Ov’n over alting

Han spreder og slikker solen ind.

Tænk hvis selv det hvide i mellemskyggen bliver til brune tæer. Læner sig tilbage og ned mod dækstolens hårde træ, lige før mærkede han den opsugede middagshede gennem fliserne, av for en sjov gangart mens han balancerede med bakken, glas, køligt i kande med is, bog.

Tre ting, to hænder. Bakke! selvom bogen måske kunne være holdt under en arm. Hm. Skyder solbrillerne ned fra issen og kigger op i det blå, højt deroppefra kommer varmen, højt deroppefra er livets betingelse, højt deroppefra er kilden til alt, men hvor kommer de små dansende prikker for øjnene fra, dem som særligt dukkede op, da han var yngre, dem som dansede i hans øjne som farver flød ud mellem to stykker glas i et lysbilledapparat, roligt, flydende – uforudsigelige i bevægelsesretning og tempo.

Solen varmer livet op til en særlig fornemhed.

Love,
Niels

- o O o -

Fredagsbonus, kig op: