Fornægteren

Kære Peter Aalbæk

Jeg håber, du vil tage dig tid til at gennemlæse denne synopsis til en spillefilm. Jeg er sikker på, du ikke vil fortryde det. Jeg ved ikke, hvem der skal spille de to hovedpersoner, som vi følger gennem hele livet, men jeg har givet mine bud på bipersonerne.

Filmen handler om Frans, der lige fra barnsben af besidder en uforlignelig evne til at fornægte stort set alt, hvad han kommer i nærheden af. Han fornægter sine forældre (Dafoe og Gainsbourg?) allerede, da han er 4 år gammel, og som 9-årig bliver han æresmedlem i ”Flat Earth Society” efter at have påvist, at Newton (Björn Borg?) snød med stemmeoptællingen, da tyngdeloven blev vedtaget. Frans nægter naturligvis at tage imod udmærkelsen.

Efter gymnasiet begynder Frans at læse til cand.abnegot. på Institut For Fortrængning, og han får på rekordtid en kandidatgrad i international fornægtelse efter et speciale om Vatikanets kommunikationsstrategi.

Kort efter udgiver han sit store værk om ”Olympiske overspringshandlinger gennem tiderne”, men størst opmærksomhed får han, da han i et direkte TV-program konkluderer, at Palme-mordet ikke fandt sted i Stockholm, men hjemme i hans 5. sals-lejlighed, da et nærtstående familiemedlem (Paprika Steen?) bevidst smed hans højtelskede Yucca ud af vinduet.

Efter at have brugt nogle måneder på at fornægte den mediedebat, som udtalelsen afstedkommer, støder han på vej ud af et S-tog (Amin Jensen?) ind i sit livs store kærlighed. Faktisk så stor, at hun fylder hele døren. De falder pladask for hinanden i mere end en forstand, og han er det første menneske, der afviser at hendes problemer skyldes, at hun havde en sød tand. ”Jeg synes, alle dine tænder er søde,” siger Frans altid.

På deres bryllupsnat forsøger hun at forklare ham, at fornægtelse blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer angstfremkaldende aspekter af virkeligheden og sætter ønskedrømme og fantasier i stedet for at beskytte jeg’et. Frans hævder modsætningsvis, at dette synspunkt blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer ønskedrømme og fantasier og sætter angstfremkaldende aspekter af virkeligheden i stedet for at beskytte selv’et. Hun svarer igen ved at hævde, at Frans’ reaktion blot er en dobbelt-psykologisk dissimulerings-forsvarsmekanisme, hvilket Frans afviser som ”noget ævl fra flippen på en Gajol-æske”.

Frans besidder nemlig den særlige evne, der adskiller den professionelle fornægter fra amatøren, at han ikke blot er i stand til at fornægte alt, men også til at fornægte dem, der kritiserer ham for at fornægte alt.

Men de supplerer hinanden perfekt, og hun tager en netbaseret tandlæge-uddannelse, mens Frans ernærer sig som virksomhedskonsulent. Han får især succes med at håndtere den modstand mod forandring, der synes at være latent til stadig hos alle, der ikke mener det samme som den, der bestemmer.

Med årene bliver han også en efterspurgt rådgiver inden for politik, og han høster international anerkendelse for sin rådgivning af Poul Schlüter (Jesper Langberg?) og Erik Ninn-Hansen (Jesper Langballe?) i Tamilsagen, selv om Frans siden nægter, at der overhovedet er tale om en ”sag”.

Han når højdepunktet af sin karriere, da Bill Clinton (Jan Fog?) hyrer ham til sin stab, men forlader Det Hvide Hus i vrede, da Clinton kun delvist følger hans råd i forbindelse med Lewinski-affæren. Frans tilgiver aldrig præsidenten, at han løber fra aftalen om at pege diskret på Hillary, mens han udtaler: ”I did not have sex with that woman!”

Frans og fruen vender hjem til Danmark, hvor han ernærer sig som personlig rådgiver for bl.a. Bjarne Riis (Stein Bagger?), Kurt Thorsen (Danny DeVito?) og Peter Brixtofte (Lars Løkke?), indtil han en dag konstaterer, at de fornægter hans rådgivning og især hans fakturaer.

Efterhånden som pensionsalderen nærmer sig, indser Frans så småt det uhensigtsmæssige i at fornægte alt, og i al ubemærkethed undlader han derfor at afvise efterløn, folkepension, friværdi, golf samt gin og tonic.

Filmen ender med, at Frans og fruen vandrer hånd i hånd ud af en biograf, der netop har vist denne film, og Frans vender sig mod fruen og siger: ”Det er jo det pure opspind!” Kameraet zoomer herefter ud og afslører, at dét også blot er en spillefilm om to mennesker, der har været i biografen.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten