Syvkold.dk ser igen nærmere på klimatopmødets konsekvenser for de millioner af danskere, der blot ønsker at være i fred.
Denne gang har vi udvalgt en helt tilfældig dansk familie i en helt tilfældig forstad til en helt tilfældig hovedstad for helt tilfældigt at høre hvordan de håndterer tidens store – men næppe helt tilfældige – klimaudfordringer. Søndag aften tog vi til Rødovre for at besøge en husstand, som Socialforskningsinstituttet har udpeget til at være en helt igennem statistisk repræsentativ “Familien Danmark”.
Der stod ganske vist JENSEN på døren, og der var tilsyneladende ikke nogen hjemme, om end man bag de nedrullede gardiner kunne skimte et svagt blåligt skær i den del af huset, hvor dagligstuen statistisk set er placeret i gennemsnitshuse af denne type.
Det samme var tilfældet på hele den stille villavej, hvorfor man uvilkårligt frygtede, at der allerede skulle være indtruffet en alvorlig klimaforandring. Der lugtede dog hverken af CO2 eller drivhusgasser, så vi valgte i stedet at sætte kursen mod Brøndbyøster for at opsøge den statistisk set næstmest repræsentative husstand – det segment, forskerne populært kalder Familien Danmarks bror og svigerinde.
De mange gule flag, der vajede på halv stang i kommunen denne søndag aften indikerede imidlertid, at der skulle bades med forsigtighed, og med udsigten til at skulle vade rundt i polarkoldt smeltevand på villavejene satte vi skyndsomt kursen mod Hvidovre i vores miljørigtige el-bil, der overraskende nok kørte på diesel, men til gengæld var L-formet.
I Hvidovre fandt vi uden problemer frem til den tredjemest repræsentative husstand i landet – det, forskerne populært kalder Familien Danmarks onkel og tante. Alt omkring os så øde og forladt ud, men til vores glædelige overraskelse blev der åbnet, da vi ringede på, og vi blev budt inden for hos Gerda og Karl Kristian Jensen.
- Det var heldigt, der var nogen hjemme, hr. Jensen…
- Ja, men vi er vel også de eneste i hele landet, der ikke sidder og ser Forbrydelsen.
- Hvordan kan det egentlig være?
- Vi prøver jo at spare på energien, så vi har ingen batterier i fjernbetjeningen. Fjernsynet står permanent på DK4, og så ser vi bare, hvad der kommer. Men kom inden for. Min kone er desværre syg, så hun ligger lige og hviler sig.
- Aha… men det var netop det med energien, vi gerne ville spørge om. Energi, klima, miljø… hvordan forholder en helt almindelig familie sig til det?
- Som sagt bruger vi så lidt energi som mulig. Vi er f.eks. gået over til det der global opvarmning, og det er derfor, der kun er 14 grader her i stuen. Men vi har været gift i mange år, så vi er vant til lidt kold luft.
- Er det ikke at gå for vidt?
- Jo, men en skilsmisse kræver jo også energi.
- Jeg tænkte på temperaturen… er det ikke temmelig koldt?
- Jo, det sagde vagtlægen også sidste måned, da han kom og så til Gerdas lungebetændelse, men så viste han mig, hvordan man kan lave Nescafé uden at varme vandet. Det kan pingvinerne godt lide. De har jo heller ikke noget at rejse hjem til længere. Så deeeet….
- Javel, javel… Jamen, jeg tror også vi må se at komme videre… Tak for tålmodigheden, hr. Jensen.
Formiddag. Kl. 10.14. Endnu en smuk regnvejrsdag i november. Jeg sad stilfærdigt i selvvalgt alenehed på min yndlingscafé, hensunket i egne tanker om alt og intet, da en skinger stemme med ét banede sig vej ind i min bevidsthed, og jeg var pludselig påtvunget en samtale mellem to yngre (ca. 40 årige) smukke kvinder. Den ene kvidrede på forstadsjysk:
- BOTOX er bare SÅ last year, honey! Det sidste nye er ELOX!
- Elox?”, kvidrede veninden tydeligvist undrende? “Hvad er Elox, darling?
- Det er jo nærmest en forkortelse for eloxering, skat, var svaret.
Den anden kvinde smagte på ordet og fandt det behageligt. Det lå godt i munden, og hun mærkede allerede en indre glæde ved udsigten til nye kure og spændende resultater med sit udseende, som hun var ved at være så inderligt træt af. Nyt! Hun trængte sådan til nyt.
- Elox – I like!, svarede hun med sprød, knirkende stemme og tog et dybt sug af sin Chai Latte. – Hvor får så du dine behandlinger?
- Jeg går én gang om ugen hos Dr. Glatigen. Ungdomsvej 911.
Jeg rejste mig spontant og forlod min stadigt dampende kaffe. For jeg havde fået en mission. Hvad var elox? Hvem var Dr. Glatigen? Jeg satte kursen mod Ungdomsvej og gik med hastige skridt og med et adrenalinpumpende hjerte hele vejen derhen. Da jeg var tæt på Ungdomsvej, kunne jeg allerede et godt stykke derfra ane et farveprægtigt blinkende neonskilt. Jeg satte i hektisk løb og nåede helt hen til nr. 911, hvor jeg spontant faldt på knæ foran skiltet og tilbad de enorme magiske og for evigt fyldestgørende ord:
ELOX-KLINIKKEN VED DR. GLATIGEN
Føler du dig grå og trist, og har du mistet glansen?
Er huden slap og intet værd, så er vi straks på skansen!
Vi ved, hvad du har brug for nu: personlig diagnosticering.
Ring til os idag, vi gør dig ny igen! Bestil DIN ELOXERING.
Hos os får du lidt mere end de traditionelle overfladebehandlinger. Vi foretager: Natur-eloxering og sort-eloxering. Naturfarve – Sortbronze og bronze fra lys til mørke farver. UV bestandige farver for udendørs brug. Multicolor farve: grå og blå. For andet brug: Hårdeloxering, kromatering i klar og gul farve og satinforbehandling.
Because you’re worth it!”
EPILOG:
Fornylig fyldte jeg dobbelt-tyve og havnede dermed allerede i kategorien af kvinder, hvis fornemste kompliment ofte lyder: “Du holder dig vel nok godt.” Javist gør jeg da det. Det kunne da have været meget værre… Og det manglede da bare. Hvis blot det undlades at drage sammenligninger med stramme ansigter fra glittede magasiner og kulturindustriens amerikanske filmdarlings, så går det nok. Jeg ved jo godt, at det er in at gøre noget ved sig selv, og at alle kneb gælder. Jeg bombarderes dagligt med beskeden: “Because you’re worth it!”, og jeg tænker hver gang glad: “Yes I am!” og “Yes we can…” og jeg tænker lykkeligt: Jeg ved det. Jeg ER det jo værd. Men det er alligevel et hårdt job at holde sig evig ung, og jeg vil hermed for åben skærm erkende, at jeg ikke har tænkt mig at tage kampen op mod alderen. “Ældes med ynde.” Det må være mit motto. Det er naturligvis nemt at sige, når man endnu ikke er alt for ramt af furer og poser for mange forkerte steder. Men jeg drømmer inderligt om at blæse til kamp for naturlighed og mod ungdomstyraniet. Og jeg har tænkt at starte med mig selv og vil påtvinge mig selv glæden ved at være en stålsat jernlady med baller af stål.
Formiddag. Kl. 10.14. Endnu en smuk regnvejrsdag i november. Jeg sad stilfærdigt i selvvalgt alenehed på min yndlingscafé, hensunket i egne tanker om alt og intet, da en skinger stemme med ét banede sig vej ind i min bevidsthed, og jeg var pludselig påtvunget en samtale mellem to yngre (ca. 40 årige) smukke kvinder. Den ene kvidrede på forstadsjysk:
- BOTOX er bare SÅ last year, honey! Det sidste nye er ELOX!
- Elox?, kvidrede veninden tydeligvist undrende? Hvad er Elox, darling?
- Det er jo nærmest en forkortelse for eloxering, skat, var svaret.
Den anden kvinde smagte på ordet og fandt det behageligt. Det lå godt i munden, og hun mærkede allerede en indre glæde ved udsigten til nye kure og spændende resultater med sit udseende, som hun var ved at være så inderligt træt af. Nyt! Hun trængte sådan til nyt.
- Elox – I like!, svarede hun med sprød, knirkende stemme og tog et dybt sug af sin Chai Latte. – Hvor får så du dine behandlinger?
- Jeg går én gang om ugen hos Dr. Glatigen. Ungdomsvej 911.
Jeg rejste mig spontant og forlod min stadigt dampende kaffe. For jeg havde fået en mission. Hvad var elox? Hvem var Dr. Glatigen? Jeg satte kursen mod Ungdomsvej og gik med hastige skridt og med et adrenalinpumpende hjerte hele vejen derhen. Da jeg var tæt på Ungdomsvej, kunne jeg allerede et godt stykke derfra ane et farveprægtigt blinkende neonskilt. Jeg satte i hektisk løb og nåede helt hen til nr. 911, hvor jeg spontant faldt på knæ foran skiltet og tilbad de enorme magiske og for evigt fyldestgørende ord:
ELOX-KLINIKKEN VED DR. GLATIGEN
Føler du dig grå og trist, og har du mistet glansen?
Er huden slap og intet værd, så er vi straks på skansen!
Vi ved, hvad du har brug for nu: personlig diagnosticering.
Ring til os idag, vi gør dig ny igen! Bestil DIN ELOXERING.
Hos os får du lidt mere end de traditionelle overfladebehandlinger. Vi foretager: Natur-eloxering og sort-eloxering. Naturfarve – Sortbronze og bronze fra lys til mørke farver. UV bestandige farver for udendørs brug. Multicolor farve: grå og blå. For andet brug: Hårdeloxering, kromatering i klar og gul farve og satinforbehandling.
Because you’re worth it!
EPILOG: For nylig fyldte jeg dobbelt-tyve og havnede dermed allerede i kategorien af kvinder, hvis fornemste kompliment ofte lyder: “Du holder dig vel nok godt.” Javist gør jeg da det. Det kunne da have været meget værre… Og det manglede da bare. Hvis blot det undlades at drage sammenligninger med stramme ansigter fra glittede magasiner og kulturindustriens amerikanske filmdarlings, så går det nok. Jeg ved jo godt, at det er in at gøre noget ved sig selv, og at alle kneb gælder. Jeg bombarderes dagligt med beskeden: “Because you’re worth it!”, og jeg tænker hver gang glad: “Yes I am!” og “Yes we can…” og jeg tænker lykkeligt: Jeg ved det. Jeg ER det jo værd. Men det er alligevel et hårdt job at holde sig evig ung, og jeg vil hermed for åben skærm erkende, at jeg ikke har tænkt mig at tage kampen op mod alderen. “Ældes med ynde.” Det må være mit motto. Det er naturligvis nemt at sige, når man endnu ikke er alt for ramt af furer og poser for mange forkerte steder. Men jeg drømmer inderligt om at blæse til kamp for naturlighed og mod ungdomstyraniet. Og jeg har tænkt at starte med mig selv og vil påtvinge mig selv glæden ved at være en stålsat jernlady med baller af stål.
Stod et øjeblik nede ved vandløbet, hvor alting efterhånden antager samme farver som gamle fotografier, afskygninger af brunt, sort, gråt, med snebærrene som små dansende prikker i vinden.
Tænkte på al hvidheden i bjergene, roen på terassen efter hele dages iltbad mens et andet vandløb dernede bruste under minigletschere og gjorde stilheden endnu større.
Isen der eloxerede vegetationen til lynfrosne flygtninge fra snedronningens palads og den uvirkelige lyd af kanebjælder og kirkeklokker på vej op gennem dalen.
Lydens lange rejse.
Ilden og duften af kanel og enebær.
De røde kinder og vores surrealistisk kitschede havenissehygsomme aftener, de dårligt koreograferede skvat på michelinmandspolstrede røve til almen morskab for de fleste, nybegyndernes imponerende stædighed og de overstadige hyl.
Indlysende skærende simpel fornøjelse.
(hvis det ikke står klart by now, så ville en skiferie ikke være af vejen).
Tilbage til skrivebordet, hvor der lå billeder af maskindele neddynget i boremudder, igen en symfoni i brunt, sort og gråt. Men et kort øjeblik dansede hvide fnug for det indre øje, ligesom snebærrene nede ved vandløbet.
Hun er langt mere end eksalteret, en forbindelse af følelser giver hende aura af indre og ydre eloxering og af og til den dyrebareste lueforgyldning. Så skinner hun enestående smukt, tiltrækker smil og gnister i øjne. En anden sagde: Når vi lader vores eget lys skinne, inviterer vi ubevidst andre mennesker til at skinne med.
Thank God it’s friday, you crazy diamond. Ja, også dig.
Jeg var til bageren forleden søndag morgen. Det blev en begivenhedsrig tur. Jeg anede ikke, at der var rush hour hos bageren. Eller at de fremmødte mænd ligefrem ville gå til ekstremer for at blive ekspederet. Men det vender jeg tilbage til.
Da jeg lørdag aften konstaterede, at fadeburet var tomt, gik det hurtigt op for mig, at jeg havde malet mig selv op i et hjørne. Der er pt. ingen fastboende mand i min husstand, så jeg kunne ikke tørre situationen af på andre. Jeg tog derimod en dyb indånding og lovede junior, at jeg ville gå til bageren den næste morgen. Begejstringen og forventningens glæde ville ingen ende tage, og jeg tog imod hans omfangsrige og fantasifulde bestilling.
Det blev hurtigt søndag morgen ved 8-tiden, og jeg havde et løfte, jeg skulle holde. Den første udfordring holdt sig ikke tilbage. Den meldte sig i det sekund, jeg stod ud af sengen. Hvor soigneret skal man som et minimum være søndag morgen på vej til bageren? Hvad er laveste fællesnævner? Jeg ville gerne beholde mit rygte i kvarteret som en velklædt, velduftende kvinde, og det var også krystal(sukker)klart, at der var et hensyn at tage til de mennesker, jeg ville møde på min vej. Uden at gå i detaljer, men alligevel for at berolige eventuelle sarte sjæle, børstede jeg tænder og var kort tid efter klar til at tage afsted.
Nu ligger bageren ikke så langt væk. Jeg kan gå derhen.Vejret var gråt med lidt støvregn og vejen stille. Jeg antog, at det betød at jeg var tidligt ude og at ekspeditionen hos bageren derfor ville være hurtigt overstået. Men nej! Da jeg nåede frem var der kø i hele butikken. Og jeg kunne konstatere, at kunderne var mænd i alderen 50+. Den næste udfordring var at erobre en plads i køen. Det plejer at være nemt nok, da vi danskere har en uskrevet pagt med hinanden om, at den der ankommer sidst, stiller sig bagerst. Men her var der bare ikke plads til at være den sidste. Køen endte foran køleskabet ved bagvæggen indeholdende et udvalg af diverse morgenbrødsaccessories til overpris. Junior havde tilfældigvis bestilt en Cocio, og den blev min adgangsbillet til en plads i køen. Lågen på køleskabet åbende udad, og først da jeg gestikulerede at jeg gerne ville have adgang til den brune drik bag glaslågen, rykkede køen lidt på sig. En anelse vrantent og modvilligt bildte jeg mig ind. Jeg smilede til manden foran mig, da jeg endelig blev en del af rækken. Smilede er så meget sagt. Nok nærmere imiterede et smil. Nødtvungent. For det var ikke sjovt længere. Mit glansbillede af mig, som den morgenfriske mor, der skyder familiesøndagen overskudsagtigt i gang ved at komme hjem med duftende friskbagt brød lå på det her tidspunkt i ruiner på klinkegulvet i butikken.
Ventetiden gjorde ikke mit indtryk af situationen meget bedre. Jeg betragtede indiskret udvalget af mænd foran mig. Alle som én havde de en kasket på hovedet! Så der faldt jeg tydeligvis igennem. Jeg overvejede om det faktisk var en slags dresscode, som gav tilladelse til overhovedet at måtte komme i bageren søndag morgen? Jeg ved, jeg har en kasket liggende et eller andet sted i gemmerne, men havde da aldrig forestillet mig, at den skulle komme til sin ret.
Der var 2 ekspedienter på arbejde den morgen. De havde, efter min bedste vurdering, rundet 18 år og det beroligede mig. For en kort bemærkning. For pludselig udbrød der vild panik og tumultagtige tilstande ved kasseapparatet. Den ene bagerpige kunne ikke huske sin kundes bestilling og måtte slå beløbene ind igen. Det udviklede sig imidlertid til noget af et drama. Den kasketbærende kunde, (som åbenbart er stamkunde hos bageren hver søndag, for på skyggen af hans kasket stod navnet på en kendt bagerkæde!), blandede sig nu ved at gentage sin bestilling. En dårlig taktik, der ikke betalte sig, for ekspedienten blev mere forvirret af det. Så meget at hun febrilsk åbnede alle brødposerne for at tjekke indholdet. Jeg fik lyst til at skrige: “Så ring dog til Camilla!” ud i hele butikken. Nå, men miraklet skete og kunden fik det rigtige beløb retur og gik ud af den fyldte butik – med en lettere anæmisk ansigtskulør.
Det gav lidt plads til mig bagi. Jeg stod ikke længere presset op ad køleskabet, og for en kort bemærkning gled ekspeditionerne smertefrit. Jeg slappede efterhånden så meget af, at jeg fik overskud til at læse OG forstå overskrifterne på alle dagens aviser i stativet, der var næste milepæl for min plads i køen. Som det så mest lyst ud og min tur ventede forude, kom der endnu et kuld kunder ind i butikken. Aldersgrænsen havde ikke flyttet sig, men nu var både mænd og kvinder repræsenteret. De fleste kunder havde skiftet kasketten ud med en hund. Trods det begrænsede udsyn gennem ruden, der var blokeret af exolerede hylder godt læsset af teboller, tebirkes og andre søndagslækkerier, kunne jeg se at der var blevet fyldt op ved hundekrogene udenfor. Et par hunde gøede aggressivt. Jeg flyttede blikket og fokus tilbage til min position i butikken. Der blev maset godt på af de nyankomne. Der var lidt Orange Scene/Roskilde Festivalstemning over det. I særdeleshed pga. hygiejne-niveauet blandt kunderne.
Så blev det min tur. Jeg afgav min bestilling og trak vejret lidt dybere ved udsigten til snart at være ude i det fri igen. Det gik gnidningsfrit for ekspedienten. Hendes bevægelser var hektiske og en anelse febrilske, men med de arbejdsvilkår forstod jeg godt, at hun fik oparbejdet et usundt adrenalinniveau søndag morgen mellem 07.00 og 09.00. Da vi var i gang med at afregne og afslutte handlen, fik jeg et kraftfuldt stød i siden. Det overraskede mig og tog bogstaveligt pusten fra mig. Det var “én af de nye”, der havde møvet sig op til disken og som nu krævede sin ret til en plads ved disken. Jeg blev slået helt ud af kurs af det taktiske stød, og min hånd fulgte naturligt nok resten af kroppen. Det havde den konsekvens, at de småpenge jeg havde til gode ved kassen ikke landede i min hånd, da ekspedienten slap dem samtidig med puffet. Nej, de spredte sig ud over gulvet og disken med små ledsagende klingende lyde. Albuens ejermand drejede hovedet og så lettere overbærende, men mest strengt på mig. Da jeg bukkede mig ned for at samle den usle mammon op med min ledige hånd, udnyttede han situationen til fulde ved at stille sig midt for disken og jeg var igen en del af køen. Nu som en uvelkommen gæst. Spillet var ude. Jeg prioriterede at slippe ud af butikken med byttet i god behold og lade penge være penge. Ude på gaden igen gik jeg i en stor bue uden om de gøende hunde. Mit behov for drama og fysisk overlast var dækket ind allerede kl. 08.37 den søndag.
Det er efterhånden svært at komme uden om klimatopmødet. Og som tiden nærmer sig, bliver det umuligt bare at komme i nærheden af det, da den hjemlige frygt for uroligheder som bekendt er væsentligt større end frygten for det globale klima. Især udsigten til overhovedet at få besøg af statsoverhoveder bekymrer en række virksomheder og myndigheder.
Post Danmark råder allerede nu kunderne på Amager til at sende juleposten i november, da man ikke kan garantere for postforbindelsen fra øen, hvis Obama dukker op igen.
- Det er ikke på grund af vejspærringer og brolukninger, men fordi vi ganske enkelt ikke har kapacitet til at håndtere de mange mærkesager, præsidenten rejser rundt med, hedder det i en presset meddelelse fra Post Danmark, der stadig kæmper med at omdele finanspakken til rette modtager.
Det er ikke kun postforbindelsen, der er i fare. Pressen kan heller ikke denne gang garantere for jordforbindelsen, hvis Air Force One lander på Obamager, og politiet har set skriften på væggen og forudser, at det kan blive nødvendigt at stave sig frem, hvis man ikke får lov at tage alle demonstranter i opløbet.
I Forsvaret er man kede af, at der skal være fokus på klimaforhold netop nu, hvor det er kommet frem, at flere officerer i Forsvarsstaben er steget i graderne, mens andre er helt ude i kulden.
- Jeg har ikke noget at sige til mit forsvar, før jeg har set sidste afsnit af Forbrydelsen II, siger forsvarsminister Søren Gade.
Regeringen har dog storstilede planer om at udvide det jyske motorvejsnet for at få køerne væk fra vejene:
- Køerne udgør et kæmpe problem og lukker CO2 ud i et omfang, der er langt, langt værre end bilernes forurening, udtaler en folketingspolitiker, der ønsker at være anonym, men normalt anses for at være en ekspert i at lukke gylle ud.
Det private erhvervsliv betragter klimamarkedet som det afgørende springbræt til at vende finanskrisen, og en række virksomheder er klar med produkter, der udnytter de nye vinde, der vil blæse.
Entreprenørd-virksomheden Molesto vil f.eks. reducere udslippet af drivhusgasser til fordel for de mere miljøvenlige biogasser og tilbyder derfor gratis ombygning af drivhuse til biografer:
- Det er altså ikke bare gas, fniser virksomhedens grundlækker, Katja Molesto.
DGI Byen præsenterer snart et splinternyt badeanlæg, hvor man kan få en permanent eloxering af huden, så man bedre kan modstå den globale opvarmning. Man tilbyder endda at indfarve huden i forskellige nuancer, hvilket allerede har indbragt ”Årets Integrationspris” fra Dansk Folkeparti.
- Vi har kun fået positiv respons, bortset fra solariesektoren, der ser ud til at gå en mørk fremtid i møde, fortæller bademester Keld R. Kold.
- – - – - – - – - – - – - -
Her på syvkold.dk vil vi de kommende uger se nærmere på klimatopmødets konsekvenser for de millioner af danskere, der blot ønsker at være i fred.
Jeg kunne skrive om hende, hvis blik er så gråt, at selv sort synes kulørt. Jeg kunne skrive om et knivsæg så skarpt, at jeg må elske smerten ved svidende sår, for at holde balancen.
Jeg kunne skrive om ham, der kender mere end han ved, og derfor er så væsentlig. Væsen t lig. Eller om ham, der tror han kender og ved, men ikke ved en skid, og derfor er akkurat lige så forbandet. Væsen t lig.
Jeg kunne skrive om det, jeg ikke kan skrive, fordi det er for virkeligt. For tæt på de hænder, der skal føre pennen. For meget bly i den spids, der så nødigt må knække.
Så jeg lader som om.
Som om jeg er mig. Som om du er dig. Som om Vi ikke er.
(og jeg magter hverken mod eller fornemhed, men alene de skygger jeg leger er skriften på væggen)
Tænk hvis selv det hvide i mellemskyggen bliver til brune tæer. Læner sig tilbage og ned mod dækstolens hårde træ, lige før mærkede han den opsugede middagshede gennem fliserne, av for en sjov gangart mens han balancerede med bakken, glas, køligt i kande med is, bog.
Tre ting, to hænder. Bakke! selvom bogen måske kunne være holdt under en arm. Hm. Skyder solbrillerne ned fra issen og kigger op i det blå, højt deroppefra kommer varmen, højt deroppefra er livets betingelse, højt deroppefra er kilden til alt, men hvor kommer de små dansende prikker for øjnene fra, dem som særligt dukkede op, da han var yngre, dem som dansede i hans øjne som farver flød ud mellem to stykker glas i et lysbilledapparat, roligt, flydende – uforudsigelige i bevægelsesretning og tempo.
30. november 2009, 20:53 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer