Upåvirket

Deres forhold var som tilbagevendende sæsoners temperamenter. Dette års vinter er ikke sidste års vinter. De nye blade på træerne er nye hvert år. Det er nye blomsterknopper, der venter på at springe ud og give deres velduftende, farvestrålende bidrag til gavn og glæde for dem, der måtte sætte pris på dem. Det er nye efterårsstorme, der raser og nye velskabte regndråber, der falder og rammer tilfældigt et sted foran dine fødder. Visker sporene fra sidste øjeblik ud, så et nyt kan sættes i det næste.

Det milde forårs sprøde blade. Den magtfulde sols insisteren på at varme deres længselsfulde kroppe. Den spirende forelskelse, der efterlod rødmende kinder og nedslåede, funklende blikke.  Nu kunne de godt fastholde hinandens blikke. Se øjnene spørge, undre, forstå, glemme, huske. De elektriske stød i kroppen, når de forlegent rørte ved hinanden. Med bankende hjerter uden på tøjet. Staldkåde hjerter i en rosa rus af glæde og med følelsen af flagrende konfetti strøet ud over dem indeni.

Sommeren varslede lange, lyse, nordiske nætter under markedsparasoller og i strålevarmen fra kuglegrillen. Fornøjelsen var helt på deres side. De havde stadig kun øjne for hinanden. Den ækle stank fra osende myggelys i pastelfarver, der holdt alt andet end myggene væk. De var ligeglade. De satte sig tæt sammen på havesofaen. Indhyllet i tæpper. Intet kunne trænge ind til dem og forstyrre deres tosomhed. De så den livgivende flamme funkle i hinandens øjne.

Kulden krøb langsomt nærmere. Den gulnede træernes blade og i samarbejde med nattefrosten, slog den de sidste hårdføre roser ned. Deres pink, røde og gullige kronblade strålede stædigt videre for en kort bemærkning. Duften var for længst forduftet. Snart forvandledes regndråber til snefnug. Rimfrosten på græsplænen, der gjorde hvert enkelt strå porøst og skrøbeligt.

En nærtstående ven kunne fortælle om deres kærlighed. Om deres hengivenhed. De satte aldrig spørgsmålstegn ved hinanden. Det var som det var. Det var som det skulle være. Livgivende. De gav det til hinanden. De modtog i det øjeblik, de gav. Livets gave. Upåvirket af hvad der kunne tænkes eller menes om alt andet i verden.

Afslutningen af en årstid er begyndelsen på en ny, der vækker begejstring og forundring. Forundring over at kunne have glemt i vinterens mørke, hvor fantastisk livgivende solens lys og varme er. Forundret over hvor stille jorden bliver, når sneen ligger sig som et florlet, beskyttende tæppe på den og dæmper alle lyde. Ro. Skønhed. Uendeligt og upåvirket på trods.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten