Vejet og fundet.

Jeg er loren. Ikke forloren. Nej slet ikke. Du kan ikke finde antydningen af en vis shabby jailbird Fønsby i mig. Nej, jeg er ganske enkelt en smule undrende. Med en antydning af et let løftet, velplukket øjenbryn. Og en trækning i den ene mundvig med begyndende furer i faretruende nærhed. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg tror på, hvad jeg oplever for tiden.

I hvad jeg efterhånden husker som det meste af mit liv, har jeg været fokuseret i sværere eller mildere grad på min krop. Fokuseret er måske så meget sagt. Snarere besat. For jeg har ikke været helt objektiv. Og jeg er helt sikkert ikke gået efter guldet. Jeg har målt, vejet og vurderet mig selv og min fysiske fremtoning i mange år ud fra kriterier på afveje. Jeg har især sammenlignet den med andres. Helst topmodellernes. Og surpriiiise! Det har været en ganske nem opgave. De er jo perfekte som de konstruerede idealer i HC kreationer, de er købt og betalt for at være. Så det var ret nemt for mig at diagnosticere, at fejlene var helt på min side. Dem begyndte jeg stille og roligt at rette op på for en hel del år siden. Det var så dér, jeg kom på hårdt arbejde. Jeg skulle både igennem hjernevask på kogeprogram, gøre et betydeligt indhug på selvtillidskontoen og læse så mange dame-, mode- og livstilsmagasiner at mit privatbudget og dertilhørende bankrådgiver stønnede opgivende ved tanken om blot at kaste et blik på mit seneste kontoudtog.

Dette er ikke en anekdote med en morale i den sidste ende om anoreksi. Det kunne det godt være. Men den er allerede skrevet og udgivet i en anden sammenhæng. Det er heller ikke et korstog mod det kommercialiserede kvindeideal. Det er der simpelthen også blevet skrevet om til hudløshed. Det er heller ikke et indebrændt, sarkastisk blogindlæg, der kunne fungere ligeså godt som bagsideklumme i et ubetydeligt gratisblad.  Dette er en kvindes hyldest til sin nyopdagede krop. Plain and simple. Og det er i oplevelsen af at have opdaget den på ny, at min undren har sit udspring. Jeg har kæmpet utallige, ulige kampe i løbeskoene mod tiden, musklernes ydeevne, kalorieindtag og jeg har  ikke mindst undertrykt lysten til at lade være, når jeg ikke orkede eller gad. Jeg har taget så mange mavebøjninger hver dag, at jeg til sidst fik myoser i underlivet. Jeg har skubbet mad rundt på tallerkenen, så det kom til at ligne den udefinérbare, brune babymad fra glas, og jeg har straffet fødevarer med et kalorieindhold på over 300 kcal pr. 100 gram ved at spytte det ud i servietter af svingende kvalitet og sugeevne.

Så jeg må naturligvis – af respekt for den gamle vane – være skeptisk, når nu jeg ikke længere føler et behov for at løbe 5 gange om ugen, tælle kalorier, lave mavebøjninger og nok  push-ups til at give en hel deling af hard core jægersoldater baghjul i udholdenhed. HVAD SKER DER?

Det kaldes nok bare at acceptere og elske sig selv. Og ved du hvad? Det føles langt mere tilfredsstillende for både krop og sjæl at spise af lyst, at motionere af lyst og at leve. Med lysten til at leve længe, i god og sund behold. Tidligere blev jeg stolt og kæk, når folk kommenterede min slanke figur. Det vil sige et BMI, der skreg undervægt med potentiale for tidlig knogleskørhed, indhulede kinder, hofteben og diverse andre knogler stikkende ud igennem tøjet og en hudfarve, der ville gøre en Thorvaldsen marmorfigur grønlig af misundelse. Nu bliver jeg nærmest tøsefornærmet, hvis nærtstående venner og familie siger til mig, at de ikke kan se, at jeg har taget på.

Så hurra for de sunde (mo)deller. Hurra for top(tunede)maver og hurra for bingovingerne, der bliver flittigt luftet i de kortærmede toppe, det er sæson for nu. Og nej: du får ikke at vide, hvor gammel jeg er. Men du må gerne spørge om, hvor meget jeg vejer!

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten