Lukket

Jo, det var hende. Næsten skjult bag søjlen og stivnet af skræk for om det nu var ham. Hun ligner slet ikke den blonde fra før. Køn er hun ikke rigtig, på det her tidspunkt i historien. Hendes mørkebrune hår er skåret i en kort hård page, det snitter luften over, hvor den slutter. Smalt ansigt og tynde læber. Store blågrønne øjne, og en hud så lys, at den virker gennemsigtig. Men det er den ikke, vel? Man kan ikke se ind i hende, om man så stiller sig helt tæt på.

Jeg tror vi er lidt over midten i fortællingen. Længe efter den dag, hvor søsteren skulle dimittere. Længe efter hun mødte kvinden med det tynde sjal første gang, og endnu et godt stykke tid før hun møder hende for syvende gang. I den lille pause der nødvendigvis må være, før klimaks vælter os tilbage i stolene og griber os om hjertet, anklerne eller i nakkehårene. Stilhed efter, at alt det afgørende er sket, uden at vi har set det. Endnu.

Hun holder ubevidst vejret og læner sig tilbage i skyggen. Det kan ikke være ham. Hvorfor skulle det være ham, hvorfor skulle  han være her og hvorfor skulle han le sådan? Så hjerteligt. Nej… det er ikke ham. For skarp kæbe, for spids næse og for brede læber. Kvinden ved siden af han er også korthåret – det var hun ikke, vel? Men hår kan jo klippes…
Nej, det er ikke ham.

Hun slipper servietten, som hun krampagtigt har grebet om da hun så ham, og løsriver blikket. Ser på de hvirvlende tjenere, der smiler spansk-flirtende med rutinecharmen skruet på. Ikke til hende, hun er jo næsten usynlig, men til alle de andre. Klirren af tallerkener og små pust, hver gang én småløber forbi.

Tjeneren i døren nikker venligt, da hun går ud. En kvinde med kort mørkt hår, ser efter hende med en lille rynke mellem øjnene.

Tilbage på værelset tager hun forsigtigt den gråblå kjole af, og siddende på sengen ruller hun rutineret de glatte strømper på. Det er nok for varmt til strømper, men gør det noget? De bygger hende op. I et kort øjebliks tøven lader hun fingrene glide hen over blonden midt på låret hvor de stopper, og trækker så en kort, rød kjole, der ligger klar over en stol, ned over hovedet. Hun behøver ikke se i spejlet; den sidder perfekt.

Med hurtige bevægelser trækker hun øjnene op med sort, og fjerner et usynligt fnug fra det ene kindben. Finder en mørkerød læbestift frem fra toilettasken, og ser et øjeblik undersøgende på kvinden i spejlet. Man kan ikke set det. Reder det glatte mørke hår stramt tilbage og sætter den rødblonde paryk på med vante fingre.

Døren til værelset lukker sig med et lille klik, da hun stille glider ud i natten.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten