|
||||
|
|
Af Torkil,
 29. juni 2009, 09:02
En venskaber må være én, der skaber venner. Det kan vi vel alle sammen finde ud af. Alligevel møder man af og til en ildsjæl, der brænder så meget for en sag, at man må bøje sig i dyb respekt. Som f.eks. Henrik, der fylder 50 i dag. Tillykke, kære venskaber– i al venskabelighed.
Af Maria,
27. juni 2009, 09:57 Der er dage, hvor det fjerne bliver nærvedhændelser til nuet. Og dem hvor de nærtstående bliver fjerne i blikket. Der er dage, hvor intet er hvad det ser ud til. Og dem der bare ser herrens ud. Der er dage, hvor der er stille i Nordsøen. Og dem med storm i Sydhavet. Der er dage, der varer til midnat. Og dem hvor man aldrig står op. Der er lyst. Der er nød. Der er dig. Der er os. Af Niels,
26. juni 2009, 06:41 Af Lenette,
25. juni 2009, 06:45 Jeg er loren. Ikke forloren. Nej slet ikke. Du kan ikke finde antydningen af en vis shabby jailbird Fønsby i mig. Nej, jeg er ganske enkelt en smule undrende. Med en antydning af et let løftet, velplukket øjenbryn. Og en trækning i den ene mundvig med begyndende furer i faretruende nærhed. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg tror på, hvad jeg oplever for tiden. I hvad jeg efterhånden husker som det meste af mit liv, har jeg været fokuseret i sværere eller mildere grad på min krop. Fokuseret er måske så meget sagt. Snarere besat. For jeg har ikke været helt objektiv. Og jeg er helt sikkert ikke gået efter guldet. Jeg har målt, vejet og vurderet mig selv og min fysiske fremtoning i mange år ud fra kriterier på afveje. Jeg har især sammenlignet den med andres. Helst topmodellernes. Og surpriiiise! Det har været en ganske nem opgave. De er jo perfekte som de konstruerede idealer i HC kreationer, de er købt og betalt for at være. Så det var ret nemt for mig at diagnosticere, at fejlene var helt på min side. Dem begyndte jeg stille og roligt at rette op på for en hel del år siden. Det var så dér, jeg kom på hårdt arbejde. Jeg skulle både igennem hjernevask på kogeprogram, gøre et betydeligt indhug på selvtillidskontoen og læse så mange dame-, mode- og livstilsmagasiner at mit privatbudget og dertilhørende bankrådgiver stønnede opgivende ved tanken om blot at kaste et blik på mit seneste kontoudtog. Dette er ikke en anekdote med en morale i den sidste ende om anoreksi. Det kunne det godt være. Men den er allerede skrevet og udgivet i en anden sammenhæng. Det er heller ikke et korstog mod det kommercialiserede kvindeideal. Det er der simpelthen også blevet skrevet om til hudløshed. Det er heller ikke et indebrændt, sarkastisk blogindlæg, der kunne fungere ligeså godt som bagsideklumme i et ubetydeligt gratisblad. Dette er en kvindes hyldest til sin nyopdagede krop. Plain and simple. Og det er i oplevelsen af at have opdaget den på ny, at min undren har sit udspring. Jeg har kæmpet utallige, ulige kampe i løbeskoene mod tiden, musklernes ydeevne, kalorieindtag og jeg har ikke mindst undertrykt lysten til at lade være, når jeg ikke orkede eller gad. Jeg har taget så mange mavebøjninger hver dag, at jeg til sidst fik myoser i underlivet. Jeg har skubbet mad rundt på tallerkenen, så det kom til at ligne den udefinérbare, brune babymad fra glas, og jeg har straffet fødevarer med et kalorieindhold på over 300 kcal pr. 100 gram ved at spytte det ud i servietter af svingende kvalitet og sugeevne. Så jeg må naturligvis – af respekt for den gamle vane – være skeptisk, når nu jeg ikke længere føler et behov for at løbe 5 gange om ugen, tælle kalorier, lave mavebøjninger og nok push-ups til at give en hel deling af hard core jægersoldater baghjul i udholdenhed. HVAD SKER DER? Det kaldes nok bare at acceptere og elske sig selv. Og ved du hvad? Det føles langt mere tilfredsstillende for både krop og sjæl at spise af lyst, at motionere af lyst og at leve. Med lysten til at leve længe, i god og sund behold. Tidligere blev jeg stolt og kæk, når folk kommenterede min slanke figur. Det vil sige et BMI, der skreg undervægt med potentiale for tidlig knogleskørhed, indhulede kinder, hofteben og diverse andre knogler stikkende ud igennem tøjet og en hudfarve, der ville gøre en Thorvaldsen marmorfigur grønlig af misundelse. Nu bliver jeg nærmest tøsefornærmet, hvis nærtstående venner og familie siger til mig, at de ikke kan se, at jeg har taget på. Så hurra for de sunde (mo)deller. Hurra for top(tunede)maver og hurra for bingovingerne, der bliver flittigt luftet i de kortærmede toppe, det er sæson for nu. Og nej: du får ikke at vide, hvor gammel jeg er. Men du må gerne spørge om, hvor meget jeg vejer! Af Torkil,
22. juni 2009, 19:15 Kære Peter Aalbæk Jeg håber, du vil tage dig tid til at gennemlæse denne synopsis til en spillefilm. Jeg er sikker på, du ikke vil fortryde det. Jeg ved ikke, hvem der skal spille de to hovedpersoner, som vi følger gennem hele livet, men jeg har givet mine bud på bipersonerne. Filmen handler om Frans, der lige fra barnsben af besidder en uforlignelig evne til at fornægte stort set alt, hvad han kommer i nærheden af. Han fornægter sine forældre (Dafoe og Gainsbourg?) allerede, da han er 4 år gammel, og som 9-årig bliver han æresmedlem i ”Flat Earth Society” efter at have påvist, at Newton (Björn Borg?) snød med stemmeoptællingen, da tyngdeloven blev vedtaget. Frans nægter naturligvis at tage imod udmærkelsen. Efter gymnasiet begynder Frans at læse til cand.abnegot. på Institut For Fortrængning, og han får på rekordtid en kandidatgrad i international fornægtelse efter et speciale om Vatikanets kommunikationsstrategi. Kort efter udgiver han sit store værk om ”Olympiske overspringshandlinger gennem tiderne”, men størst opmærksomhed får han, da han i et direkte TV-program konkluderer, at Palme-mordet ikke fandt sted i Stockholm, men hjemme i hans 5. sals-lejlighed, da et nærtstående familiemedlem (Paprika Steen?) bevidst smed hans højtelskede Yucca ud af vinduet. Efter at have brugt nogle måneder på at fornægte den mediedebat, som udtalelsen afstedkommer, støder han på vej ud af et S-tog (Amin Jensen?) ind i sit livs store kærlighed. Faktisk så stor, at hun fylder hele døren. De falder pladask for hinanden i mere end en forstand, og han er det første menneske, der afviser at hendes problemer skyldes, at hun havde en sød tand. ”Jeg synes, alle dine tænder er søde,” siger Frans altid. På deres bryllupsnat forsøger hun at forklare ham, at fornægtelse blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer angstfremkaldende aspekter af virkeligheden og sætter ønskedrømme og fantasier i stedet for at beskytte jeg’et. Frans hævder modsætningsvis, at dette synspunkt blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer ønskedrømme og fantasier og sætter angstfremkaldende aspekter af virkeligheden i stedet for at beskytte selv’et. Hun svarer igen ved at hævde, at Frans’ reaktion blot er en dobbelt-psykologisk dissimulerings-forsvarsmekanisme, hvilket Frans afviser som ”noget ævl fra flippen på en Gajol-æske”. Frans besidder nemlig den særlige evne, der adskiller den professionelle fornægter fra amatøren, at han ikke blot er i stand til at fornægte alt, men også til at fornægte dem, der kritiserer ham for at fornægte alt. Men de supplerer hinanden perfekt, og hun tager en netbaseret tandlæge-uddannelse, mens Frans ernærer sig som virksomhedskonsulent. Han får især succes med at håndtere den modstand mod forandring, der synes at være latent til stadig hos alle, der ikke mener det samme som den, der bestemmer. Med årene bliver han også en efterspurgt rådgiver inden for politik, og han høster international anerkendelse for sin rådgivning af Poul Schlüter (Jesper Langberg?) og Erik Ninn-Hansen (Jesper Langballe?) i Tamilsagen, selv om Frans siden nægter, at der overhovedet er tale om en ”sag”. Han når højdepunktet af sin karriere, da Bill Clinton (Jan Fog?) hyrer ham til sin stab, men forlader Det Hvide Hus i vrede, da Clinton kun delvist følger hans råd i forbindelse med Lewinski-affæren. Frans tilgiver aldrig præsidenten, at han løber fra aftalen om at pege diskret på Hillary, mens han udtaler: ”I did not have sex with that woman!” Frans og fruen vender hjem til Danmark, hvor han ernærer sig som personlig rådgiver for bl.a. Bjarne Riis (Stein Bagger?), Kurt Thorsen (Danny DeVito?) og Peter Brixtofte (Lars Løkke?), indtil han en dag konstaterer, at de fornægter hans rådgivning og især hans fakturaer. Efterhånden som pensionsalderen nærmer sig, indser Frans så småt det uhensigtsmæssige i at fornægte alt, og i al ubemærkethed undlader han derfor at afvise efterløn, folkepension, friværdi, golf samt gin og tonic. Filmen ender med, at Frans og fruen vandrer hånd i hånd ud af en biograf, der netop har vist denne film, og Frans vender sig mod fruen og siger: ”Det er jo det pure opspind!” Kameraet zoomer herefter ud og afslører, at dét også blot er en spillefilm om to mennesker, der har været i biografen. Af Louise,
21. juni 2009, 08:39 Og nå ja, det er ikke fordi det betyder noget særligt, man kunne fristes til at sige at det ingen betydning har overhovedet, hvilket dog ikke forhindrer mig i alligevel at nævne eksistensen. Af en ubetydelighed. Jeg mener: forestil Dem en plet på et landkort, det kunne være en strategisk uheldigt placeret flue, en myg for den sags skyld , ja for så vidt kunne der være tale om enhver plet på enhver form for genstand, stoflighed eller deslige, det er nemlig hverken plettens substantialitet eller beskaffenhed der er væsentlig, ej heller hvor, hvor længe eller hvorfor pletten er placeret som den er, nej det vigtige er i og for sig den tilsyneladende ubetydelighed. Af lige præcis denne plet, på lige præcis dette sted. (Det er i sidste ende selve begrebet, fænomenet, eller hvilken betegnelse De ellers måtte foretrække, Ubetydelighed, der er genstandsfelt for herværende refleksion, dette endskønt refleksion er et uheldigt ord, da selve ubetydelighedsaspektet de facto burde afskrive enhver form for yderligere dvælen eller overvejelse) Men netop dette: en plet – en flue, en myg, et suk eller andet – i et tomrum: en vind i et hår, en gøen i det fjerne; dette at bemærke en ubetydelighed er i sig selv så eksplosiv en selvmodsigelse, at pletten vokser for øjnene, myggen prikker i huden – stilheden hvæser i ørerne. Man må blinke, blinke heftigt, som for på den vis at aflive den ikke-eksisterende plamage, der nu ligefrem danser for øjnene som en rødmende flamingo: den vrikker, vrider sig og byder ublu op til dans. Der spilles på alle tangenter, klaveret hopper, alt er musik og pletten bare vokser og vokser som en ubetydelig hilsen fra et sted, der ikke findes, ikke kan og aldrig skal findes eller finde sted. Men som fylder. Alt. Imens. Af Maria,
20. juni 2009, 11:57 Søndre kapel. Går ad tomme alleer. Ryger på bænken uden for venteværelset, det kalder de det, mens folderen de deler ud, blafrer i vinden. Hendes ansigt er allerede lidt blegnet, det er nok printkvaliteten. Der er en stjerne og et kors, og der er ikke særlig langt imellem. Blæsten suser igennem hovedet. Orglet spiller “dejlig er jorden” og det fordriver larmen i hovedet lidt. Går hjem. The Show Must Go On, siger de, og de har helt ret. Men det gør gør showet. Og jeg finder ud af det. Støvet skal bare lige lægge sig. Af Niels,
19. juni 2009, 06:30 Jeg ser kinder som forbereder bevægelserne før lyde. Jeg ser bittesmå muskler og noget ved næsen og jeg vil flirte med de næsebor og dø lidt i hurtig udåndingsluft. I slowmotion ser jeg buede vipper dæmpe brandfarligt lys. I hast afsløres nakke under blødt hårs fald, en skulders runde sitren og jeg ved pludselig ikke om jeg tør kigge længere. Jeg ser øjne som ser meget mere end de vil lyde som. I en bevægelse tæt på læberne ser jeg lyserøde tanker rutineisoleres. Tjek. Måske er jeg blind og dum som flamingoskum, bølgepappets nære fætter. Af Lenette,
18. juni 2009, 10:51 Emballage! Isoleringsmateriale! Hvad i alverden kan jeg tænke om flamingo, som vil give mig netop den følelsesmæssige og mentale oplevelse, der som regel fører til et indlæg fra min hånd. Mit torsdagsbidrag om alverdens ord og bogstavsammensætninger. Udsprunget af alverdens sprogstammer, der har eroderet ganske højlydt over de seneste mange år. 1000-vis af år. Hvis det er sandt at brugerne skaber sproget, som Stephen Krashen http://en.wikipedia.org/wiki/Stephen_Krashen antager, så er der en del ord, hvor jeg undrer mig over, hvad de mon skal bruges til. Og om de mon bliver brugt. Når jeg så en gang imellem støder på nogle af de priviligerede brugere, bliver jeg som et barn igen. Jeg må! bare øve mig i at bruge det. Jeg kaster mig over det og maaaaser det ind i sætningskonstruktionerne, så de er lige ved at briste under vægten af det. De holder som regel. Problemet er ofte mig. Som når min søn sidder ved sin kommandocentral ved spisebordet. “Kommandocentralen” skal forstås som den opstilling af elektroniske og digitiale hjælpemidler, han sidder midt i. Han har sin bærbare pc foran sig. Han er udstyret med headset, hvor den tilhørende mike, der kan justeres foran hans mund, leder mine (gamle) tanker hen på tv-programmet “Hit med sangen”. Udover det og alt det andet grej, er det seneste skud på pc-stammen et numerisk tastatur, tilkoblet via USB. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, at han er udsat for en meget usund stråling med ukendte konsekvenser. Han kommunikerer via nettet med sine online venner (Og jo. Mor her har tjek på, hvem hans venner på nettet er!). Jeg kan høre alt hvad han siger, og her er det at studiet omkring sprogbrug for alvor bliver en udfordring for mig, der hører det og min søn, der skaber det. Han har i en periode sagt “lol” rigtig meget. Så meget at jeg var ved at komme i tvivl om hans iq. Indtil jeg en dag fik den skøre idé at spørge ham, om han vidste, hvad det betød. Han kiggede på mig med tekop-store skeptiske du-må-have-knald-i-låget-eller-laver-du-fis-med-mig? øjne. “Laughing out loud, mor”. “Og hvis det er for svært for dig så kan du bare sige det på dansk!” Her knækkede filmen for mig. Jeg dristede mig alligevel til at sige: “Nååårh, du mener griner højlydt?” Helt sikker på, at vi igen var på sproglig bølgelængde. Jeg fik det samme blik endnu en gang. “Nej…. GRM!” Hvorpå han vendte sig mod sin kommandocentral igen og styrede verden med hård hånd. Jeg føler mig dum. Men det overskygges 1000 gange af oplevelsen af også at være priviligeret. Hvor heldig kan man være, når éns egen spisestue er et laboratorium i sprogbrug og sprogskabelse. Der kan umiddelbart være langt fra flamingo til slanguage. Men man kan godt GrineRigtigMeget af en flamingo. Jeg mener, de farver deres fjer med rejeskaller. Deres knæled vender den forkerte vej, og de står på et ben og sover. Det er da lissom på en eller anden måde et eller andet sted for langt ude grineren. * Mit tastatur kan ikke lave fonetisk skrift. Så -ou lyden er oprindeligt omvendt -eu lyden som i “no“. Og det er selvfølgelig AmEng potato og BrEng potato, jeg referer til i overskriften. Af Line,
16. juni 2009, 22:17 Der er te, der er kold i min kop, Der er fødder og ankler og hæle der går Der er madpakker, der ikke har smurt sig endnu Der er upsides og downsides og targets at nå, |
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Venskaber.
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer