Hovedemnet er nu blevet til en biting. Det er økonomien, der spiller ind. Hverken truslerne om skimmelsvampe, fugtige indervægge eller hvad der ellers kan komme af følgeskader, trækker tænder ud. Alle er jo enige om at der skal ske noget. Rådgiverne og dem der indhentede og godkendte tilbuddene ser ikke ud til at komme til at betale.
På indkaldelsen stod der: ”Indbydelse til orienterende og besluttende ekstraordinært afdelingsmøde om udskiftning af aftræk fra boliger incl. taghætter.”
Det er ikke mindre end helt fantastisk. Der fortælles, at de tidligere beslutningstagere har ’sjusket’ med beslutningerne. Det, de har fået tilføjet bygningerne, var noget, der var blevet glemt i projekteringen af husene. Det på trods af, at lovgivningen var helt sort i blækket. Løsningen, der var fundet, er nu fundet for ’let’ og ikke mindst ’letkøbt’, det er blot ikke andet end etdelemnei dagens oplæg. For det virkelige – og det vi kan mærke om nogle måneder – er prisen pr kvadratmeter! For pokker da! En yderligere huslejestigning på cirka 7 %! Der er næsten desperation at spore i ansigterne på de fremmødte. De sidder og regner ud, hvor meget det betyder for dem og naboerne. Alle er forberedte på den ca 3 % stigning der sker hvert år, men yderligere 4% vejer tungt. For den enlige familieforsørger, betyder det en grum stigning. Der skal overvejes om det er flyttetid, for prisen er ved at være for stor. Naturligvis kan der også findes et job mere, og se hvad der så kan komme ud af de ekstra kroner, uden at belaste familielivet.
Der er ingen tvivl om, at mange af bygningerne er for påvirkede af de vandskader, som den første beslutning omkring taghætter og aftræk, har medført. Vi kan da naturligvis opnå visse garantier, men kun så længe den rådgivende ikke går konkurs. For så er vi lige vidt! Fantastisk at befinde sig i sådan en position, et sted i Danmark.. Uden mulighed for andet end at blive klemt grundet andres manglende dygtighed til at vurdere de tilbud der kommer. Men tilsyneladende kun er gået efter en billig pris. Det er nok ikke en unik situation, desværre. Fiktion eller fakta?
[Sofia er skolefrøken og ugens onsdagsgæst på syvfold.dk]
Det var på agendaen, som et underpunkt til noget andet og delemne til dét, de egentlig var der for. De havde set det og nikket beroligende til hinanden og de der gad lytte. De havde forsikret den skingre stemme i telefonen om, at de vendte tilbage til netop dét, efter de kort havde diskuteret det andet. Og der var nogen der ovenikøbet noterede det ned på et stykke papir, som senere blev fundet glemt på bordet ude ved kaffemaskinen. Måske så andre kunne læse, at de på et tidspunkt havde tænkt og nikket i takt, at de ville tage det op senere, og at de på ingen måde havde glemt det, men blot lod det vente til de andre ting af væsentlig betydning for visse, var blevet vendt først.
Og det krattede i telefonen når nogen kløede i sit skæg, og det knirkede i de glatte stole, når nogen andre rakte ud efter mere kaffe. Og der blev sagt en masse ord, på et engelsk der har lydt bedre og med en sikkert charmerende blanding af dansk, jysk, engelsk og amerikansk accent. Og nogle gange kiggede de ovenikøbet op og nikkede til hinanden, sådan lidt beroligende, men det meste af tiden kiggede de ned og fokuserede hårdt på tastaturet som om dét kunne give løsningen på knuden bag de fine ord.
Men tiden gik med at forklare det uforklarlige, med let genkendelige ti-stavelsesord der aldrig var skabt til at give mening, og så var det at fyldet på slide nummer 24 viste sig at dække over en lille figur som ingen før havde set. Et par af dem blev lidt tavse, og spekulerede over hvordan de havde overset den, og om det var fordi det hele var vendt på hovedet og bogstaverne var blevet spejlvendte af, at blive brugt forkert og derfor usynlige for øjet og sindet og de krattende stemmer på telefonen. Eller om det var omvendt.
Figuren så ud til at bevæge sig lidt. Dreje sig langsomt og så lidt mere. Og så skubbede den til tabeller og tal og begyndte nærmest at sitre.
Ham, der talte, løb tør for kommaer og dem i telefonen løb tør for krat. Figuren flimrede for deres øjne og fik deres argumenter til at flyde ned af det skinnende grønne whiteboard og ud på det dæmpende gulvtæppe, sammen med sjatter af glemt kaffe og alle de gode intentioner om, at tage emnet op når de var færdige med dét, der i virkeligheden var på agendaen. Uden at de rigtig troede på det, så de bogstaver flyde ud over den fine virtuelle ramme på væggen, og hen over bordet. En af dem flyttede lidt på sit papir så det ikke blev ramt, og kiggede forlegent op på sidemanden som ingenting så. For der var kommet bogstaver i hans kop og en kurve var ved at kravle ned i hans taske, mens kvinden ved den anden bordende febrilsk forsøgte af få en gul KPI ud af sit ellers nydeligt opsatte hår. Og der var piktogrammer der var ved at undslippe ud gennem vinduet, og fem talrækker sneg sig ud under døren og blandede sig med aktiekursen på en mellemstor storskærm på gangen. Et lagkagediagram, med procenter, farver og forklarende pile gled op under en skjorteflip og fem af de dyreste ord kildede én i næsen, så han nøs.
Indofrståede blikke mødtes henover bordet og de dansende bogstaver, da den skingre stemme i telefonen bad om betænkningstid. Nogen fik klikket væk fra slide 24 og de andre bladret deres papirkopier lige så meget væk fra slide 24 som de kunne, med en enighed, der var uvandt og fik dem til at skutte sig lidt.
Så de nåede aldrig til det. Hverken den dag eller siden.
Jeg vågnede brat med kimen til noget stort for ørerne og en ubehagelig fornemmelse af at komme for sent i skole! Det gik op for mig, at det var telefonen, der sært nok ringede præcis ligesom klokken i folkeskolen.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen!” sagde jeg lettere panisk og håbede, at jeg ikke ville komme op i dag.
”Nissen? Er du oppe? Det er Fredskov! Jeg har brug for din hjælp!”
Det var min gamle klasselærer Fredskov! Fedgaard! Han, som altid kun talte til mig, når jeg skulle have skæld ud for et eller andet, og hvis stemme jeg derfor kendte til bevidstløshed. Hvad ville han mig efter alle de år?
”Fed… øh, Fredskov… det er længe siden! Du må undskylde, at jeg ikke…” begyndte jeg automatisk at undskylde.
”Det er en nødsituation, du må komme omgående! Det er gået helt galt!” Han lød desperat – og tro mig, jeg ved hvordan det lyder, når en skolelærer er desperat.
”Hvor er du?” skar jeg igennem.
”På en bondegård i Karlslunde. Jeg er på udflugt med min 5. klasse, og jeg har fuldstændig mistet grebet! Du må omgående komme og hjælpe mig!” tiggede han.
“Jamen, jeg har ikke læst til i dag,” røg det ud af mig.
“Sludder, du har jo ikke noget for i dag,” replicerede han med pædagogisk autoritet.
”Okay, jeg skal bare lige i gården, så tager jeg af sted. Jeg kan være der om en halv times tid,” lovede jeg.
30 minutter senere rullede taxaen ind på gårdspladsen og jeg sprang ud, og Fredskov tog imod mig.
”Du kommer for sent,” formanede han.
”Vel gør jeg ej,” svarede jeg indigneret og viste ham, at han havde uret. Han så på det og vidste straks hvad klokken var slået.
”Okay, du slipper denne gang. Jeg er også glad for, at du kunne komme, Nissen, jeg er virkelig på den… jeg har fuldstændig mistet grebet, og bondemanden er stiktosset over det. Han har taget ungerne som gidsler og truer med at henrykke dem én efter én!”
”Hvor er de?” forhørte jeg mig.
”Inde i stalden. Og lige før hørte jeg en af ungerne juble,” gyste han.
Jeg skulle til at spørge, hvordan han kunne vide hvordan det lød, men jeg tog mit pokerfjæs på og blev straks kort for hovedet.
“Hvad laver de børn overhovedet på en bondegård? Har I ingen computere på skolen?” spurgte jeg.
”De skal skrive stil om dansk landbrug, og et delemne handler om hvor hårdt og afskyeligt det er at være landmand,” forklarede han.
”Dansk landbrug? I gamle dage var det jo venstre håndsarbejde,” bemærkede jeg.
”Efter Bertel Haarder kom til er det blevet obligatorisk pensum,” forklarede han.
”Men hvor mistede du grebet?” ville jeg vide.
”Derovre et sted, ” svarede han og pegede mod en stor lade, der var fyldt med halmballer.
”Har du ledt efter det?”
”Ja, jeg har gennemsøgt alt det hø, som ungerne har leget i, men jeg fandt kun de her nåle.” Han tog nogle brugte kanyler frem af sin slidte lædermappe.
”Fy for satan… Er det hvad jeg tror det er?” spurgte jeg.
”Ja, flere af dem er junior-cykelryttere.”
I det samme hørtes høj latter inde fra stalden.
”Nej-nej… igen!” råbte Fredskov desperat. ”Vi må stoppe den galning!”
”Hvem er den bondemand egentlig?” spurgte jeg.
”Jeg kender ham ikke, men han er en kendt person her på egnen. Aktiv i foreningslivet, instruktør på dilettantscenen, suppleant for Venstre til byrådet…”
”Jeg må hellere veksle et par ord med ham,” sagde jeg og gik om bag stalden. Et vindue stod på klem, så jeg kunne skubbe det op og kravle ind. Inde på staldgangen sad bondemanden på en malkestol og viste de glade og nysgerrige unger, hvordan man malkede stemmekvæg. Han fik øje på mig og stoppede op i sin fortælling.
”Undskyld, har du tid et øjeblik?” spurgte jeg, og han nikkede og rejste sig.
”Vent lige lidt, unger. I kan lige stikke ind til grisene og finde ud af, hvor valgflæsket sidder,” sagde han og lød næsten som Poul Reichardt i Vagabonderne Fra Bakkegården.
”Hvad handler det her om?” spurgte jeg, selvom jeg allerede havde regnet svaret ud. Men jeg vidste, at politikere hellere ville svare selv.
”De skide akademikere kommer jo rendende her hver anden dag og viser os frem som aber i et bur. I virkeligheden er de bare ude på at lægge os for had og få ungerne ind på Handelshøjskolen. Hvordan tror du, vores parti er kommet til at se ud som det gør i dag? Det er jo ikke til at få øje på en ærlig bondemand for alle de hovski-snovski-polit’er! Og se lige hvor få landbrug der er tilbage i det her land! Det er hvad der kommer ud af det! Det er på tide, nogen fortæller ungerne hvor mælken, brødet og osten kommer fra!”
”Hvordan fik du grebet?”
”Det var let nok. Da de havde været her 45 minutter, ringede ham lærerfjolset med en lille klokke og sendte dem ud på gårdspladsen, så han kunne få sin kaffe. Så kunne jeg få grebet og tage dem med herind. Se hvor de nyder det, de er jo ellevilde.” Hans øjne lyste af begejstring.
”Men… er det ikke at bondefange dem?” antydede jeg.
”Du har nok ret,” indrømmede han og fik blanke øjne. ”Nej, se bare, nu får jeg bondeanger. Du må forstå, jeg har været spændt hårdt for på det sidste. Jeg har virkelig måttet lægge mig i selen.”
”Hvis du anskaffede nogen heste eller en traktor, så slap du for de trækgener. Eller hvad med bare at holde lav profil i en periode?” foreslog jeg.
”Tja… måske kan jeg få noget braklægningsstøtte, hvis jeg ligger helt stille. Jeg kender flere i partiet, der…”
”Stop, tak, der er ting, jeg ikke behøver vide. Men tænk over det. Og lad lige ungerne more sig lidt endnu, før vi går ud til Fedgaard og lader ham få grebet igen.”
Hans øjne lyste op i et smil: ”Fed gård? Synes du! Måske vil du se efter den, mens jeg ligger brak?”
”Hov, kom nu ikke for godt i gang, nu er jeg lige ved at miste grebet igen…”
Jeg skyndte mig at få fat i det igen. Bondemanden smilede og kaldte på ungerne, der straks kom løbende og plagede ham om at fortælle flere historier om det hårde landmandsliv. Imens gik jeg ud til Fedgaard og sørgede for, at han fik grebet igen.
Egen forgørelse virker kraftigst, et ekko af andres, tidlige.
Variationer over ‘jeg er ikke god nok’ runger i ensom tomhed.
Hekse, trolde og dæmoner flytter ud fra mørket under sengen.
Op i hovedet.
Det var i den mørkeste middelalder. Der var ingen lamper til at oplyse de stinkende, smattede gader efter mørkets frembrud. Der manglede også oplysning på et folkeligt og et åndeligt plan. På den tid troede man på hvad som helst. Men ikke på hvem som helst. Næh nej, den mest indflydelsesrige havde magten til at bestemme hvad som helst over hvem som helst. Og indflydelse havde man, når man kunne frembruse med en adelig titel. Eller fremvise guldpenge.
Og så var der dem, der hverken havde penge eller adelige aner. Men de havde magt. Som de adelige var deres magt funderet på andres antagelser om deres formåen, kunnen, hekserier og forgørelse. Inkvisitioner, offentlig henrettelse og ydmygelse var blot nogle af deres arbejdsvilkår. Hver gang en heks var blevet brændt på bål et eller druknet i en nærliggende forplumret sø, var der en vis tilfredsstillelse og ikke mindst lettelse at spore hos både bonden og hans godsejer. Når nu de tænkte over det, så var der jo intet forgjort i deres gerning. For godsejerens ko kan jo ikke bare falde død om på marken, når en tilfældig, simpel kvinde passerer gærdet. Det må være et bevis på, at hun kan sende onde øjne og besværgelser med stor kraft. Hun udøver simpelthen heksekunst og sort magi hvor som helst og når som helst. Der er derfor ingen grund til at føre bevis for, at den samme kvinde også har hjulpet adskillige af byens børn sikkert til verden og op i deres overlevende mødres favn eller at hun har opdaget betydningen af, at naturen rummer materialer til et meget raffineret medicinskab.
Ja, det var dengang i den meget mørke middelalder.
En eftermiddag ringede telefonen midt i en rygepause, hvilket er usædvanlig usædvanligt. Ikke blot fordi telefonen sjældent ringer, men også fordi jeg kun sjældent holder pauser i rygningen. Så jeg tændte en smøg og tog en dyb indånding.
”Det er Nissen,” røg det ud af mig.
”Goddag, Nissen… mit navn er Amalie á Manda. Jeg har brug for hjælp, det er min søster, Amanda…”
”Til tjeneste. Hvad er der med din søster?” forhørte jeg mig.
”Hun mødte en fyr for et par uger siden, som hun var smaskforelsket i som ung. Men pludselig var hun helt nede i kulkælderen.”
”Hm… hvor længe har hun været dernede?” ville jeg vide.
”Hun gik ned med flaget i fredags, og siden har jeg ikke set hende,” sagde hun.
”Hvad med flaget?”
”Det står stadig dernede.”
”Er du sikker på, at hun ikke er dernede et sted?” spurgte jeg.
”Nej,” kom det overbevisende, ”men… kan man egentlig være sikker på noget som helst?” kom det lidt mindre overbevisende.
”Ja, det tror jeg da,” troede jeg.
”Nå, det var godt,” åndede hun lettet op. ”Men hun er i hvert fald helt væk. Nissen, du må gøre noget!”
”Okay, jeg kommer,” lovede jeg og fik adressen. Heksestien. Det var helt nede på Stevns, så jeg tog en stor kop kaffe, inden jeg begav mig af sted.
En times tid senere fandt jeg den lille undseelige skovvej, der hed Heksestien. Den så ikke ud af noget, men den var også blind. For enden lå der et stort skrummel af et gammelt træhus, der var omgivet af store, krogede egetræer, der så ud som om, de var plantet i stenalderen. Det var blevet overskyet, vinden tog til, og temperaturen var dalet et par grader.
Amalie á Manda stod i døren og tog imod mig. Hun så ud til at være midt i 30’erne, og hendes smukke ansigt blev kun blev skæmmet af et par sorte rande under øjnene. Der duftede af frisk kaffe og nybagte boller.
”Det var godt du kunne komme. Vil du se kælderen med det samme?”
Jeg sloges lidt med min kaffe- og bollelyst, men besluttede at lade arbejdet gå forud for fornøjelsen.
”Lad os bare gå ned, så kan det være, der er noget der går op for mig,” sagde jeg kryptisk.
Vi fandt hurtigt flaget, som stod midt i et stort rodet kælderrum, der var fyldt med alverdens mærkelige ting og sager. Tildækkede møbler, gamle kufferter, en rusten symaskine, et tomt fuglebur og et faldefærdigt kosteskab. Jeg åbnede døren til kosteskabet, og der hang den ene kost efter den anden nydeligt på rad og række – bortset fra én tom plads. Det gav et gib i Amalie.
”Der er vist noget, du ikke har fortalt mig,” sagde jeg og så hende intenst i øjnene.
”Jeg havde kun Nescafe, og bollerne er ikke helt færdige,” fremstammede hun og slog brødebetynget øjnene ned.
”Hvis jeg skal hjælpe dig og din søster, er det helt afgørende, at du lægger alle kortene på bordet,” sagde jeg barskt.
Hun rodede i lommerne og smed en bunke tarotkort, et sygesikringsbevis og et årskort til en fitnessklub i Præstø på et lille vakkelvornt kakkelbord.
”Det er min søsters koste. Hun… hun… tror nogen gange, hun er en heks,” mumlede hun forlegent.
”Hvorfor?” inkvisiterede jeg.
”Jeg ved det ikke. Det var efter hun mødte den der fyr, siden har hun ikke været sig selv,” forklarede hun.
”Hvem har hun så været?”
”Hun kaldte sig Madam Amanda…,” hviskede hun.
Jeg så mig om i det overfyldte kælderrum. Ved siden af de kort, Amalie havde smidt på det lille kakkelbord, lå der en lille, opslået notesbog med ryggen opad. ”Forførelse og forgørelse” af Madam Amanda, stod der med sirlig skråskrift. Jeg tog den op og bladrede lidt i den.
”Kender du den?” spurgte jeg.
”J-j-j-jaaa, det er min søsters dagbog…,” fremstammede hun. ”Tror du…”?
”Jeg tror ikke noget,” løj jeg og trak på skuldrene. I det samme blæste et koldt vindpust gennem kælderlokalet.
”Hvad var det?” spurgte Amalie skrækslagent.
Jeg gik den modsatte vej af hvor vindpustet kom fra, og helt nede i det fjerneste hjørne, inde i det mørkeste mørke, bag det støvedeste støv, opdagede jeg et lille kældervindue, der stod på klem.
”Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvordan hun fandt ud,” sagde jeg og kravlede på alle fire ind i hjørnet, skubbede vinduet op og klemte mig ind. Det førte ind til et bælgmørkt rum, hvor der lugtede svagt af røg. Jeg strøg en tændstik, men den kunne ikke sprede det massive mørke. Heldigvis gik der en prås op for mig, og da jeg antændte den, bredte der sig et forklarelsens lys.
Hun sad i hjørnet med et tomt blik i øjnene og rokkede langsomt frem og tilbage som i trance, mens hun klamrede sig til sin kost.
”Amanda!” hvinede Amalie, der også var kravlet ind i rummet. ”Hvad er der dog sket?”
Søsteren sad som forstenet og mælede ikke et ord.
”Det er den klassiske historie,” sagde jeg. “Hun møder en gammel flamme, men han er lige ved at gå ud. Han lover dog at tage hende med, men ender med at brænde hende af. Og brændt barn skyr som bekendt ilden, så nu er hun gået i mørketerapi for at feje for egen dør. Det kan være hård kost, og jeg tror bare du skal lade hende være, indtil hun er ovenpå igen.”
Den forstenede søster sendte os et tomt blik, der sagde alt eller intet. Amalie resignerede og kravlede med mig ud af rummet og lukkede det lille vindue til.
”Er der virkelig slet ikke noget, vi kan gøre,” spurgte hun med desperation i stemmen, mens vi gik op ad kældertrappen.
”Jo,” sagde jeg, ”du kan slukke for ovnen, for jeg tror bollerne er brændt på.”
30. september 2009, 20:54 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer