Nede på jorden, i bjergene.

I går duftede luften af sne.

Stod et øjeblik nede ved vandløbet, hvor alting efterhånden antager samme farver som gamle fotografier, afskygninger af brunt, sort, gråt, med snebærrene som små dansende prikker i vinden.

Tænkte på al hvidheden i bjergene, roen på terassen efter hele dages iltbad mens et andet vandløb dernede bruste under minigletschere og gjorde stilheden endnu større.

Isen der eloxerede vegetationen til lynfrosne flygtninge fra snedronningens palads og den uvirkelige lyd af kanebjælder og kirkeklokker på vej op gennem dalen.

Lydens lange rejse.

Ilden og duften af kanel og enebær.

De røde kinder og vores surrealistisk kitschede havenissehygsomme aftener, de dårligt koreograferede skvat på michelinmandspolstrede røve til almen morskab for de fleste, nybegyndernes imponerende stædighed og de overstadige hyl.

Indlysende skærende simpel fornøjelse.

(hvis det ikke står klart by now, så ville en skiferie ikke være af vejen).

Tilbage til skrivebordet, hvor der lå billeder af maskindele neddynget i boremudder, igen en symfoni i brunt, sort og gråt. Men et kort øjeblik dansede hvide fnug for det indre øje, ligesom snebærrene nede ved vandløbet.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten