|
|
Af Niels,  31. juli 2009, 15:09 Natten fascinerer hende. Stjernedrysset kommer tidligere her, sortheden dufter nykrydret og lydene bombarderer hende fordi hun ikke kan skelne mellem deres betydninger – alarm eller ignorer, de eneste hun bekymrer sig om. Mørkets samlede sansecocktail skærper hende, vækker hende, får hende til at smile og mærke livet. Lige det, hun har brug for i nat.
Nej, hun er ikke til at se igennem, det hun mærker indeni, kan ingen se. Og hun er taknemmelig. Både for det rislende kuldegys og for, at ingen ser ind i hende lige nu, hvor for meget er åbnet og hvor hun husker ham bid for bid.
Dengang mærkede hun, at hun blev set. Hun følte hans øjne fra hovedbund til fodsåler og særligt nok cirka midtimellem. Uhm for en rislende fryd, hun ikke glemmer. Langt bedre end at dimittere med topkarakter, sandelig også en sexet følelse, helt på toppen og andres beundring og bare det, at de vidste, at flere verdensfirmaer sloges om at flå hende ud af universitetet og ind i en topkarriere.
Også dengang kunne hun ses.
Lige nu nyder hun at være usynlig.
Mens hun lydløst allierer sig med nattens fremmedartethed, ser hun den korthårede kvindes nakke for sig. Måske hun selv skulle? Narj, nok ikke. Lidt Samson er der i hende – hun får styrke af det lange hår. Lige nu sat stramt i hestehale, så det ikke er i vejen. Hun kan mærke trækket i hårrødderne og det er godt.
Og det var jo heller ikke ham, kan ikke være ham. Åh for fanden da når han tog fat og trak til i håret … Hun ryster tanken væk med faste skridt. Hvad laver hans spøgelse også inde i hende lige nu. Følelsen mellem hendes ben er vakt, alt i hende er tændt – hun er parat.
Hun vender kroppens reaktioner mod nuet, hun kan bruge det hele, jo mere hun kan mærke af sig selv, jo bedre er hun. Men hun har ikke tid til flashbacks, skal bruge al koncentration på at gå uset gennem nattenuet. Hun har aldrig følt sig mere klar til at gennemføre en så usædvanlig opgave som den, der venter hende i natten.
Af Lenette, 30. juli 2009, 10:02 For et par år siden skrev jeg et indlæg med titlen “Fordrer vi vores børn med spiseforstyrrelser?” Det har været offentliggjort i diverse trykte og elektroniske medier med meget forskellige målgrupper for øje og responsen har været ligeså forskellig. Indlægget blev til på baggrund af egne erfaringer med spiseforstyrrelser og en opmærksomhed på det kollektive og kulturelt forvrængede kropsideal, som alt for mange piger og kvinder desperat forsøger at leve op til. Senest skud på stammen er, at det ikke længere er et verdenskendt brand udi brun læskedrik, der har patent på betegnelsen Zero til deres produkt. Det er også den socialt accepterede tøjstørrelse i Californ.I.A. Kan du ikke skrue dig ned i den, så er du henvist til the dark side of town ca. 30 minutters kørsel udenfor byen.
Resten af verden – altså på den anden side af den angivne radius - har tilsyneladende ikke tænkt sig at følge trop i hysteriet om den næsten uopnåelig size zero. Budskabet om at fedmeepidemien har ramt os hårdere end H1N1 og alle de andre nutidige svar på pest og kolera, er for længst afleveret. Sundhedsmyndigheder, alverdens kostguruer, ja selv reality-shows på tv bombarderer os med deres udlægning af, hvad konsekvensen af overspisning kan være – i værste fald på et personligt og et samfundsmæssigt plan.
Jeg kommer ikke så tit til stranden. Det er mange år siden, jeg noget slukøret har konkluderet, at jeg bor i et land, hvor sommeren er ligeså lunefuld som en klapperslange, der har fået det forkerte ben ud af sengen. Dertil kommer at min fantasi ikke rækker til, at jeg kan tage afsted med strandkurv, skaltelt og parasol i 19,5 graders varme og bruge hele dagen på at ligge i læ i en klit for en insisterende pålandsvind ved vestkysten og synes, at det er fedt. Alternativet er ikke nødvendigvis en tur i svømmehallen. Med mindre at jeg, som det var tilfældet i sidste uge, har min søn med som et påskud for at indløse entrebilletten i et badeland i det jyske. Jeg var blevet ramt af feriekuller, og da der nu var et badeland inden for rækkevidde, så lå torsdagens aktivitet lige til højrebenet.
Vi drog afsted i klip-klappere med badetøj og håndklæder under armen, kom helskindet igennem det sindrige betalings-, armbånds- og registreringssystem, der gav adgang til først omklædningsrum og derefter selve badeparadiset. Min søn hoppede frisk i vandet og indtog straks det oppustelige piratskib, der flød rundt i det ene bassin. Jeg dyppede tæerne i vandoverfladen. Det udløste prompte en fysisk reaktion i form af en massiv gåsehud, som jeg senest har oplevet, da min datter for nyligt stod overfor at skulle dimittere. Jeg satte mig til rette på bassinkanten. I sikker afstand til det klorholdige vand og diverse plastiktingester, der flød rundt i det. Jeg vænnede mig langsomt til de fysiske omgivelser, og noterede mig at udover det obligatoriske vand i bassinet, så var der vandrutsjebaner, piratskibet, plasitkkanoer, glidebaner, boblebassin, småbørnsbassin, udspringsbassin og på flisearealet var der en hula-hula-bar, hvor man enten kunne sidde i liggestole under palmer og nyde …. øh sommerbrisen eller man kunne købe pølser, pommes frites, toast, is, slik og sodavand i Pool-kiosken. Så langt så godt. Man bliver da sulten af at være i svømmehal. Og man skal have rigeligt med væske i varmen, og det har ikke været sommer, hvis ikke man har fået mindst èn is.
Men….. Dér i det jyske badeland var jeg ikke kun omringet af palmer, plastikbadedyr, piratskibe, pølser og pommes frites. Der var selvfølgelig også badegæsterne. Og det slog mig hvor lang tid der egentlig var gået siden, jeg sidst havde været en del af sådan en sammenhæng. Jeg huskede, at jeg i mine tidlige teenageår havde boltret mig muntert i vandet med rynket rosinhud på fingrene og en lugt af klor, der først forsvandt i den efterfølgende dags brusebad, til følge. Jeg husker ikke, at der var oppustelige piratskibe, glidebaner eller hula hula-kiosker med tilhørende spiseområde. Der var bare vand i bassinet og en masse glade børn, der havde rigelig underholdning i at slå kolbøtter under vandet, råbe: “Fa-ar! Se-e-e-e!”, springe fra 1- og 3-metervippen og svømme edderhurtigt med svømmefødder på på den lange bane. Og hvis man var virkelig heldig, havde man fået penge med, så man kunne trække en chokoladebar i slikautomaten, der stod ved siden af billetmaskinen. Og så havde det faktisk været en rigtig god og stimulerende dag. Det var oven i købet meget sandsynligt, at man havde fået fyret en masse kalorier af, som selv chokoladebaren ikke kunne udligne.
Som jeg sad der i badelandet kunne jeg ikke helt lade være med at undre mig over, at det skulle være nødvendigt at fylde sine depoter op med slik, grillmad og sodavand hele tiden. De fleste børn gik jo i pendulfart mellem vandet og kiosken. Hvis de havde fået lov, tror jeg såmænd, at de havde haft bakken med de remouladebefængte, saltede pommes frites med i vandet! Bagefter, da jeg sad og ventede på at min søn skulle dukke op fra omklædningsrummets dyb, var der et par gengangere fra svømmehallen, der også havde været igennem omklædningen. De stod nu med overkroppen begravet i ismontren på jagt efter den næste stimulans til deres – åbenbart- evigt hungrende krop.
Bevares. Min søn fik da også en is. Det hører med. Det giver god stemning og en følelse af at turen i badeland er fuldendt. Sådan! Mission completed. Vi hygger os, er nærmest lykkelige for en stund og det er vi oven i købet verdensmestre i.
Af Karoline, 29. juli 2009, 11:17 jeg har mistet min kunstneriske åre. jeg tror, jeg tabte den i sortedammen, da jeg skulle fodre ænder natten til søndag. den bare flød væk.
’englene har fest,’ sagde du og pegede på himlen. et rosa mønster af creme på den sorte nattehimmel, det var som et vindstille slør, der strakte sig over bilens tag, vi kunne ikke se det hele, men du havde ret: englene må have holdt fest.
–
han var en blanding af at være som nordmænd er flest, og dog som mennesket er færrest. en livsbane af målsætning, afbrud, forfald.
en gang satte han sig for at blive far, fordi en kvinde, han ikke elskede, var gravid med hans barn. da hun mistede barnet, bestemte han sig for at elske kvinden i stedet. han aldrig så hende igen.
en anden gang satte han sig for at blive gift. hun var danser, han var et par tests fra at nå på landsholdet i håndbold. de var et kønt par, for da en knæskade knækkede ham, knækkede hun forlovelsen. han afbrød sit forhold til sport, åd sig 30 kilo til og svor aldrig at elske igen.
så besluttede han sig for at dimittere fra det ansete universitet i bergen med en grad, som ingen i dag kan huske. da målet var nået, tog han en dyb indånding og søgte job i køkkenet på et mindre højfjeldshotel langt inde i fjeldene og vendte akademia ryggen.
da mødte han mig. og da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne elske ham tilbage, burede han sig inde i sit køkken.
–
den roadtrip gennem et norsk bjerglandskab til neil youngs høst, den var din og min. jeg har ikke lyst til at vide, hvorfor jeg ikke elskede dig bare lidt igen.
[Karoline er kvart norsk, kantet og ugens onsdagsgæst på syvfold]
Af Line, 28. juli 2009, 06:40 Jo, det var hende. Næsten skjult bag søjlen og stivnet af skræk for om det nu var ham. Hun ligner slet ikke den blonde fra før. Køn er hun ikke rigtig, på det her tidspunkt i historien. Hendes mørkebrune hår er skåret i en kort hård page, det snitter luften over, hvor den slutter. Smalt ansigt og tynde læber. Store blågrønne øjne, og en hud så lys, at den virker gennemsigtig. Men det er den ikke, vel? Man kan ikke se ind i hende, om man så stiller sig helt tæt på.
Jeg tror vi er lidt over midten i fortællingen. Længe efter den dag, hvor søsteren skulle dimittere. Længe efter hun mødte kvinden med det tynde sjal første gang, og endnu et godt stykke tid før hun møder hende for syvende gang. I den lille pause der nødvendigvis må være, før klimaks vælter os tilbage i stolene og griber os om hjertet, anklerne eller i nakkehårene. Stilhed efter, at alt det afgørende er sket, uden at vi har set det. Endnu.
Hun holder ubevidst vejret og læner sig tilbage i skyggen. Det kan ikke være ham. Hvorfor skulle det være ham, hvorfor skulle han være her og hvorfor skulle han le sådan? Så hjerteligt. Nej… det er ikke ham. For skarp kæbe, for spids næse og for brede læber. Kvinden ved siden af han er også korthåret – det var hun ikke, vel? Men hår kan jo klippes…
Nej, det er ikke ham.
Hun slipper servietten, som hun krampagtigt har grebet om da hun så ham, og løsriver blikket. Ser på de hvirvlende tjenere, der smiler spansk-flirtende med rutinecharmen skruet på. Ikke til hende, hun er jo næsten usynlig, men til alle de andre. Klirren af tallerkener og små pust, hver gang én småløber forbi.
Tjeneren i døren nikker venligt, da hun går ud. En kvinde med kort mørkt hår, ser efter hende med en lille rynke mellem øjnene.
Tilbage på værelset tager hun forsigtigt den gråblå kjole af, og siddende på sengen ruller hun rutineret de glatte strømper på. Det er nok for varmt til strømper, men gør det noget? De bygger hende op. I et kort øjebliks tøven lader hun fingrene glide hen over blonden midt på låret hvor de stopper, og trækker så en kort, rød kjole, der ligger klar over en stol, ned over hovedet. Hun behøver ikke se i spejlet; den sidder perfekt.
Med hurtige bevægelser trækker hun øjnene op med sort, og fjerner et usynligt fnug fra det ene kindben. Finder en mørkerød læbestift frem fra toilettasken, og ser et øjeblik undersøgende på kvinden i spejlet. Man kan ikke set det. Reder det glatte mørke hår stramt tilbage og sætter den rødblonde paryk på med vante fingre.
Døren til værelset lukker sig med et lille klik, da hun stille glider ud i natten.
Af Torkil, 27. juli 2009, 23:50 Mandag den 27. juli 2037
Der var ingen, der rigtigt troede på Thomas Dreistein, da han første gang lancerede sin forretningsmodel med at se ind i fortiden.
- Det er der ingen fremtid i, sagde hans forældre.
- Du bliver klogere med tiden, sagde hans venner.
- Husk at det er din tur til at købe ind, sagde hans kone.
Kun barndomskammeraten & co. troede på ham, og under navnet ”Dreistein & & co.” kastede de sig ud i den hidtil uopdyrkede nichevirksomhed at forudsige fortiden. Dreisteins styrke var, at han aldrig selv tvivlede på sin ide. Han spurgte således aldrig sig selv: ”Hvorfor har jeg kastet mig ud i det her?” Han var nemlig klog nok til at vide, at hvis man kender svaret på et spørgsmål, stiller man det ikke til sig selv, medmindre man har brug for en doktor eller allerede har en spindoktor. Og kender man ikke svaret på et spørgsmål, spørger man nok nogen andre. Dreistein kendte ikke svaret, så han spurgte tit andre. Men de kendte ikke svaret, hvilket fik dem til at tvivle på hans forehavende.
I begyndelsen gik det godt. Dreistein & & co. så f.eks. ”en oliekrise engang i det 20. århundrede”, ”trådløs bygas” og ”de tre verdenskrige”. Evalueringer dokumenterede en acceptabel træfsikkerhed inden for den normale tolerancetærskel i branchen.
Men som mange andre har måttet sande (f.eks. Folkekirken, kommunismen, sporvognsfabrikkerne og Anders Fogh) viste det sig nødvendigt, eller i hvert fald hensigtsmæssigt, at udvikle den oprindelige forretningsmodel en anelse.
Dreistein & & co. indså, at der trods alt var større efterspørgsel på fremtiden end fortiden, undtagen i visse dele af det tidligere DDR. Begge var således meget inspirerede af en afhandling i Det Bedste, der gennemgik berømte spådomme, der er gået i opfyldelse:
”Engang vil en kvinde sige noget til en anden kvinde, og næste dag vil to mænd blive meget stille.”
”Michael Jackson vil dø.”
”Hvis jeg placerer denne tegnestift her, vil jeg skifte skole senest til nytår.”
Dreistein & & co. lancerede derfor modellen med at ”se fortiden i fremtiden”. Konceptet var at se ind i fortiden fra en position, der lå så langt ud i fremtiden til, at man stadig ville se ind i fremtiden, når man så ind i fortiden. Og omvendt.
Der viste sig at være stor interesse om de første resultater af deres koncept, hvor de fra en position omkring 2065 kunne se i fortiden, at efter 2009
- ville Danmark igen få en konge
- ville finanskrisen holde op eller i hvert fald bliver glemt
- ville Brøndby og muligvis også AaB atter sejre i SAS Ligaen
Men da først Danmark havde fået en konge, og man havde glemt finanskrisen, og Brøndby havde vundet (på et tvivlsomt straffespark) løb Dreistein & & co. tør for ideer, og deres unikke retrospektive, fremadskuende koncept smuldrede.
& co., der i forvejen var involveret i en lang række selskaber, forlod Dreistein, men han nægtede at give op og ernærede sig siden som ghostwriter for politikere, sportsfolk og TV-kendisser, der ønskede at skrive deres erindringer på forhånd.
Af Louise, 26. juli 2009, 08:19 Det er noget med at være betydende. Ikke værende. Men være ”noget”. ”Noget” vi kan sætte på lister og vinge af, ikke overstået opvask eller stoppede strømper, men dvælen og menen og følen og derudaf.
Det er umuligt, vandet løber gennem fingrene og vores blikke indeholder ingen fælles hemmelighed, ingen fælles fortællinger om hverken brændehuggere eller blikstilhed. Ingen Ting.
Bare blikke, du og jeg og nå ja.
Så går vi rundt og føler os tilovers eller netop ikke, bare uvæsentlige. En arm der rækkes frem eller en pen der føres. Eller. Noget.
Ganske ubetydende. Som-om-heder. Som-om det vi gør, det vi er, rummer ”noget”. Nogen. Betydning.
Mens vi begge ved, at ”noget” er onsdage og busskifte, det er blæst og for mange poser slæbt hjem. Det er én, man venter på, der ikke ved sig ventet og derfor kommer for sent. For sent til hvad? Til uudtale forhåbninger om nærvær eller det, der ligner.
Så tager vi os sammen og taler om det ingenting, der ikke er sket. Om ikke andet for at slappe af, få tiden til at gå. Ikke frem mod, men væk fra. Dét, der ikke var og ikke blev, udover fyldord til at pynte på hæsligheden. Betroelser om alt andet end det, der egentlig skulle deles. Tvivlen for eksempel.
Så bliver vi harme, desillusionerede, men kan ikke mønstre en vrede, for der er ikke noget, ikke nogen at vende vreden mod. Udover os selv.
Så vi klapper i. Knapper til.
For til slut at knappe op og fylde bægeret.
Drikke Dus med os selv:
Skåååååål for satan – ned med lortet.
Skuffelsen er så fantastisk berusende.
Af Maria, 25. juli 2009, 10:17 Hvis.
Hvis jeg havde haft fregner, yppige former, prinsessedrømme og langt, lyst hår.
Hvis jeg havde lært mere om forfængelighed, og omgængelighed.
Hvis min far havde været mere moden og min mor haft mindre chutzpah.
Hvis jeg havde levet det samme sted i lange år.
Hvis jeg havde været enebarn.
Hvis jeg havde haft et blidere sind.
Hvis verden havde været et roligt, trygt og tilregneligt sted hvor dagene lignede hinanden.
Hvis omskifteligheden var kommet sent i livet.
Hvis jeg havde haft arme som en brændehugger og flair for amerikansk fodbold.
Hvis jeg havde haft et Y-kromosom.
Hvis jeg havde været en kender og elsker af den russiske litteratur.
Hvis skeen i min mund af kirurgisk stål havde været lavet af rødguld.
Hvis jeg var opvokset på Vestegnen.
Hvis jeg havde fået kørekort som 18årig.
Hvis jeg havde været politisk aktivist.
Hvis jeg havde været bange for at være alene.
Hvis.
Så havde jeg måske været et andet menneske.
Men jeg tror det egentlig ikke.
Af Lenette, 24. juli 2009, 14:32 Brændehugger! Er det en usolidarisk, egocentreret, smålig og nærig person, der hugger brænde andre har arbejdet hårdt på at få i tilpas store brændovnsrette stykker? Eller er det den, der har hugget brændet ud med et dertil indrettet agregat. Manuelt, elektrisk eller brændstofdrevet?
Ordkløver! Er det én, der ALTID insisterer på at tage ords betydning b-o-g-s-t-a-v-e-l-i-g-t og ad den vej opnår status som pisseirriterende, firkantet og et velegnet emne til “værst tænkelige bordherre m/k”? Eller er det en sprogekvilibrist, der kan jonglere med ords bøjning i tid, grad, antal og sproglig oprindelsesstamme?
Knudemand! Er det en (oftest af hankøn) person, der har svært ved at tale om følelser knyttet til oplevelser i fortid, nutid og fremtid? Eller er det én, der optræder i diverse multitalent programmer og som absolut intet talent har eller noget fornuftigt at bruge det til for den sags skyld. Andet end at den amatørprægede optræden (til lidt for manisk munter cirkusmuzak) bærer præg af hypermobile led?
Lidt forsinkede ferierefleksioner fra hængekøjen
Af Line, 21. juli 2009, 06:50 Det allerførste er hvor man starter. Jeg vil så gerne have et skelet, en form jeg kan fylde ud, og i det her tilfælde ER der ikke nogen – det er jo dét der er hele pointen. Jeg skal selv bygge det hele op, og så er det at jeg ikke aner hvor jeg starter.
Jeg ved at en fisk består af en hale, et hoved og så en krop i midten. Og at visse fisk har pigge og alle har finner og gæller. Og jeg ved, at en historie er som en fisk, så jeg skal vel bare starte med hovedet? Eller halen? Eller den ene finne eller den højre gælle? Og nu er det her jo ikke en fisk, men en historie, så hvordan ved jeg hvor jeg skal starte når jeg hverken ved hvor den slutter og hvor den når omkring undervejs?
Jeg ved ikke engang hvordan hun ser ud. Måske hun ligner den kvinde jeg så i Hotellets restaurant på Mallorca. Blondt hår i en stram hestehale, der vippede når hun drejede hovedet. Hvilket hun gjorde ret tit, når der skulle holdes styr på børnene – mest den lille; han havde det med at hoppe på stolene og tabe mad på sin storebror, gulvet eller forbipasserende uskyldigheder. Det virkede egentlig lidt for blondt; håret, og hun havde et hårdt drag om munden.
De var lige ankommet da jeg så dem første gang, men hun var alligevel brun på en måde der mest af alt lignede et forsøg på at skjule det grå skær i ansigtet og måneders træthed aflejret i furene om munden.
Manden var så neutral, at jeg kun kunne genkende ham med hende ved siden af. Han kunne have været reklamemand, seniorforsker eller brændehugger for den sags skyld, men måske han bare ikke var vigtig.
Den store dreng var nok omkring de 10 år, og havde samme lyse hår, og samme mund og hageparti som sin mor. Bortset fra, at det hårde drag var erstattet af en pre-teen muthed og anlæg til overlegen kedsomhed.
Den lille var en helt anden. Evigt hoppende og uden at ligne sin mor og bror, hverken i hageparti og farver. Han var mørkhåret, med spillende brune øjne og så meget energi, at hans mor tilsidst valgte at kigge væk.
Jeg så hende aldrig smile, men jeg tog selvfølgelig også hjem et par dage senere.
Ser hun sådan ud? Er det sådan et liv hun har? Og hvor er vi i historien, er det starten, slutningen eller 10 år senere, når romantikken er falmet og hverdagen har tappet selv heltinder for drømme?
Nej, jeg tror ikke det lignede hende. Hun var nærmere den mørkhårede neutalitet, der kun kunne anes i brudstykker bag en søjle og i randen af et spejl, mens hun iagttog de myldrende tjenere, de krebsrøde skandinaver og de råbende børn. Og gemte sig for manden til en korthåret kvinde, fordi hun mente at hun havde set ham et sted før og ikke ville risikere at sige noget upassende. Eller bare at blive set.
Af Louise, 19. juli 2009, 08:23 Han undrede sig over den voldsomme reaktion. ”Tag dig sammen og drop flæberiet”, havde hun sagt og vendt ham ryggen.
Jo, han havde været både trist og ærgerlig over den aflyste aftale. Det var ikke første – og næppe sidste – gang, at Frank meldte fra i sidste øjeblik, og uanset hvad undskyldningen var denne gang, følte han sig svigtet.
”Første gang så lar´vi ham gå, anden gang så ligeså, men tredje gang så tar´vi ham…”, havde han hørt for sit indre øre, og havde besluttet at denne gang var det nok. Ikke flere aflysninger, ikke flere forklaringer eller bortforklaringer, ikke flere skuffede forventninger. Fra nu var det slut med at regne med Frank.
- Ikke at han ville lave en scene, proklamere et brud eller formulere sin vrede. Nej, han ville bare holde afstand. Undlade at kontakte ham. Droppe sms´erne han i ny og næ sendte som opdatering: ”Huset piber og træerne vælter, men der er ild i pejsen og en lækker røv i sigte”, kunne han finde på at skrive fra sommerhuset med en skæv smiley som afslutning.
Men ikke mere. Nok var nok, og dette havde været den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Han havde betroet Camilla sin beslutning i håb om at hun ville bifalde hans mod og konsekvens. Han havde fortalt hende om bruddet, så hun kunne forstå, at han nu tog afsked med et kapitel af sit drengeliv, at han nu var en mand og dermed forlangte ansvarlighed af sin venner og alle andre. Han ville, at hun skulle høre at han valgte hende, rammerne, planerne og huset fremfor øl, f…. og hornmusik.
Han havde forventet, at hun, der altid rådede og regererede med en hårdhed som en kommunistisk centralkomité, ville juble. At hun ville se på ham med et stolt blik og bakke ham op. At hun ville se en mand af ikke bare ord men også handling, en stolt, retfærdig mand der nu for alvor trådte i karakter og fravalgte ungdommens sløsethed til fordel for ro, regelmæssighed og retfærd.
”Tag dig sammen og drop flæberiet”, havde hun sagt og vendt ham ryggen. Nu var hun tvær og var gået ind i stuen for at se en tåbelig serie.
Han kunne vel nok lige ringe til Frank en enkelt gang. Bare for at høre om de skulle dele en øl….
|
Ugens Fold
sigma
som er et navneord, et sigma
|
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer