Jeg kunne fornemme, at jeg ville få mere at lave i den kommende tid. Kald det bare intuition. Men efter 7 uger uden en eneste opringning, fortalte både min fjerde, femte og sjette sans mig, at der snart ville ske noget. Det forhold, at min rengøringskone forleden havde opdaget, at telefonstikket var røget ud, bidrog også til en ikke helt ringe ringe-optimisme. Jeg skulle netop til at lave en note om at bede hende komme halvårligt, da telefonen ringede.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”
”Det er Gianni Orlofski fra Det Kongelige Teater, er det Nissens Detektivbureau?”
”Ja. Er det Gianni Orlofski fra Det Kongelige Teater?” replicerede jeg.
”Ja… men hvordan kunne De vide det? Det er jo mig, der har ringet op?”
”Det er mit job at vide sådan noget. Hvad kan jeg gøre for Dem?”
”Det er hastesag – en frygtelig skandale er under opsejling. En pinagtig historie, der vil rydde forsiderne. De må smide, hvad De har i hænderne og straks komme ind på Gamle Scene.”
”Hvad drejer det sig vedrørende?”
”Det er den helt store rådvildhed! Vi har re-premiere her kl. 19, publikum er på vej, og nu er melodien blevet væk!”
”Jeg er på vej!” lovede jeg.
Jeg vidste godt, hvorfor de ringede til netop mig. Mine evner havde stået i høj kurs siden jeg opklarede mysteriet om fejloversættelsen af ”La Nozze di Figaro”, som på plakaten var blevet til ”Figaros nosser”. Siden har den heddet ”Mozart-kuglerne”.
- – - – - – - – - -
Jeg kastede mig ind i en taxa og bad den sætte kursen mod Kongens Nytorv, og inden længe stod jeg på Orlofskis kontor.
”Det er en katastrofe af dimensioner, hr. Nissen, vi aner simpelthen ikke vores levende råd. De røde lygter er tændte, og det forlyder endda, at Hendes Majestæt Dronningen vil beære os med sin tilstedeværelse netop i aften…”
”Hvornår er melodien sidst set? Eller hørt, skulle man måske sige?”
”I går aftes til generalprøven. Jeg var selv til stede sammen med generalen og et indbudt publikum, og det lød aldeles vidunderligt. Kapellet lavede slet ingen unoder.”
”Kan en blandt publikum have fået fat i melodien og smuglet den ud af salen?”
”Nej, det er udelukket. Vi har kontrollører ved alle udgange, der er specielt trænede i at lytte efter om nogen går og nynner, så det er helt og aldeles udelukket.”
”Og De er helt sikker på, at alle udgange var bemandet? At der ikke var en kontrollør, der havde taget billetten?”
”Helt sikker, ingen døde. Kun de sædvanlige lig i lasten i orkestergraven.”
”Hm… må jeg tale med et par af skuespillerne?”
”Ja, gør hvad De vil, Nissen, bare De finder melodien… ”
- – - – - – - – - -
Jeg bankede på en garderobe-dør med graffitien Jeg dør, jeg elsker karmen.
”Træd nærmere!” lød det teatralsk. Jeg åbnede døren og stak hovedet ind.
”Undskyld jeg forstyrrer, mit navn er Nissen, og jeg leder efter melodien der er blevet væk.”
”Det er hen ad gangen, to trapper ned og ind til højre.”
Jeg stirrede måbende på ham, men der var ingen tid at spilde.
”OK, tak,” bjæffede jeg og strøg af sted hen ad gangen, to trapper ned og ind til højre.
- – - – - – - – - -
Pludselig befandt jeg mig ved indgangen til salen, der var ved at blive fyldt med festklædte publikummer. En kontrollør bad om min billet.
”Jeg har ingen billet, teatret har hyret mig til at finde melodien der blev væk,” sagde jeg og viste ham mit kort.
Han tog kortet. ”Det er et togkort,” konstaterede han kort for hovedet og tog sig til hovedet.
I det samme fik jeg øje på en holder med programmer til aftenens forestilling. Så faldt 10-øren. Men kontrolløren havde allerede sat sin sorte, blankpolerede sko oven på den.
”Undskyld, det var min 10-øre, der faldt, og jeg skal bruge den omgående,” sagde jeg, mens jeg febrilsk prøvede at flytte hans fod.
”Så, rolig nu, hr. Vi vil ikke have nogen scener her i Det Kongelige Teater!”
I det samme kom Orlofski trippende på nervøse laksko.
”Nissen, De er jo helt rundt på gulvet?” udbrød han.
”Bare rolig, jeg har fod på det,” sagde kontrolløren afvæbnende.
”10 øren er endelig faldet, og nu står han på den,” hvæsede jeg.
”Det skal vi få opklaret på stående fod,” sagde Orlofski myndigt. ”Løft venligst foden, kontrollør, og lad mig kontrollere.”
Kontrolløren løftede tøvende foden, og Orlofski satte i et glædesstrålende smil.
”Minsandten, Nissen! De har ret! Det er jo fantastisk! Nu kan jeg også se det.”
”Ja, Orlofski, det er ”Melodien der blev væk”, der er på plakaten i aften. De kan roligt sætte Dem til rette på Deres plads, og melodien vil dukke op på rette tid og sted.”
- – - – - – - – - -
I det samme rejste alle i salen sig og vendte blikket op til venstre mod kongelogen, hvor Dronningen indtog sin plads i en sky af cigaretrøg, løftede sit glas mod salen og udbragte en Margrethe-skål.
”Tusind tak, Nissen, De aner ikke, hvor lettet jeg er. Og honoraret…,” stammede Orlofski med tårer i øjnene.
”Jeg sender en regning, skynd Dem nu hellere ind på Deres plads.”
Jeg gik ud på Kongens Nytorv og krydsede over til Hvidvins Stue, hvor jeg bestilte et glas Chardonnay og skålede med mig selv på endnu en fuldført mission for Nissens Detektivbureau.
Reklamer i postkassen, hjembragt og læst med påtaget interesse. En støvsuger hentet frem, for at yde hvad man ikke evner at nyde. Og så videre.
Og mens man rengør, pakker sammen og tørrer af, tænker man på chaufføren fra linje 55, bramfrit berettende om en tur sydpå i dobbeltdækker. Den udførlige beskrivelse af udsigten fra øverste dæk:
”14 timer, mine Damer og Herrer, 14 timer gennem Europa med førsteklasses vue over motorvejsværn og køretøjer i alskens farver og former”
Alene tanken om den den enfoldige glæde afføder et stik af irritation og misundelse.
I stedet støvsuger man med en grundighed der tjener til ære: alle hjørner får en tur – møblement og tæpper. Alt suges fri for støv og fladerne ryddes med en kirurgiske præcission og syleskarpe snit som blotlagde man inderste tanker, livsvigtige organer og røntgenlilla afsløringer.
Som altid er nydelsen at se, hvad man fjerner. Undervejs.
Forsøget på at skabe et liv af det, der bliver tilbage når alt er væk.
Der har været dage hvor det ville have været smart hvis karriere og privatliv havde et samarbejdsorgan, hvor de kunne mødes og blive enige om at dele den der kage.
Er det stadig en life-work-balance, når der er svær overvægt på den ene side?
Det er egentlig ikke generende overhovedet at det forholder sig sådan (bortset fra de der ”få dig dog et liv”-kommentarer), men det er muligt at enkelte interessenter når det kommer til stykket har en anden holdning til det.
Sådan har det ihvertfald været.
Bare svært fordøjeligt når det nu er dét der hovedparten af livet har fyldt alt, og det har været godt sådan.
”Erst die Arbeit, dann das Vergnügen”, godt med jer, men hvad nu hvis det ER en fornøjelse i sig selv at arbejde?
Og det godt kan være hårdt arbejde at hengive sig til fornøjelser.
Hvad nu hvis det rent faktisk gør en friere at arbejde end at være fri – forudsat at det er det rigtige arbejde.
“Min mor er blevet skilt en gang og min far er blevet gift en gang; det er fire familier, så det er rimeligt meget,” siger Prins Nikolaj, 10 år og laver en nuttet grimasse.
“Er I glade, København?” Malthe, Dúné.
“Det lægger op til meget store skattestigninger og skaber utryghed for den enkelte dansker,” siger Lene Espersen om S’s udspil. Hvordan det, Lene?
DSB skal stå (stå stille?) for al regionaltrafik og pendlertrafik i Vestsverige. Bliver ikke spurgt om de så dér vil levere tog til tiden eller kan finde ud af købe materiel ind på fremmed jord.
“At bo i en baghave sætter sine spor,” Fred Kellar, Sheriffs Office. For slet ikke at være bortført i 18 år, voldtaget og have fået to børn med en sexualforbryder.
“Der bliver luget kraftigt ud og det er kun de stærkeste der overlever,” Flemming Jensen, Sjælsø Gruppen. Gælder det mon også for danske tv-stationer?
Lugten i lejlighed 131 var ram. Den sødlige dunst af menneske i opløsning ville ramme enhver, der blot vovede at åbne brevsprækken. Ren og skær væmmelse. Man kunne skære sig igennem den stillestående, lumre luft. Den blev diplomatisk omtalt som “indeklima” noget tid senere i en artikel i dagspressen. Reklamer og ugeaviser havde hobet sig op i entréen. “Sikke et spild”, havde han tænkt, når han onsdag, fredag og lørdag hørte endnu et bundt blive føjet til det kulørte og kemisk lugtende tryksværtehav, der snart gjorde det mere end besværligt at komme både ud og ind ad hoveddøren. Det var lige meget. Han skulle ikke ud mere, og han ventede bestemt heller ikke gæster.
Han havde stoppet tiden. Han havde opløst den som begreb. Det kunne han godt. Han havde stoppet hende. Det havde han haft lyst til at gøre mange gange. I løbet af de mange år. Nu var det så gjort. Han mærkede en rest af irritation. Hun havde irriteret ham. Hun havde været et rent tågehorn. En skærende, gennemtrængende stemme, der druknede alle budskaber i larm og endeløse ordstrømme. Til sidst havde han simpelthen ikke længere kunnet ignorere det. Nu ville han fandme have ro. Nogen gange brølede han til hende, at hun skulle klappe i! Lukke sit forbandede organ! Brrr. Han fik kuldegysninger ved tanken.
Selvfølgelig havde det ikke hjulpet at true hende til tavshed. Tværtimod. Hun havde råbt og skreget og teet sig. Havde inddraget naboerne i det. Han havde jublet i sit stille sind, da han blev givet den chance, han havde ventet på, men knapt nok turde drømme om og håbe på. Han blev egentlig først klar over det lige dér i situationen. Men han tog den. I sit forsøg på at hænge ham ud og ydmyge ham offentligt, var hun gået ud på svalegangen. Hun havde banket på alle dørene på etagen, mens hun havde skreget: “Hustruvold” og “Overgreb mod sagesløs person”. Han smilede let for sig selv. Det var fandme sjovt. Hvis der var noget hun ikke var, så var det sagesløs. Han så, hvordan hendes slappe, pergamentrynkede hud på bagsiden af overarmene slaskede frem og tilbage i bølger, hver gang hun slog på en dør. Der var ingen, der tog notits af en hysterisk, skrigende kvinde. Naboerne havde hørt dem så tit. Og der var jo ingen af dem, der havde slået hinanden ihjel. Endnu. Før nu. Hun var løbet ud i sine hjemmesko. De bar stadig navn efter en død, kommunistisk, kinesisk leder. De var helt nye. Hun havde været ved at falde et par gange på trægulvet i stuen. Det havde været en kærkommen lejlighed for hende til at brokke sig lidt mere den dag. Han havde mødt hende med tavshed. Alt, han ville have, var ro.
Han havde fulgt efter hende ud til enden af svalegangen. Døren til trappeopgangen var tung. Den fungerede som branddør. Hun var løbet ind på trappeopgangen, og stod nu foran døren for at spærre ham vejen. Med begge hænder på håndtaget og en fod stemt imod det nederste af døren. Han prøvede først at tale roligt til hende. Hun stod bare på den anden side af den armerede rude og galpede løs. Dens tykke brandsikre glas dæmpede hendes stemme gevaldigt. Dejligt. Hun råbte endnu højere. Hun blottede sine nikotin-gule tænder. Som om hun ville understrege, at hun mente det alvorligt. Hvad det så end var, hun mente. Han kunne høre, hvordan hendes ord blev kastet frem og tilbage. Akustikken var elendig. Den forbandede larm, hun kunne lave. Han skubbede prøvende til døren. Hun satte endnu mere af sin vægt bag og skubbede imod. Han lagde godt mærke til, at hun havde svært ved at finde ordentligt fodfæste i de nye sutsko.
Der var stadig ingen af naboerne, der reagerede på støjen. Han lagde hele sin vægt bag, da han med fuld kraft skubbede døren op. Han så i hendes øjne, at hun var ligeså målløs som han selv over, hvor mange kræfter, han havde. Hun kæmpede for alvor for at stå fast på det glatte terrazzogulv. Hun havde allerede mistet balancen, da hun nåede det første trin. Hjulpet godt på vej af overraskelsen over den udvikling hele situationen havde taget og hans skub med hjælp fra døren. Hun viftede lidt med armene ud til siden. Så faldt hun. Baglæns. Han så hendes hoved ramme et af de nederste trin, inden hun akavet faldt det sidste stykke ned. Så lå hun stille. Tiden stod stille. Helt stille.
Inden han kunne nå at føle en oprigtig taknemmelighed over sit svineheld, havde nogen i ejendommen tilkaldt politiet. De havde foretaget de rutinemæssige tekniske undersøgelser på stedet, han havde aflagt forklaring og hun var blevet erklæret død. En ulykke. Ingen tvivl om det. Manden er jo helt i chok, den stakkel. Nogen pårørende? Nå ikke? Jamen, du må endelig sige til, hvis der er nogen, vi skal kontakte for dig.
Nu var det hele for længst overstået. Han havde ro nu. Han kunne sidde i timevis og nyde roen. Ikke en lyd. Han havde standset det gamle skibsur. For helved. Der er da ingen grund til at blive mindet om klokken hvert kvarter. Så havde han slukket for køleskabet. Det havde den mest nervepirrende brummelyd. Nogle dage efter var det begyndt at lugte fælt af fordærvet mad. Til sidst havde han slukket for alt elektronisk og mekanisk. Han pillede batteriet ud af ringeklokken. Kort sagt, alt, der kunne lave lyde, forstummede. Til sidst trak han heller ikke ud efter toiletbesøgene. Det var den rene tortur, når cisternen efterfølgende fyldte sig med vand. Sådan havde det været i et stykke tid nu. Måske i nogle dage. Han var ligeglad. Han nød roen.
Om fredagen havde en beboer bedt varmemesteren om at lægge vejen forbi lejlighed 131. For pokker, manden havde mistet sin kone i en tragisk ulykke. Det kan da godt være, at de ikke var lykkelige sammen. Men hvem er det efter så mange år sammen? Det var de fleste i ejendommen for så vidt enige i. De kendte til fraværet af lykke fra deres eget liv eller forventede i det mindste, at det ville blive sådan. Før eller siden. Så varmemesteren slog et smut forbi lejlighed 131. Ringklokken virkede ikke. Det var først, da han efter længere tids banken på døren, havde åbnet brevsprækken for at kalde på manden, at han reagerede. Han blev ramt af en lugt af menneskelig opløsning så grim, at han aldrig skulle komme til at glemme den.
Den lokale avis havde kronede dage for en kort stund med historien om, hvordan det kan lade sig gøre at svigte medborgere så meget, at de ubemærket kan dø alene i deres eget hjem. Uden at nogen opdager det? Dagspressen fulgte op på det. De vinklede den fra ethvert tænkeligt synspunkt. Den nåede endda til Christiansborg, hvor blokpolitikerne blev konfronteret med den barske virkelighed fra velfærdssamfundet. De lovede bod og bedring med krydsede fingre på ryggen. At historien var en helt anden, var der ingen, der opdagede. Så længe der var politikere i torvets gabestok, var der ikke en levende sjæl, der interesserede sig for sandheden.
Manden i 131 havde trukket sit sidste, dybe åndedrag. Og inden han gjorde det, konstaterede han, at han var ligeglad med om han blev fundet i en svinesti med dårligt “indeklima”. Han synes, han var heldig. Svineheldig.
Hun var faktisk lidt en billig tøs, men hun var fuldt ud bevidst om det, og hun snoede dem om sine lange fingre med sikker hånd. Hun havde sans for detaljen, og det var kun de mest velproportionerede og intelligente drengebørn hun tillod at komme indenfor døren, inden hun smed dem ud igen.
Men ham her den nye, ham var der altså noget ganske særligt ved, og hun kunne ikke sætte en finger på det, men hun kunne ikke holde sig væk. Det er i virkeligheden en længere historie, men det korte af det lange er, at hun blev så besat, at hun stjal hans hjerte. Hun måtte have det. Så hun stjal det.
Problemet var, at Mikkel aldrig havde fået meldt sig som organdonor, og det særlige ved ham var et hjerte rent som guld og ærligt som et spædbarn, der ikke holder gråd tilbage for at behage verden. Så nu begyndte hans hjerte at slå, med en livskraft kraftigere end det nogensinde havde besiddet før. Hun var nødt til at bære det med sig overalt, for at naboerne ikke skulle undre sig over støjen når hun ikke var hjemme. Snart var hun direkte hjemløs, og gemte sig i støjende storcentre og lignende, indtil den dag hjertet eksploderede. Hun skreg. Han fik fred. Resten af sine dage brugte hun i fængslets terror-afdeling, hvor hun kæmpede bravt for at indføre organdonation ved lov, efter at have klippet sine egne langefingre af og snoet dem om lysstofrøret i loftet, hvor det ikke gjorde meget skade.
Man har hidtil antaget, at demokratiets vugge stod i det gamle Grækenland i det 4.-5. århundrede før Kristi, men ny forskning dokumenterer (trods græske protester om svindel), at vuggen muligvis stod blandt græske templer, men selve undfangelsen skete ca. 200 år tidligere længere mod øst i regionen Godtistan, der i dag svarer til grænseområdet mellem Turkmenistan og Uzbekistan.
Her boede introerne oppe i bjergene, hvor de kappedes om at bygge nye og anderledes huse og hytter, der altid skulle være på forkanten, hvilket resulterede i at de af og til styrtede ned. Nede i bjerget boede metroerne, der ernærede sig ved at transportere introerne rundt i lange underjordiske klippehuler. Helt nede ved foden af bjergene boede retroerne i stenalderlignende huler og foragtede metroerne for deres nymodens pjat og introerne for deres rastløse higen efter altid at lave om på tingene.
Retroerne sværgede til en stærk fører, der stod i spidsen for befolkningen, mens metroerne var førerløse og blot satte en ære i, at alt kørte på skinner. Introerne derimod havde altid svært ved at blive enige, og hver gang nogen havde en god ide, var der altid nogen, der havde en endnu bedre.
Set med nutidens øjne kan man undre sig over, hvorfor de ikke indførte valg, men dengang havde de ikke noget valg. Det tætteste man kommer, er en mundtlig overlevering om, at de overvejede at indføre ur-afstemninger, men eftersom uret ikke var opfundet endnu, besluttede de formentlig at se tiden lidt an.
I mangelen på valg introducerede introerne i stedet de såkaldte ”udvalg”, når de skulle lave noget i fællesskab. Nogen mente, det var bedst at nedsætte stående udvalg, mens andre stod fast på at siddende udvalg var bedst. Andre igen mente, at man skulle drøfte ideerne løbende, og en foreløbig teori går faktisk på, at maratondebatterne er opfundet af introerne. Det har dog også stødt på en skov af protester fra grækerne, der for alvor føler jorden brænde under sig.
Introerne havde meget svært ved at blive enige om, hvorvidt udvalgene skulle være stående eller siddende, og i stedet indførte de betegnelsen ”organer”, fordi det lød bedre. Der var dog enkelte frimodige introer – især yngre mænd – der yndede at tale om deres ”stående organer”, men de kvindelige organer fik hurtigt lukket munden på dem og manet til sammenhold under parolen ”Hellere stå samlet end at ligge spredt”.
Det eneste, introerne ellers kunne blive nogenlunde enige om var, at det nok var i orden, at et organ ikke altid var helt enigt. Og hvis blot man sørgede for, at et organ altid bestod af et ulige antal personer (kaldet organister), kunne man til enhver tid tælle sig frem til et flertal.
Introerne blev så begejstrede for disse demokratiske organer, at de besluttede sig for at sprede ideen til alle verdens befolkninger via global organdonation. Således skabte de reelt fundamentet for den styreform, som store dele af jordens befolkninger anvender den dag i dag, nemlig en styreform, der i bund og grund bygger på uligheder.
Din gud ved det, dine venner ved det, du ved det, også når du lyder som en pivskid. Ja, og du ved det også. Men du insisterer på ævl. Så hør her, baby. Livet er ikke er som en scarttilslutning, hvor små nøje definerede, følsomme og letbøjelige spidsagtigheder skal passe ind i et kompliceret mønster af huller, så man står og roder og famler i mørket og støvet på bagsiden for at få det til at passe sammen og alligevel mister troen på sig selv i processen. Livet er uteknisk. Livet er én følsom ting som passer ind i ét nok endnu mere følsomt. Og så tilpasser de sig i øvrigt hinanden. Dén vilje er enorm. Så skal du se fest og farver. Hvis du tør. Selv tv-fabrikanterne ved det – farvel scart, hurra HDMI: Et hul, én pind. En symfoni af tæppebankende rock’n'roll. Yeah, baby!
Kærligheden havde passeret endnu en gang. Forbi de slørede vinduer. De trænger til at blive pudset. Sammenhænge hun ikke helt forstår. Endnu. Det kommer hun til. Beroliger hun sig selv. Måske er det ikke vigtigt, at hun forstår. Beroliger hun sig selv. Ikke det hele. Et suk forlader lydløst hendes krop. Det finder vej ud gennem hendes læber. Et lettelsens suk. Det er ovre.
Ærgelsen over at hun havde forblændet sig selv. Tankerne og længslerne havde overdøvet det, hun vidste. Hun havde tænkt højt en dag overfor en kollega på kontoret, hun var fortrolig med. “Jeg skal nok bare være alene i dette liv”. Kollegaen havde tørt svaret tilbage med et listigt smil:”Tror du virkelig selv på det?” Tja, hvorfor ikke? Hun var ikke bange mere. Hun tænkte på, om det skræmte. Hun havde da brug for nogen. Ikk´? Indtil nu havde hendes oplevelse været at båndet imellem hende og ham var som en scarttilslutning mellem tv´et og dvd´en. Det fragter signalet og tilfører energi fra det ene medie til det andet, der skal projicere og give det usynlige indhold på disc´en liv på skærmen. Nej, hun kunne mærke, at det ikke slog sandhedens tone an. Hun forstod mere og mere, hvor lykken kommer fra. Ved Gud. Den kommer indefra. Det gør den virkelig. Hun havde mærket den. Følt sig taknemlig og særdeles godt tilpas. Helt sikkert en stund, der var det hele værd. En kortvarig, værdifuld rus.
Hun havde skiftet retning mange gange. Ledt febrilsk efter den afkørsel, der skulle føre hende direkte til det, hun søgte efter. Umuligt, når “det” er udefineret. Så havde hun defineret. På livet løs. Skrevet A4-blokke tynde og fyldt hver en side til bristepunktet i sorte kinabøger med røde hjørner. Fyldt dem med sine rejsebeskrivelser, refleksioner, referater af samtaler med sig selv. Stof til eftertanke. Supertanker. Og langsomt havde hun ledt sig selv til forståelse. Taget sig selv i hånden. Som et barn, der har brug for en voksens anvisninger, indtil det tør give slip. Bliver i stand til at vælge at give slip. Og med en boblende fryd rullende i kroppen opdager, at “Jeg kan selv. Se mig! Jeg kan selv”.
Det stof, drømme er gjort af. Hun havde fundet modet til at drømme helt for nylig. Drivkraften var stærk og intens. Hendes krop og sjæl kvitterede. Sagde god for det. Strittede bestemt imod, når hun forvekslede en illusion med sandheden om drømmen. Løgne! Nej tak. Illusioner er for tryllekunstnere. Et trick. En afledning, der skal narre publikum til at tro på, at de oplever virkeligheden. Virkeligheden er en fantastisk oplevelse. Selv ikke en magiker kan hamle op med den. Hun havde selv set forskellen på illusion og virkelighed. Hun havde mange gange sneget sig til at kigge igennem det lille hul. Havde endda haft lyst til at være med ind imellem. Indtil hun – og altid på vej op ad bakke – havde trukket håndbremsen, stået på bremsepedalen med den ene fod og tvunget speederen i bund med den anden i livets sportsvogn. Det var hun brændt sammen af. Det havde tvunget hende ud i time outs. Det var ovre nu. Ikke mere noget med at hive time out-kortet frem hver gang, der var den mindste smule. Mindste smule liv.
Nu stolede hun på sit indre navigationsudstyr. Det fineste af slagsen. Den irriterende, sitrende uro var blevet til boblende livsglæde. Hun havde købt lærreder, pensler, akrylmaling og svæverammer for nogle år siden. Det havde virket fuldstændig akavet på hende at stå dér midt i stuen og være kreativ. Det virkede iscenesat. Men det havde sneget sig ind på hende. Ind i hende. Hun havde malet 3 billeder. Èt af dem var i brune nuancer. Kakaomørk, cappuccino med lette hvide mælkeskumsstriber. Og så en korsvej i venstre del af billedet. Vejen til venstre endte blindt. Vejen tilbage endte i det rene kaffegrums. Bogstaveligt talt. Hun havde blandet det op i guldmaling, men det endte med at blive brunt alligevel. Vejen lige ud endte i noget udefinerbart. Ikke attraktivt. Vejen til højre førte direkte ind til en byge af hjerter. I alle størrelser og nuancer fra brun til guld. Det var blevet gemt væk i en periode. Nu havde hun fundet det frem igen og hængt det op. Og nu så hun pludselig, hvad det var hendes sjæl havde forsøgt at vise hende. Tag vejen til højre. Og nu – på dette tidspunkt i sit liv var hun jo helt indforstået med, hvad vejen til højre rummede. Hendes hjertes vej.
Nogen ville sige, at det var en skillevej. Hvilket også kunne være sandt. Hun så det bare ikke som at hun skilte sig af med noget. Elller skilte sig ud. Hun valgte blot den vej, der vækkede genklang dybt i hendes hjerte. Forløsningen var enorm. Det var lykkedes hende. Det, hun havde troet ville give hende lykken, viste sig at være en blindgyde. Opdagelsen af at hun var i stand til at skabe sin egen lykke var euforiserende. Og det var ikke sket på trods af. Det var sket i kraft af, hvem hun var. Da hun altså endelig turde stå ved det. Ved sig selv. Ved Gud. Taknemmelig over at modtage så kraftfuld en gave fra selve livet, fra sig selv som værende hende. Og det var trygt. En tryghed som ingen eller intet kunne give hende.
Hun åbnede øjnene. Blinkede missende med øjnene mod det skarpe lys, der trængte sig på. Hun lukkede det forsigtigt ind. Med visheden om at alt det gode hun sendte ud kom igen. Syvfold. Hun modtog det. Tog mod til sig. Hun tog en dyb indånding, rejste sig stille op. Hun scannede sin krop med sit indre blik. Alt var roligt. Ikke som stilhed før storm. Det var en længe ventet ro. Hun satte sin krop i bevægelse og tog sit første skridt igen. Ud i det, der skulle være resten af hendes liv. Hendes liv.
31. august 2009, 20:07 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer