvorfor stoppe der? Universet er uendeligt. Alt er muligt.
Jeg ønsker at tro, at der er mere mellem himmel og jord. At der er skønhed, fred, glæde og storhed for alle mennesker i folderne mellem dualitetens ekstremer. At livet indeholder en masse nuancer, der med en fornemhed stiller alt til rådighed for os alle. Peace!
De fleste har hørt om, læst om eller måske ligefrem deltaget i Grevens Fejde. De færreste kender derimod Grevindens Fejde, om hvilken denne beretning handler.
Grevinde Rosa af Oldenburg blev født i 1499 på herregården Dølgsmaal lidt uden for byen Eksil mellem Kristanstad og Arendal. Hun voksede op i den tro, at hun var datter af smeden Olav og kokkepigen Marie, der i alle henseender opførte sig som hendes forældre – hvilket de også var. I en alder af 12 opdagede Rosa imidlertid, at hun havde blåt blod i årerne, da hun en vintermorgen trådte på en skarpslebet økse, der var blevet efterladt på gårdspladsen. Olav og Marie indrømmede, at Rosa var efterkommer af et af de mange fine kvindfolk, der indlogerede sig for at føde deres afkom i Eksil.
Rosa mormor var ingen ringere end Lady Rose, den hemmelige og hidtil ukendte datter af den skotske dronning Margaret – eller Margrete, som hun hed, da hun kom til verden i København i 1456 som datter af Christian 1. og dronning Dorothea. Allerede som 13 årig blev hun gift med Kong James 3. af Skotland, men den danske konge – der var i kronisk pengenød – skulle måske have tænkt sig om en ekstra gang, før han gav sin datter bort til en skotte. James krævede nemlig sin medgift udbetalt her og nu og gennemskuede endda et tarveligt forsøg fra Christians side på at afregne i svenske kroner. Det endte med, at Christian måtte give James Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant som en midlertidig ordning, inden han fik skaffet kontanter til at købe øerne tilbage til Danmark – eller rettere Norge, som havde haft øerne i besiddelse i henved 600 år.
James fik sin medgift, men nærig som han var, spildte han ikke mange dråber af sine kongelige gener på Margrete og besvangrede hende kun hvert tredje år. Hun skænkede ham tre drenge i 1473, 1476 til 1479, men da James et par år senere atter skulle have tømt sækkepiben, var han begravet i nationale familiestridigheder til op over begge ører. Da han pligtskyldigt havde gjort Margrete gravid, sendte han hende derfor til Norge og indkvarterede hende på Dølgsmaal, hvor hun den første forårsdag i 1482 fødte en lille pige, som hun kaldte Mary.
James havde kun givet Margrete penge til at hun lige akkurat selv kunne komme hjem, så hun måtte overlade Mary til en af de mange fosterfamilier, der boede i Eksil. De kaldte pigen Marie, og det var hende, der nu 25 år senere stod sammen med kokken Olav og lidt af et forklaringsproblem, da deres 12-årige Rosa forbløffet så sit blå blod dryppe ned på den hvide sne, der lå som et fint tæppe over gårdspladsen.
Rosa blev både stolt og skræmt over sin royale herkomst, men da hendes forældre forærede hende en sød, lille Shetlandspony fik hun snart andet at tænke på. Især da hendes far fortalte hende, at hans slægt kom fra Shetlandsøerne, og at hans farfar selv havde haft de første Shetlandsponyer med til Norge. Da Rosa nogle år senere hørte, at øerne stadig var i skotsk besiddelse, fordi den uduelige danske konge aldrig havde taget sig sammen til at indløse pantet, blev hendes livsbane for alvor stukket ud, selv om hun ikke var klar over det endnu: hun ville skaffe Shetlands- og Orkneyøerne tilbage til Norge!
I 1515 rejste Rosa på dannelsesrejse til Köln, hvor hendes forældre havde skaffet hende et job i huset hos en ældre numerolog, hvor hun skulle passe de ulige numre. Her mødte hun Stoffer – den unge Grev Christoffer af Oldenburg – der var i gang med en gejstlig karriereplan, og de indledte et hemmeligt, men temmelig hedt forhold. Desværre afslørede en genfødt renæssancemaler ved navn Pappa Razzi, at den unge Rosa havde været på Stoffer flere gange i sit numerologi, og den unge greve måtte modstræbende trække sig fra gejstligheden, omend med et saligt smil om læberne. Rosa overbeviste ham herefter om, at hans navn ikke betød Christ-offer men Krig-stoffer, og han gik derfor ind i militæret, hvor han blev skudt i hende. De blev gift, og hun fik titel af Grevinde af Oldenburg.
I Danmark var Christian 2. flygtet ud af landet i 1523 med et popularitetsbarometer, der kun lå marginalt over bødlers og natmænds. Syd for grænsen havde lübeckerne erklæret Christian krig, og i Sverige havde Gustav Wasa erklæret, at ”Unionen er stendød” samt at han havde tænkt sig at hævne det stockholmske blodbad, som danskerkongen havde foranstaltet i 1520. I stedet blev tronen overtaget af Christians farbror, Frederik, der sært nok straks tog tilnavnet “den første”.
Rosa og Kristoffer havde i mellemtiden slået sig ned i Lübeck, hvor de mødte Christian 2. under hans landflygtighed. Rosa opmuntrede ham adskillige gange til at forsøge et comeback på dansktoppen og lovede ham al mulig støtte, hvis han lovede at indløse pantet på Shetlands- og Orkneyøerne. De sejlede ham først til Oslo, hvor han udråbte sig til Norges konge, men kort efter lod han sig lokke til København, hvor Frederik 1. tog ham til fange og sendte ham til Sønderborg Slot, hvor der var reserveret bord til ham.
I 1533 døde Frederik 1., og Rosa – der nu var godt i gang med Grevindens Fejde – øjnede chancen for at køre Stoffer i stilling til den danske trone, så han selv kunne indløse pantet på Shetlands- og Orkneyøerne, når nu Christian 2. var helt rundt på gulvet i Sønderborg. Kristoffer udrustede derfor en større hærskare under mottoet ”Fighte for Greven” og indrullerede også bønderne i Jylland og på Fyn, der under ledelse af den navnkundige Skipper “MC” Clement var pænt trætte af adelens dominans og fornemhed.
I 1534 fik adelen dog overtalt Frederik 1.’s søn Christian til at blive konge, og han gik til modangreb og vandt Jylland tilbage. Fra øst fik han hjælp af Gustav Wasa, der ellers var travlt optaget i knækbrødsindustrien, og i februar 1536 var det slut med Grevens Fejde. Christian 3. generobrede København efter en belejlig belejring, og Kristoffer måtte se nederlaget i øjnene. Da han kunne dokumentere sin udenlandske herkomst slap han dog for halshugning eller det der var værre, og med status af Krigsoffer fik han udbetalt 100.000 Rigsdaler mod at han ville forlade landet inden næste valg.
Således gik det til, at han og Rosa i efteråret 1536 bankede på slotsporten i Edinburgh hos den skotske konge, der stadig hed James, men nu var den femte i rækken – og lykkeligt udvidende om, at kvinden foran ham var hans fars halvsøster. James tog venligt imod Kristoffer og Rosa, som straks prøvede at overtale ham til at give Shetlands- og Orkneyøerne tilbage til Norge. James var ikke uinteresseret, men det blev i sidste ende afgørende. at han ikke kunne udtale ordet ”ø”. Rosa forklarede ellers, at det var det samme som ”island”, hvilket nær havde udløst en nordatlantisk skandale, da James troede han ejede ”Iceland” og straks planlagde at udstykke øen i isterninger, som han kunne importere til gavn for den skotske nationaldrik.
James mistede dog snart interessen for de nordatlantiske territorier, da han havde mere travlt med at bage på den franske kongedatter, Madeleine of Valois. Hans forehavende lykkedes, og de blev gift 1. januar 1537 i Notre Dame i Paris. Rosa, der øjnede muligheden for en ny international alliance til at støtte hendes elskede øers frigørelse, var med til brylluppet forklædt som kandelaber, men indså snart, at det også var et umuligt projekt at lære franskmændene at sige ”ø”.
James og Madeleine vendte hjem til Edinburgh, men den snu Rosa sørgede for, at Madeleine blev smittet med den ondartede svine-tuberkulose, så hun hurtigt blev syg og svækket og til sidst døde i juli samme år i sin husbonds arme (muligvis hans våben, oversætterne er lidt i tvivl her om ”her husbands arms”).
James kastede i stedet sin kærlighed på en anden fransk kvinde, Mary of Guise. Rosa blev fortvivlet ved udsigten til endnu en French Connection, så hun sørgede for at sprede det rygte i London, at Mary of Guise var både meget smuk og meget langhalset. Som ventet fik det hurtigt den engelske konge, Henry 8., til at vise sin interesse. Han var året forinden blevet skilt fra sin kone Anne Boleyn, da hun fuldstændig mistede hovedet, og var i stedet blevet gift med Jane Seymour. Til Henrys store sorg døde hun dog i barselssengen i oktober 1537, inden han nåede at halshugge hende.
I stedet bad Henry Mary of Guise’s om hendes hånd, men hun var ikke meget for at skulle af med den, så hun holdt ham hen med franske verber og billig smiger, mens hun med hjælp fra den berømte Oxford-professor Robert Google gravede i Henry 8.’s historie. Da sandheden gik op for hende, flygtede hun hals over hoved til Skotland og giftede sig i stedet med James den 5. maj 1538.
I mellemtiden havde Kristoffer opgivet Rosa og hendes maniske besættelse af øerne og var rejst hjem til Tyskland og sluttede sin aktive karriere for FC Köln. Rosa blev boende nogle år i Edinburgh og lagde planer for øernes befrielse, og en dag besluttede hun sig for at rejse til Shetlandsøerne og personligt løsrive dem og sejle dem til Norge. Alt var pakket og klart, rejsen var købt og betalt, men dagen inden afrejsen tog hun billetten.
En blæsende og efterårskold oktoberdag i 1541 sørgede James og Mary for, at hendes jordiske rester blev stedt til hvile på Shetlandsøerne som et sidste punktum for beretningen om Grevindens Fejde.
Han sad på havnen i Hals, sammen med et par gamle venner, fisketuren umiddelbart forestående.
Viggo havde taget køletaske med. ”Provianten har vi styr på” sagde han.
Tejs havde sørget for madding, han havde selv sørget for båden, og Thomas havde som sædvanligt tømmermænd, så han havde ikke sørget for så meget.
De så ikke hinanden så tit længere.
Viggo boede sammen med en økonoma fra en efterskole i nærheden, og var derfor flyttet fra Aalborg længe før han selv var klar til at lægge Gaden bag sig mens Tejs havde giftet sig med en russisk pige, og boede nede på heden et sted.
Thomas rendte han ind i nede på den lokale, tit nok til at det lod ham formode at det nok skyldtes at Thomas var der hver aften.
Selv var han blevet gift med Christina fra efterskolen, efter en turbulent tid med en øbo som på gymnasiet blev kaldt Betty Blue.
Hun havde haft et stort potentiale for desperation, og et lille for troskab. Godt det samme.
Han havde været den første i familien der tog en studentereksamen.
Hans lillebror Kristian var smed, og hans storebror Mikkel soldat, mere eller mindre permanent udstationeret et eller andet sted hvor alle gik med tørklæder.
Permanent var selvfølgelig en overdrivelse, men han tvivlede på at Mikkel egentlig brød sig om at komme hjem, når han sad og hoppede i stolen og ventede på den næste tur.
De krappe bølger sendte røgvand ind over dem mens de startede op. Motoren skulle startes med håndsving, og sparkede som en hest når der kom liv i den. Det var med at holde tungen lige i munden.
De sagde ikke alverden. Lod et ord falde om gamle dage, hist og her. Det var sådan set det de havde til fælles.
Ikke at han ønskede dem tilbage, de gamle dage. Kun nu og da.
Egentlig var han glad for tjenesten.
Han kunne godt lide vagterne, og hans overordnede kunne godt lide ham.
Ensartetheden i det ydre, og de store forskelle når det kom til evner.
Så fik man lov at bevise sit værd på den led.
Han kunne også godt lide det uhøjtidelige ved en lille enhed.
At de en gang imellem stoppede op og pilkede efter torsk, eller ledte efter signal så de kunne se fodbold.
Den der ikke kom under den gamle Lillebæltsbro inden toget kørte over skyldte en omgang.
Byturene.
Banjerne.
Alt det blå.
Lyde fra motoren. Lyde fra kædekassen.
Lyden af råb når de syede den så grundigt fast til kajen at de lige så godt kunne have punktsvejst den.
Lyden af landlov og småfulde kvinder, der syntes de var morsomme når de snøvlede ”ssszzømand må man szzee din tusszzz”, og tydeligvis var alt for gamle til ham.
Han tænkte på Christina, og på at hun ikke kunne lide at rense fisk.
Tænkte på, at Viggo, Tejs og Thomas i virkeligheden var mange liv siden.
Og bestemte sig for, at han nok skulle rense fisken selv.
Katten hopper elegant og tosset. Med bløde, fuldendte spring som om hver parketsamling er højt græs, det overspringes og kilder alligevel på maven. Hækkeløb stuen rundt. Og den ved jo intet om frit græs, slet intet om højt græs og højere himmel, sol og marker længere end øjne kan række. Hvad ved den om varme, klare farver, som skaber sommerdanmark og inddeler landet i felter set fra google earth, fra en lavtgående etpropellet eller med et ufokuseret blik fra et togvindue, ja det kan såmænd også gøre det, sådan et blik som ser og tager alt ind. Såmænd. Vattotter, aks, køer, åer, bække, træer, gærder, musvåger, harer, blåt. Metallisk stop, bugsering ind på færgedæk, olielugt, måger, 00-papir, frihed over Fyn, Gamle Lillebæltsbro, skæve spor, gadunk-gadunk, høje skrænter, Langaa alle skifter, det mystiske Aarhus som vender verden om til baglænskørsel og resten af rejsen er dyrket land og fuld knald på kornet. Turen hjem er aldrig den samme.
Alting var ellers så lysende klart. Så logisk. Rationaliserede følelser opstillet i kategorier på hylder i hjertets kamre. Ventende tålmodigt på at blive taget frem og brugt. Så de kunne komme til deres ret. Som den hengemte julepynt, der havde ligget tålmodigt sammenmast i gamle skotøjsæsker og 1 gang om året blev glattet ud af klejnefedtede fingre og hængt sirligt på det dryssende grantræs grene. Det var ikke tilfældigt, hvor de blev placeret på træet. Nej, det blev ikke overladt noget til tilfældighederne.
Og så står man der. Gået i stå. I pit. Midt på den Gamle Lillebæltsbro. Okay nej, ikke så bogstaveligt. Og så alligevel. Strandet i et felt, hvor der kun er simpelheden.Der er ikke skyggen af et crew member, der kommer stormende for at få gang i hjulene igen asap. Her er det ikke tiden, der tæller. Her tæller handling. Hvad nu? Hvorhen? Alle muligheder står åbne. Ikke alle er lige tiltrækkende. Springe ud på dybt vand? Nej tak. For koldt. Vente på at blive reddet? Hmm, depends. Hvem er redningsmanden? Og har han stil nok til at føre væk i den rigtige retning? For ellers klarer man det nok bedst selv. For at bevise….. bevise hvad? Selvstændighed og handlekraft. Gode egenskaber til en jobansøgning. Men i livet må der gerne være mere end det. Skulle man synes?
hvor han ville gå ville hun lægge sig som olien på hans oprørte vande mellem yderpunkterne opførte de betontunge sikringer mod stormende engagementer til udsættelse i krisetid forbandt de i morgens omveje med sporlagt optimisme støbt af fordums visioner fortrængte behov over tid til anden etapes blotte nerve tog længe efter overfartens ophold ophedede stål-viljers gidsler gik i bro over Stockholm var han Lillebælt da gammelt forblev forladt for nyt
Broen gik ham på, når han gik på den. Hver morgen gik han ud på broen og stirrede uudgrundeligt ned i Lillebælt og konstaterede, at både livet og broen kun er et overgangsfænomen. Han vidste, at hans liv og skæbne var uløseligt knyttet til den store stålkonstruktion, der var indviet samme år, som han selv kom til verden.
Han så mod Fyn og tænkte på hans mors slægt fra Middelfart, og han så mod Jylland og tænkte på hans fars slægt fra Snoghøj, og der stod han midt på broen som det eneste, der forbandt de to slægter, der aldrig havde kunnet udstå hinanden. Før sejlede det hele, når bølgerne gik højt, og det var både en forbindelse og en forbandelse, at han blev broen, det altid skulle gå ud over, og lige meget hvor meget han prøvede, kunne han alligevel ikke fjerne sporene og ignorere signalerne.
Det var derfor, han altid havde haft svært ved faste forbindelser. Han havde været gift fire gange, endda med fire forskellige, men hver gang var den berømte klap gået ned, og der var aldrig rigtig noget, der var gået op for hverken ham eller den Gamle Lillebæltsbro.
19. november 2009, 06:19 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer