Klappe klappe kage

Jeg var til bageren forleden søndag morgen. Det blev en  begivenhedsrig tur. Jeg anede ikke, at der var rush hour hos bageren. Eller at de fremmødte mænd ligefrem ville gå til ekstremer for at blive ekspederet.  Men det vender jeg tilbage til.

Da jeg lørdag aften konstaterede, at fadeburet var tomt, gik det hurtigt op for mig, at jeg havde malet mig selv op i et hjørne. Der er pt. ingen fastboende mand i min husstand, så jeg kunne ikke tørre situationen af på andre. Jeg tog derimod en dyb indånding og lovede junior, at jeg ville gå til bageren den næste morgen. Begejstringen og forventningens glæde ville ingen ende tage, og jeg tog imod hans omfangsrige og fantasifulde bestilling.

Det blev hurtigt søndag morgen ved 8-tiden, og  jeg havde et løfte, jeg skulle holde. Den første udfordring holdt sig ikke tilbage. Den meldte sig i det sekund, jeg stod ud af sengen. Hvor soigneret skal man som et minimum være søndag morgen på vej til bageren? Hvad er laveste fællesnævner? Jeg ville gerne beholde mit rygte i kvarteret som en velklædt, velduftende kvinde, og det var også krystal(sukker)klart, at der var et hensyn at tage til de mennesker, jeg ville møde på min vej. Uden at gå i detaljer, men alligevel for at berolige eventuelle sarte sjæle, børstede jeg tænder og var kort tid efter klar til at tage afsted.

Nu ligger bageren ikke så langt væk. Jeg kan gå derhen.Vejret var gråt med lidt støvregn og vejen stille. Jeg antog, at det betød at jeg var tidligt ude og at ekspeditionen hos bageren derfor ville være hurtigt overstået. Men nej! Da jeg nåede frem var der kø i hele butikken. Og jeg kunne konstatere, at kunderne var mænd i alderen 50+. Den næste udfordring var at erobre en plads i køen. Det plejer at være nemt nok, da vi danskere har en uskrevet pagt med hinanden om, at den der ankommer sidst, stiller sig bagerst. Men her var der bare ikke plads til at være den sidste. Køen endte foran køleskabet ved bagvæggen indeholdende et udvalg af diverse morgenbrødsaccessories til overpris. Junior havde tilfældigvis bestilt en Cocio, og den blev min adgangsbillet til en plads i køen. Lågen på køleskabet åbende udad, og først da jeg gestikulerede at jeg gerne ville have adgang til den brune drik bag glaslågen, rykkede køen lidt på sig. En anelse vrantent og modvilligt bildte jeg mig ind. Jeg smilede til manden foran mig, da jeg endelig blev en del af rækken. Smilede er så meget sagt. Nok nærmere imiterede et smil. Nødtvungent. For det var ikke sjovt længere. Mit glansbillede af mig, som den morgenfriske mor, der skyder familiesøndagen overskudsagtigt i gang ved at komme hjem med duftende friskbagt brød lå på det her tidspunkt i ruiner på klinkegulvet i butikken.

Ventetiden gjorde ikke mit indtryk af situationen meget bedre. Jeg betragtede indiskret udvalget af mænd foran mig. Alle som én havde de en kasket på hovedet! Så der faldt jeg tydeligvis igennem. Jeg overvejede om det faktisk var en slags dresscode, som gav tilladelse til overhovedet at måtte komme i bageren søndag morgen? Jeg ved, jeg har en kasket liggende et eller andet sted i gemmerne, men havde da aldrig forestillet mig, at den skulle komme til sin ret. 

Der var 2 ekspedienter på arbejde den morgen. De havde, efter min bedste vurdering, rundet 18 år og det beroligede mig. For en kort bemærkning. For pludselig udbrød der vild panik og tumultagtige tilstande ved kasseapparatet. Den ene bagerpige kunne ikke huske sin kundes bestilling og måtte slå beløbene ind igen. Det udviklede sig imidlertid til noget af et drama. Den kasketbærende kunde, (som åbenbart er stamkunde hos bageren hver søndag, for på skyggen af hans kasket stod navnet på en kendt bagerkæde!), blandede sig nu ved at gentage sin bestilling. En dårlig taktik, der ikke betalte sig, for ekspedienten blev mere forvirret af det. Så meget at hun febrilsk åbnede alle brødposerne for at tjekke indholdet. Jeg fik lyst til at skrige: “Så ring dog til Camilla!” ud i hele butikken. Nå, men miraklet skete og kunden fik det rigtige beløb retur og gik ud af den fyldte butik – med en lettere anæmisk ansigtskulør.

Det gav lidt plads til mig bagi. Jeg stod ikke længere presset op ad køleskabet, og for en kort bemærkning gled ekspeditionerne smertefrit. Jeg slappede efterhånden så meget af, at jeg fik overskud til at læse OG forstå overskrifterne på alle dagens aviser i stativet, der var næste milepæl for min plads i køen. Som det så mest lyst ud og min tur ventede forude, kom der endnu et kuld kunder ind i butikken. Aldersgrænsen havde ikke flyttet sig, men nu var både mænd og kvinder repræsenteret.  De fleste kunder havde skiftet kasketten ud med en hund.  Trods det begrænsede udsyn gennem ruden, der var blokeret af exolerede hylder godt læsset af teboller, tebirkes og andre søndagslækkerier, kunne jeg se at der var blevet fyldt op ved hundekrogene udenfor. Et par hunde gøede aggressivt. Jeg flyttede blikket og fokus tilbage til min position i butikken. Der blev maset godt på af de nyankomne. Der var lidt Orange Scene/Roskilde Festivalstemning over det. I særdeleshed pga. hygiejne-niveauet blandt kunderne.

Så blev det min tur. Jeg afgav min bestilling og trak vejret lidt dybere ved udsigten til snart at være ude i det fri igen. Det gik gnidningsfrit for ekspedienten. Hendes bevægelser var hektiske og en anelse febrilske, men med de arbejdsvilkår forstod jeg godt, at hun fik oparbejdet et usundt adrenalinniveau søndag morgen mellem 07.00 og 09.00. Da vi var i gang med at afregne og afslutte handlen, fik jeg et kraftfuldt stød i siden. Det overraskede mig og tog bogstaveligt pusten fra mig. Det var “én af de nye”, der havde møvet sig op til disken og som nu krævede sin ret til en plads ved disken. Jeg blev slået helt ud af kurs af det taktiske stød, og min hånd fulgte naturligt nok resten af kroppen. Det havde den konsekvens, at de småpenge jeg havde til gode ved kassen ikke landede i min hånd, da ekspedienten slap dem samtidig med puffet. Nej, de spredte sig ud over gulvet og disken med små ledsagende klingende lyde. Albuens ejermand drejede hovedet og så lettere overbærende, men mest strengt på mig. Da jeg bukkede mig ned for at samle den usle mammon op med min ledige hånd, udnyttede han situationen til fulde ved at stille sig midt for disken og jeg var igen en del af køen. Nu som en uvelkommen gæst. Spillet var ude. Jeg prioriterede at slippe ud af butikken med byttet i god behold og lade penge være penge. Ude på gaden igen gik jeg i en stor bue uden om de gøende hunde. Mit behov for drama og fysisk overlast var dækket ind allerede kl. 08.37 den søndag.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten