Hun famled’ gennem natten med sin drøm
på jagt efter et sted, hun ku’ få strøm
Hun ænsed’ ikke månens maleri
og hørte ikke mørkets melodi
Hun søgte blot beslutsomt med sit blik
efter noget der ku’ minde om et stik
For hun var nemlig Vild Med Dan’s Flamingo
men kunne ikke starte hans Berlingo
Ved skumringstide opgav hun at flakke
og søgte mod en kirke på en bakke
Hvor en Herre satte prikken over i’et
og tændte for et lys i sakristiet
Hun sneg sig ind og fandt en bænkeplads
sank stille hen og sukked’ veltilpas
Og hun var stadig Vild Med Dan’s Flamingo
mens hun slumred’ til en tekst af Thomas Kingo
Om aft’nen fik hun trang til danseskoen
og krydsed’ over gaden hen til kroen
Hun havde ikke heldet med i tango
men fandt det, da de spilled’ op til banko
Hun brugte hele præmien i en jukebox
og vælted’ kroen med et Klara Kluk-koks
Engang der var hun Vild Med Dan’s Flamingo
nu endte hun med diskodans og bingo
Dengang Birgit Meisner holdt styr på verden omkring og vejret var noget, man klædte sig på til.
Dengang man vidste, hvor den nærmeste postkasse stod og trykknaptelefoner var det hotteste.
Det var dengang computere var noget man benyttede sig af på Højere Læreranstalter og mærkerne lød navne som ”New Brain”.
Dengang hvor skole-hjem-samtaler hed ”forældrekonsultation” (så vidste man ligesom hvem der talte, og hvem der blev talt OM) og skolepatruljerne indgød respekt med deres stopskilt.
Det var dengang madprogrammer var ensbetydende med Tv-Kokkene og hvor festmenuen blev præsenteret som svinemedaljoner med farserede porrer og flødekartofler. Dengang avocado stadig var en eksotisk frugt.
Det var tiderne, hvor ungdommen bestod af flippere, diskere og rockere: de venstreorienterede, de højreorienterede og de kriminelle. Lissom. Og hvor humanitære organisationer var noget man samledes om og ikke imod. Lissom.
Det var dengang EU hed EF og Erhard Jacobsen var det mest outrerede på den politiske scene. Hvor historie var et fag i skolen og Hitler var noget fra fortiden.
Det var dengang det var kodyl og råt, men ikke fedt eller sejt. Hvor drenge med øreringe var bøsser og røde lamper bare var noget man standsede for i lyskryds.
Det var dengang verden faldt sammen når veninden valgte fra, eller man skulle i seng midt i Melodi Grandprix. Hvor far var det ondeste onde og alt man ønskede var at blive voksen og bestemme selv… (as if)
Det var tider, var det. Dengang man stadig talte om landevejsriddere fremfor hjemløse, og film var noget man så i biografen
Det var dengang dagene varede fra morgen til aften.
En dag sidst i Juli sad hun på et gæstgiveri i indre by med en veninde.
Da hun relativt stilfærdigt rejste sig fra en kurvestol blev hendes taske stjålet.
Hun brugte et par dage på at begrænse skaden, godt hjulpet både hist og her, og da det lakkede mod august var tilværelsen genoprettet, alt i alt.
Tilstrækkeligt til at hun begav sig ud på en mindre Camino sidst på måneden.
Så var der forretningsrejser, og dates, og deadlines, så det blev pænt hen i september før hun så veninden igen.
De talte i telefon, og blev enige om, at gæstgiveriet fra før ikke kom på tale, grundet juli-uheldet, og et andet nærliggende var udelukket af andre årsager.
Så de bestemte sig for at mødes på halvvejen.
Stedet var relativt nyt, og hun havde ikke det store indtryk af det.
Hun satte sig udenfor, med udsigt over pladsen.
En høj, mager mand kom ud.
De faldt lidt i snak om menukortet, snakkede om trøffelolie, kalvemedaljoner og kammuslinger, om at de var et par stykker om at starte stedet, men jo, det var nyt.
Hun så ham ikke rigtigt, sådan som hun sjældent virkelig så dem der servicerede hende – mest fordi hun stadig var lidt flov over at lade sig servicere – ind til han stod foran hende med hendes bestilling og hun vendte øjnene op, og hun blev klar over at hun havde set ham før.
For længe siden.
Han var blevet meget, meget ældre at se på, og det var åbenlyst at det hun den gang havde tænkt i sit stille sind ikke var helt forkert.
Men øjnene og de lange, lange sorte øjenvipper, der slet ikke passede til resten, var helt de samme.
Egentlig var det mærkeligt at han fik hendes nummer.
Men det gjorde han.
Og egentlig var det mærkeligt at hun brugte en søndag på at tale med ham.
Egentlig var det mærkeligt at de kyssede småfrysende nede ved søerne på hverdage.
Egentlig var det mærkelige gåture, aftener og nætter.
Mærkeligt også at hun vågnede en morgen, og inden hun havde fået spændt skistøvlerne på fandt noget i mellemgulvet som hun ikke havde vidst var der.
Mærkeligt at han flyttede ind.
Mærkeligt at de stadig kysser hinanden.
Alskens kraft og eder eller hjerter og glæder kan elskes eller forbandes ind i metal. Har jeg set. Og oplevet. Medaljonens velsignelse. Eller forbandelse. Jeg forestillede mig ikke at være en som går med tingeltangel, men værdsætter min og bærer den med smil. Selvom jeg gik gennem vand. Og lidt ild. Ikke fik søvn. Tudede. Svedte. Frøs. Kastede med bullshit. Brændte indeni. Blød, øm, og afskallet. Stod mere nøgen med tøj på end nogensinde. Og mødte mennesker, mødte indsyn.
Hun havde haft den ovale medaljon, siden hun var barn. Hun kunne ikke huske, hvor meget barn hun havde været. En dag havde hun en medaljon. Den lignede sølv. Som så meget andet i hendes barnlige verden var den falsk. Tog sig ud for at være noget, den ikke kunne leve op til. Den lignede på overfladen. Indeni var den hul. Den var forbavsende stærk og havde holdt til lidt af hvert igennem årene. Hængslet og klik-låsen havde holdt stand. Og gjorde det stadig.
Når man åbnede medaljonen var der plads til 2 fotografier. Et i hver side. Hun havde kun haft et. Hendes farmor havde klippet i et gulnet Kodak-foto fra hendes album. Så i mange år havde hun siddet der, skævt og skeptisk smilende til fotografen med abebamsen på skødet. Lukket inde i en medaljon. Abebamsen. Hvor mon den var blevet af? Albummet havde hun arvet. Den skinbarlige sandhed om hendes livs første 12 år. Med masser af stivnede smil og tomme blikke. Rettet mod horisonter i en fremtid, der aldrig blev til nutid. Mennesker, der ikke var mere. Mennesker, der stadig var. Også som dengang.
En dag holdt hun op med at komme hos sin farmor. En dag holdt hun op med at være barn. Der var ingen sammenhæng. På overfladen lignende det en tilsyneladende tilfældighed. Èn af dem, der aldrig ville kunne løfte et øjenbryn hos nogen. Det medførte ingen henkastede kommentarer, skuldertrækkene udeblev. Det foregik i ubemærkethed. Ingen undrede sig over det. En dag holdt hun også op med at tænke på sine bamser. De havde været trofaste allierede i en forvirrende verden fyldt med voksne, der ikke vidste særlig meget om at være voksne. Det vidste hun heller ikke så meget om. De tavse bamser havde ikke vist vejen. De mødte hende med deres døde glasøjne.
Nu var hun selv voksen. Hun havde stadig medaljonen. Uden billede og med en ny kæde. Hun havde pillet billedet ud en dag, hvor det groteske barndomsvidnesbyrd havde været for meget for hende. Hun vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Så hun smed det bare ud. Kæden havde hun købt kort tid efter. Aben fulgte med.
Voksen. Egentligt underligt at være det, når hun nu var usikker på, om det var det, hun var. Mange ting i hendes liv indikerede det. Nogle mennesker i hendes liv fortalte hende det. Hun tog sig i at kopiere voksne handlemåder. Uden at blive det. Hun vidste ikke, hvordan det føltes. Ikke helt. Endnu.
Det kommer. Livet. Voksen eller barn. Det er. Hele livet.
Hun har et helt anderledes vidnesbyrd om sit liv i sit liv nu. Levende. Ærligt. Til stede. I tanken. I kropppen. I sjælen. Med en glød og en forbundethed, hun engang havde taget for givet var der, men som hun en dag på vejen havde glemt, at hun havde vovet at drømme om. Hendes drøm var at blive mødt af øjne, der skinnede af liv. Øjne, der var i stand til at se. Se forbi og igennem. Se ind i hende. Og hun ville møde hans blik. Hun ville være modig nok til at løfte hovedet og vise sig selv. Øjeblikket var kommet. Øjeblikket var inde.
Hun lagde medaljonen løst ned i flyttekassen. Hun havde knuget den i sin hånd. Nu åbnede hun langsomt sine fingre. En for en. Hun vippede den flade hånd ganske langsomt, så fingerspidserne pegede nedad. Hun så, hvordan den gled ud af hånden på hende. Hun kunne knapt nok mærke kæden, da den fulgte efter medaljonen som en slangehale. Hun tænkte, at den nemt kunne blive væk under flytningen. Eller tabt. Det ville ikke være et nævneværdigt tab. Hun løftede kassen op fra gulvet og så ind i hans levende øjne. ”Er det den sidste kasse?” Hun nikkede. “Er du klar?”, spurgte han. Hun smilede til ham og svarede: “Ja”. Åh ja, hun var klar.
Hun mødte ham på en af de her chat-sider, der er så mange af på nettet. Det var ellers ikke noget hun havde troet hun nogensinde skulle komme til, men så var der en veninde. Og en kæreste. Og de syntes at. Så det gjorde hun. Hun oprettede sådan en chat-profil og det var egentlig meget sjovt. Sådan på den der når-nu-jeg-ikke-har-så-meget-andet-at-give-mig-til måde.
Nå. Men det var altså her hun mødte ham. På den chatside, som var så udmærket tidsfordriv. Og så var det lidt sjovere. De chattede meget. Nogle dage flere gange om dagen. Om løst og fast og uden flirt eller frække undertoner. I to år næsten, chattede de. Og en dag var der pludselig ‘noget’. Allerførst vidste hun ikke om det kun var hende. Hun læste tilbage i sin log, men kunne ikke rigtig finde noget at sætte en finger på, så hun skød det væk, men en dag sendte han et brev. Det gjorde hende ør.
De aftalte han skulle komme på besøg. Hun lavede medaljoner af svinemørbrad i gorgonzolasovs. Hun var nervøs. Men de spiste og han prikkede hende i hagen og kyssede hende og alt var godt. Og det var nok et af de mest fornuftige forhold hun nogensinde havde haft.
Fire måneder efter eller så, var det slut. Hun fandt aldrig helt ud af hvordan eller hvorfor, det skete bare. Hun var ked af det længe, men tid læger sår, som bekendt.
—
År efter er de stille begyndt at chatte igen. Hun lurer lidt på hvordan hun skal få fortalt ham hvor glad hun er for det. Hvor meget han har betydet for hende. Hvor meget han betyder. Ikke kun fordi han er et fantastisk varmt menneske, men fordi han er den eneste der nogensinde sådan rigtigt har troet på hende.
Hun så den hver dag når hun gik forbi bageren. Lige der i vinduet, ved siden af snegle og hindbærsnitter. Lysebrun og lokkende. Ren mod alle de klistrede. Hvepsefri, for det meste.
7.95 pr stk.
Det tog hende flere uger at tage sig mod til det.
Varme mønter i hånden. Snavsede af det sand der altid lå i hendes lomme. Og jord. Måske. Resterne af en lakridsstang og halvdelen af en muslingeskal.
Døren bandt lidt, og varmen slog hende i møde. Varm lummer luft med en tung duft af sukker og brændt fedt.
Va ska det være?
Tyggegummityggende teenager med rødplettet hud. ‘Julie’ stod der på det fedtede skilt hun bar på brystet. J-U-L-I-E.
Sådan en dér
Hun pegede hen mod de lysebrune kager og en hveps der bankede hovedet mod glasruden.
En medaljon?
Hed de det? Medaljon? Kan noget der hedder dét, smage godt?
Hun stod lidt. Julie bankede irriteret en lang hvidspidset negl mod bordet.
var det en medaljon du sku ha?
Der var varmt i butikken. Julie tyggede hårdt på tyggegummiet. Det var lyserødt kunne man se.
En dråbe sved løb ned af nakken på hende. Og det var som om hvepsene begyndt at nærme sig.
Nej.. nej… ikke den, jeg skal bare ha sådan en snegl der.
Ludvig havde altid drømt om at blive opdagelsesrejsende, men han dumpede til opdagelsesprøven og blev i stedet handelsrejsende. Den første tid solgte han ikke noget, men en dag foreslog banken ham at tage varer med. Ludvig begyndte at sælge fyrværkeri, og det fik omgående salget til at eksplodere.
Han fik udbetalt en større forsikringssum og åbnede en genbrugsbutik i Greve. Det viste sig dog, at han var blevet taget ved næsen, for butikken havde aldrig været brugt før. Ludvig opgav ikke og holdt i stedet et lagersalg, så han kun sad tilbage med selve butikken. Lageret i kælderen blev solgt til en kvinde fra Solrød, der samlede på isterninger. Til daglig arbejdede hun under jorden som støvsugeragent i Politiets Efterretningstjeneste, hvor hun gjorde rent i en kælder på Klausdalsbrosvej.
Ludvig faldt straks for Grethes kejtede charme, grønne øjne og formue på 75 mio. kr. efter en heldig investering i sovemiddel-industrien lige inden de erhvervede rettighederne til Anders Foghs erindringer.
Grethe faldt straks for Ludvigs drengede smil, blå øjne og den kendsgerning, at hans genbrugsbutik var den eneste adgang til hendes nyerhvervede lagerlokale.
De blev i al hemmelighed gift på Greve Rådhus og tog direkte på bryllupsrejse på Hotel Delfino d’Oro. Grethe havde altid drømt om at komme til Venedig, og havde det ikke været for kærlighedens stærke bånd og 4 flasker gin var hun sandsynligvis blevet skuffet over, at hotellet lå på Hundige Strandvej.
Ludvig brugte resten af sine forsikringspenge på en bryllupsgave i form af en smuk medaljon, som han købte på nettet for 70.000 kr. Da han så, hvor overstrømmende glad hun blev for medaljonen, blev han forlegen og indrømmede, at de 68.000 kr. var forsendelsesomkostninger. Grethes bryllupsgave til ham var et meget smukt slips, og da hun så, hvor overstrømmende glad han blev for det, blev hun forlegen og undlod at fortælle, at det kunne byttes i Bilka inden 8 dage.
Næste dag var det hverdag igen, og de gik i gang med at prøve at få børn. Det var dog ikke uden problemer, for de fleste ville have penge for dem. Efter få uger begyndte Ludvig at kede sig i ægteskabet. Af loyalitetshensyn nøjedes han ikke med at kede sig selv, men kedede også Grethe. Snart kaldte hun ham Ludvig den Trættende, når han ikke hørte det. Når han hørte det, kaldte hun ham Undvig.
Ludvig tilbragte mere og mere tid i sin genbrugsbutik, og Grethe tilbragte mere og mere tid i sit kælderlager, som hun altid holdt nedkølet til minus 5 grader. Til sidst kunne de kun enes om at lade sig skille, men selv det var forbundet med betydelige vanskeligheder. Dels var vielsen jo sket i hemmelighed, så ingen myndigheder umiddelbart kendte til det, og dels var statsamtet blevet nedlagt.
Med hjælp fra en kollega i PET – og et overvågningskamera i omklædningsrummet i Greve Svømmehal – fandt Grethe dog en sagsbehandler, der bevilgede skilsmisse under forudsætning af, at den også foregik i hemmelighed.
Ludvig solgte sin genbrugsbutik, gik til opdagelsesprøve igen og bestod med topkarakter efter at have påvist, at Vasco da Gama umuligt kunne have fulgt i fodsporene på Bartolomeu Dias, da han opdagede Indien, eftersom hans rejse foregik til vands. Udstyret med de fornødne certifikater drog Ludvig ud i den store, vide verden med sit Bilka-slips i bagagen for at bevise, at ikke alle veje fører til Rom i myldretiden.
Grethe havde efterhånden suget så meget til sig i PET, at hun fik bevilget et AMU-kursus i nilfiskeri, som hun bestod med middelkarakteren 800 Watt for en opgave om støvsugereffekten ved stemmefiskeri. Hun blev belønnet med en forfremmelse til stueetagen, hvor hun fik indsigt i PET’s konkurrencemæssige fordele ved at have en relativt dominerende markedsandel. Hun begyndte derfor at supplere sin samling af isterninger med strategisk opkøb af grønlandsk indlandsis ud fra klimatiske beregninger, der viste at hun kunne dominere verdensmarkedet inden 2044.
Det er hidtil ikke lykkes mig at finde noget, der tilnærmelsesvist minder om et kropsligt balancepunkt, hvorfor jeg undskylder at måtte bidrage med en alt andet end videnskabelig tilgang til ugens emne.
Ikke tungen lige i munden eller tungen ud af halsen
men
røven ud af halsen og tungen lige i vandskorpen
(hvem siger, at balance handler om ligevægt? At ligevægt er balanceret?)
Den er snart 18, så det er 13 timer siden hun stod op.
Nogen gange er det 12, andre gange 10, og nogen gange 9 timers arbejdsdage, og egentlig ved hun ikke hvorfor.
Sådan er det bare. Blevet.
Lejligheden er tom, og der trænger til at blive vasket tøj, støvet af, den slags.
Det er nu aldrig det hun har prioriteret højest, det perfekte hjem. Tværtimod, nærmest.
De fire vægge er funktionelle som eremitkrebsens lånte fjer. De beskytter mod angreb og ydre omstændigheder, men ellers er der ingen grund til at tænke alverden over dem.
Hun prøver at læse en bog, men opgiver fordi hendes øjne svier, og ender med at se et madlavningsprogram. Da det er forbi løber hun en kort tur i regnen, hopper i havnen, tørrer sig og vender næsen hjem igen.
Klokken 20 falder hun i søvn, men vågner igen omkring midnat ved et småhypet opkald fra venner og kan ikke falde i søvn igen. Til midnat kommer han hjem, og de snakker til klokken 2.
Klokken 5 står hun op igen, hendes kropsbalance er lettere skæv, men det er hun vant til. Hun henter kaffe på tanken og drikker den på vej ned til stationen.
Fyldebøtter, forstadsfyre på vej hjem fra druk og enkelte filippinske husholdersker dominerer billedet i toget. Hun opdager en løbemaske i sin strømpe.
Hun indtager sin morgenmad foran skærmen og prøver at få en powerpoint til at ligne noget. Solen blænder.
I frokostpausen går hun ned på parkeringspladsen og ser på solsorte og syrener. Receptionisten gør hende selskab og fortæller om de gode gamle dage.
Det er sidst på ugen, så da de fleste er færdige går den brogede men pænt friserede flok ned i lokalområdet og ønsker hinanden god weekend. Derefter tager hun hjem.
Det regner hårdt da hun når ind til byen, så hun søger ly på en lokal café og læser lidt avis.
Det er dér jeg ser hende.
Hun sidder ved bordet ud til min gade, med vådt hår og uden strømper (formoder hun har taget dem af på grund af løbemasken).
Hun får en sms, og et smil breder sig på hendes ansigt.
Det kender jeg et eller andet sted godt.
Dan Turell havde ret. Jeg holder også af hverdage.
15. juni 2009, 18:27 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer