Vi stod i anden række med fri indføling til musikken, smilende øjenkontakt til hende med det høje hår og armene oppe. Øsregn ødelagde ingen glæde. Datid.
Han trækker hende fast gennem den bølgende masse, de landede omtrent hvor vi stod og var sammen med en flok på vel en ti stykker pustet væk. Der skulle de stå, der hvor vi havde stået. Arme ned, ingen øjenkontakt og indre indføling på off.
Træk vejret. Iagttag.
Grå hættetrøje, skaldet isse, en nakke bredere end hovedet, vældige overarme, små håndled, på den lille side af midt i 30′erne, et par tremmedage i baglommen og en højesteretsdom med personligt væreforbud i vente. Han er nok ikke født sådan. Hun 20 år ældre end han, fordomsskønhed, bevæger sig som Brigitte Nielsen på speed, alt er dejligt. Hun er nok født ubekymret og kan det. De snaver. Hele tiden vender hun sig om og snaver og fniser.
Hans arme danser rundt. Rammer et par skaller eller paraplyer undervejs. Det er vi ikke vant til hér. Som om det er en eller anden lalleglad festival, nej nej, vi jo midt inde i byen og har designersolbriller i regnvejrshåret og skødetasker på skuldrene og Black Berries at passe på. Eller også er vi skolelærerish med meget praktisk regntøj og en dybfølt ret til at stå på netop disse kvadratcentimetre.
Hold op med det der, vi andre skal også være her, svarer massen omkring dem kollektiv igen. Men siger jo ikke noget. Ingen gør noget. Øjnene fryser, fokus forsvinder, alt er ligesom tabt. Og der mumles hørbart gennem decibeludladningerne fra scenen. Og der går ikke mange sekunder, så har den lige så skaldede securitymand, der hver gang står lige præcis dér og ser alt med vågne øjne og sipper af en vandflaske, ja så har han flyttet sig. Aldrig har han noget at lave, men nu, nu er der da noget, han kan tage sig af.
Den store mand danser jo. Og det er dælmene grimt. Gorilla-dans, ikke spor kylling dér. Og var han en spirrevip på 15 år, som de fleste grimtdansende foran plejer at være, havde det nok gået. Men ikke når han ligner en evig voldsdom og så på en fredag.
Hendes glæde taler security ud af det. Hun ligner Hellerup og Vedbæk og Gamle Penge så meget, at security dropper det igen, men ikke slipper ham af syne.
Hun må begrænse ham. Her har hun scoret 110 kg vaskebrædtformet urkraft og grundglæde og syv skålfulde ungdom. Og så må hun begrænse ham, holde ham i snor. Være hans mor. Vi kan ikke have den slags løssluppenhed i Tivoli.
Lidt mere introvert, tak, lidt mere storby. Fat det dog, bonderøv. Ak, nu kysser han mig sgu på kinden og giver en krammer. Et skide blomsterbarn i rockerforklædning.
Nå. Men i aften er der fest igen. K æ m p e f e s t (søde, søde, nøde, nøde, nøde – kom). Yay! Oppe foran, armene i vejret, øjenkontakt, musikken suges helt ind og resten i håret.
- o O o -
[Fredagsbonus: Og denne gang er der måske en sammenhæng? Fordi du plejer at få så meget rock'n'roll, så kan du godt tåle .. altså .. det hører jo med, selvom den her version er art-ish - og hør nu bare indlægslinkene også:
Det er mit indtryk, at det moderne menneske af i dag opfatter sig selv som civiliseret. Den mørke middelalder er forlængst ovre. Det samme er pest og kolera, og vi er oven i købet indehavere af titlen: ”Det mest lykkelige folkefærd i verden!”
Når det er sagt kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor så mange af os har så travlt med, hvad naboen laver? Og dog alligevel. Strategien går vist i al sin enkelthed ud på at finde så mange fejl hos ham som muligt. For så glider den bitre aftenkaffe bedre ned, imens vi sidder og putter os i skæret fra “Sandhedens time”. Feel good tv. At se passivt til når andres facade krakelerer og maskerne falder for åben skærm giver “helle” for en kort bemærkning. For mens hele verden kigger på naboens drama og beskidte undertøj, så er der ingen, der vil få øje på mit. Konklusionen er tilsyneladende ikke at erkende, at vi alle er i samme båd. Nærmere tværtimod. “Red dig selv”, synes at være mottoet.
Vi afsiger lifligt og uopfordret den ene dom efter den anden over hinanden. For tynd, for dum, for meget, for lidt. Vi slår hinanden oven i hovederne, som var vi på akkord. En højesteretsdom vil slet ikke kunne hamle op med hverken tempoet, strengheden og de skærpende omstændigheder.
Næstekærlighed? Elsk din næste som du elsker dig selv? Elsk dig selv og ikke din næste. Han må klare sig selv. Det står sløjt til. Vi siger ikke længere tak. Vi giver ikke plads på vejene. Vi giver ikke ved dørene. Vi netværker på livet løs. Hvad kan du gøre for mig? Vi tager det som en selvfølge at andre er til for os. Det passede da bare!
Vi elsker når en fremmed krydser vores spor. Så kan vi rigtig komme af med alle fordommene. Jeg ved ikke, om der nogen sinde er lavet en undersøgelse af hvilket folkefærd, der er det mest fordomsfulde. Men jeg har en formodning om, at vi også scorer højt på den. Måske det er derfor vi også er lykkelige. Vi ser splinten i de andres øjne. Men ikke vores egne. Som er blå. Himmelblå. Himmelråbende blå. Det, man siger om andre, er man selv. Og så siger jeg ikke mere.
-Og jeg er lige kommet hjem fra børneafdelingen med min unge som har høj feber. Ikke fedt, men meget belejligt egentlig, for jeg har virkelig haft mine problemer med at få foldet ordet højesteretsdom ind i noget som helst. Nu slipper jeg. (Næsten)
Gud
(v/Advocatus Dei)
mod
Danmark
(v/Advocatus Diaboli)
Under denne sag har sagsøger nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger er berettiget til boligstøtte med i alt 16.380.000.000.000 kr. med renter fra den 24. juni 826 efter princippet i rentelovens § 3, stk. 3 og med procesrenter fra sagens anlæg.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder Sagsøger gør gældende, at Han i henhold til gældende dansk lovgivning er berettiget til boligstøtte med virkning fra det tidspunkt, hvor Han tog bolig blandt danskerne. Indflytningen fandt sted i begyndelsen af 700-tallet, da den engelske missionær St. Willibrod, Frisernes apostel, forsøgte at omvende den danske konge Angantyr. Sagsøger anerkender imidlertid, at dette formentlig ikke lykkedes til fulde – O sancta simplicitas – og har derfor taget beregningsmæssigt udgangspunkt i år 826, da Harald Klak som den første danske konge blev døbt ved et kirkemøde i Ingelheim.
Sagsøgte gør i relation til beregningsgrundlaget gældende, at først i det 13. århundrede blev den traditionelle danske religion marginaliseret i et sådant omfang, at Danmark kunne siges at være blevet fuldkomment kristent. Sagsøgte tillægger, at dette i øvrigt ikke kan siges at være tilfældet i de seneste Herrens mange år.
Sagsøger anfører, at Han principielt har taget bolig i alle levende væsner til alle tider, for at de kan leve, oplyses, elske og blive elsket. Sagsøgers mening med de levende væsner er, at de skal værdsættes, æres og elskes. Sagsøger har dog vist sin nådige barmhjertighed – Audiatur et altera pars – ved i beregningsgrundlaget alene at medtage medlemmer af Folkekirken, der p.t. udgør 4.492.121. Sagsøgte gør hertil gældende, at det ville være mere korrekt at tage udgangspunkt i antallet af medlemmer i Facebook-gruppen ”Folkekirken”, der p.t. udgør 163 medlemmer.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagsøgers påstand om, at Han har taget bolig blandt danskerne, og følgelig skulle være berettiget til boligstøtte, afvises under henvisning til Janteloven af 1933, § 1-10:
1. Du skal ikke tro, du er noget.
2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.
8. Du skal ikke le ad os.
9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Højesteret tager herefter sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.
Thi kendes for ret
Danmark frikendes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Gud betale 25.000 kr. til Danmark.
Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
–ooOoo–
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Højesteret, den 25. maj 2009
Udenfor, lige på den anden side af de knapt så stedsegrønne graner kunne man høre brændingen.
Ovnen knitrede, og en gang imellem hylede vinden i skorstenen, men ellers var der intet at høre.
Han satte sig på gulvet foran ovnen og tændte en smøg, mens han mærkede efter om støvlernes indlæg var blevet tørre.
Med cigaretten i mundvigen begyndte han langsomt og omstændeligt at snøre dem på, mens han ud af øjenkrogen så op på det hjørne af den tunge himmel, der kunne skimtes ud gennem gavlvinduet.
Han var forlængst begyndt at ryste på hænderne, og det gjorde det ikke nemmere at snøre støvlerne.
Han havde egentlig lovet sig selv ikke at gå ud, men at blive, frivilligt afskåret fra omverdenen, indesneet med dæmonerne, med et ocean af tålmod og viljestyrke.
Nætterne var de værste, når han vågnede med koldsved og muskler spændte som stålwirer, en mave der skreg og ville ud gennem svælget på ham, ilinger i huden og halvafsindige, blodige og fortvivlede billeder mellem ørerne.
En gang imellem vågnede han med Hendes navn på læberne, og så kunne han alligevel ikke huske om det var Hende han havde set eller hende dér, eller en anden af de myriader af ansigter, kroppe og skød der dansede omkring bag ved iris.
Han havde været her i en uge nu. Det forekom ham som måneder, men han krydsede dage ud i kalenderen, så han vidste at fornemmelsen tog fejl.
Med støvlerne på begyndte han med køleskabet.
3 flasker cola, en bakke æg og to skiver toastbrød.
Så køkkenskabene. Salt, peber og rasp.
Under vasken. 2 rens-let svampe, en karklud og en halv flaske afkalker.
Der var ikke noget at hente.
Han slukkede smøgen i en underkop, åbnede hoveddøren og begyndte langsomt og lidet beslutsomt at gå.
Kulden trængte ind alle vegne, og et par åndedrags iltmætning fik hans hjerne til at holde op med at hyle af smerte, og et øjeblik overvejede han at vende om, gå tilbage og tage endnu et livtag.
Stod stille, skrabede lidt i jorden.
Hænderne begyndte at ryste igen.
Så gik han videre.
Han nedsvælgede de første tre sjusser som vand, og begyndte så småt at få det bedre. Tændte en smøg, så over mod billardbordet og lyttede til den lettere snøvlende konversation i hjørnerne.
Dine humørskift stormer og jeg står stille, følger ikke med, former mig ikke længere. Jeg er vokset ud af og op fra blødt, bøjeligt kim til et lige så forvirret men dog også rodfæstet medlem af træfolket. Jeg mærker din vist endda ædru zigzaggang, din indre blæst krøller i mine blade, ramler mod særligt i de nyeste grene og af og til værker det i gamle. Når du knager, tænker jeg, at det ikke holder.
Og så er man altså en træmand. En som filtrerer og transporterer litervis af næring/sekund, skaber forårsforundring af lysegrøn sprød og sommerens varme glød, favner over dig, skaber læ og tager regnen. Og står efter et fald – som er et farveorgie, du hver gang har glemt dybden i – hel og fuldkommen som nøgen.
Du aner måske ikke, hvor fedt nøgen er herude blandt de andre træer. Umasket, beskyttelsesløs, synlig ind til vedets varme. Rundt om mig er kulden, rundt om mig er verden tilsneet, ufarbar og dyrene i min skov indesneet i huller og under bark. Og nok suser det uden blade at passe (endnu mere) langsomt i mit indre, men det suser og jeg fordøjer.
Fri er jeg. Og nu vil jeg være dét hele året, grøn, ild eller nøgen.
[Fredagsbonus, helt uden sammenhæng - til det ovenfor i al fald - skru godt op:
- de stille instrumenter er udelukkende fordi, jeg har hørt, at Pink Floyd larmer? Hey hey, my my, rock'n'roll will never die ... kan vi så tage en anden fredag, søde skvatøre ].
Følgende handler om at bryde en vane. At gå på opdagelse. At skærpe sin opmærksomhed og… nå ja, så er det også et anerkendende, kammeratligt skulderklap til Søren Kierkegaard for at have skrevet de udødelige ord:
»Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.« – Journalen, -/- 1843
Jeg ville så gerne kunne tage Kierkegaard på ordet, og som han kommer også jeg til kort. Jeg sneg mig nu alligevel til at gøre et forsøg forleden dag. Jeg elsker at løbe langs fjorden, hvor jeg bor. Der kan være medvind. Modvind. Blik. et øjeblik.
Kitesurfere, der ihærdigt forsøger at mestre kunsten at forene elementerne luft og vand. De ser tit ud til at være udfordret til grænsen. Nå, men grunden til at jeg ser dem så tit er, fordi jeg har løbet den samme rute, de samme kilometer med det samme musik i ørerne i årevis. I kilometervis.
Så forleden dag tog jeg mod til mig og vendte hele den rutineprægede procedure på hovedet. Jeg forberedte mig på at løbe ruten modsat af, hvad jeg plejer. Lad den sidste km blive den 1.!
På med skoene og løbetøjet. Den lette udgave, for vejret var fantastisk. Tilslutte mp3´eren(!), trykke “play” og så af sted.
De første 600 meter er ren opvarmning. Det var min hjerne ligeglad med. Den var i fuld sving med at forstyrre min krop. “Hvad laver du?!? Det kan du sgu da ikke! Du får ikke noget ud af det!!!!”
Spændt, lidt overfladisk vejrtrækning og en oplevelse af, at jeg i min indre dialog allerede var ved at opveje fordele og ulemper ved det forestående eksperiment. Det skal tilføjes, at min indre dialog består af et panel med lige så mange stemmer, som der er medlemmer i EU-Parlamentet. Afstemningen faldt ud til fordel for den del af mig, der gerne ville have en anden oplevelse. Lidt lobbyisme var alt, der skulle til.
De næste 1,5 km gik fint. Løbe på stien langs husene ved 1. række til vandet var en smal sag. Og så alligevel. For min krop blev vækket af, at det gik op ad bakke, hvor det før gik ned ad bakke. Hvad der før var på min venstre side var nu på min højre. Indtrykkene var fuldstændig anderledes. Og desorienteringen satte langsomt, men træfsikkert ind.
Stien slap op og jeg løb mod vandet. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg også kunne fortsætte lige ud og løbe 600 m op ad bakken foran mig, der ville føre mig igennem byens nyeste velhaverkvarter. Der blev kaldt til afstemning for 2. gang i panelet. Jep, de rykker hurtigt ud (og det er her enhver sammenligning med EUs parlament stopper) og inden jeg fik set mig om, havde de sendt resultatet til mine ben. Eksperimentet fortsatte som planlagt. Impulsive beslutninger må vente.
Det var en udsøgt fornøjelse at fortsætte langs vandet. Modvinden var blevet til medvind. Udsigten til horisonten var meget anderledes. Jeg så byens nyopførte havnefront fra denne vinkel for første gang. Jeg slog et smut forbi strandkanten. Det havde den gamle rute aldrig lagt op til. Plantantræerne foran de petite kolonihaver i pastelfarver og hvidmalede sprossede vinduer, tonede frem foran mig.
Crash! Bang! Hård opbremsning og hvinende skosåler. Desorienteringen slog for alvor ind. Jeg kunne ikke genkende stedet. Hjælp! Hvor er jeg!
Jeg løb af ruten og krydsede vejen. Jeg løb lidt febrilsk. Ukoordineret. Arme og ben måtte passe sig selv et øjeblik. ”Hvor fanden er jeg?” Selv da jeg så skiltet med gadenavnet ringede ingen klokke. Det var ikke andet end et mylder af hvide bogstaver med refleks-effekt på blå baggrund. Det gav ingen mening!
Musikken i mine ører var en anden, så jeg kunne ikke engang bruge det som en slags kompas for, hvor på ruten jeg var. I hvad der virkede som et mareridtsminut var jeg helt sikker på, at jeg var løbet forkert. Panelet i mit hoved var ikke til meget hjælp. De skændtes og råbte og skreg ad hinanden: “Hvad sagde jeg?! Det var en dårlig idé! Nej, det var alletiders idé, din gamle konservative idiot. En smule forandring og du gemmer dig under stolen”
Der var til sidst ikke andet at gøre end at komme til fornuft og minde mig selv om, at missionen var lykkedes. Det var rent faktisk lykkedes mig at bryde min løbevane. Så stor effekt med så lille indsats. Jeg oksede hjem de sidste 800 m. Fuldstændig begejstret over alle de nye indtryk og over at min krop var vågnet af sin dvale.
Begejstringen vil og skal ingen ende tage. Nu vil jeg bryde min indkøbsvane. Jeg vil handle i en anden butik, hvor deres varer har en anden emballage og den må gerne ligge i en anden by. Jeg vil købe andre varer. Derefter vil jeg bryde min kørevane – i bil og på cykel, mine sovevaner, mine tankevaner, mine tv-vaner, mine skrivevaner………
Psst!: Du kan læse ovenstående tekst nok så mange gange igennem. Men du vil ikke finde ordet indesneet uanset, hvor meget du leder.
Det var dengang vi boede på landet, min tidligere og jeg. Nedlagt landbrug. Halvdøde elmetræer og marker hele vejen rundt. Køer nede på engen og en lille bæk. Og en firesporet hovedvej A13 susende forbi, oppe for enden af vores fine lille grusvej. Bakket hedelandskab på den anden side. Om sommeren sad vi på lune aftener på den gamle gylletank og så på solnedgangen og musvågeforældrene, der lærte sine unger at jage. Ren idyl.
Vores grusvej var sådan en, i véd, med en skrænt på den ene side og bare glatte marker på den anden. Så nogle gange, når der var sne og frost og blæst om vinteren, så føg det ud over skrænten og ned på grusvejen. Så vi ikke kunne komme nogen steder. Vi var sneet inde. Det skete tre gange, tror jeg, mens vi boede der. Den første gang væltede vi hegnet og kørte ud over marken der var helt bar og flad som en pandekage. Ud på 13′eren, som altid var ryddet for sne meget tidligt om morgenen, og afsted på job.
Anden gang var marken ikke helt bar og vi var ikke sikre på at den gik med hegnet igen. Men så var det jo, at min eks var bidt af en gal mekaniker og på det tidspunkt gik og skruede lidt i en gammel 128′er for en kammerat. Og sådan en 128′er, den går igennem alt, så et par gange op og ned ad grusvejen med den og vi var på rette spor igen.
Tredie gang var vi ikke så heldige. Intet væltet hegn og ingen 128′er kunne redde os. Det havde sneet i 40 dage og 40 nætter og sneen stod i én stor drive på fem-seks meters højde, hele vejen op ad vores lille grusvej. Der var intet at gøre, vi måtte kapitulere og for en gangs skyld, var det os der boede på landet, der var indesneet, og ikke dem i byen, der var det.
Det var dengang jeg var forberedt på alt i mit køkken. Jeg havde altid, så jeg lige kunne smække en kage sammen. Eller en gryderet. Hvis der kom uventede gæster. Vældig organiseret var jeg. Så mens min eks gravede en sti til katten fra stalden til hoveddøren, bagte jeg lige en gang boller. Vi spiste dem med tandsmør og drak varm kakao til.
Vi havde det aldrig sådan rigtig godt sammen, min eks og jeg. Måske vi var for forskellige. Måske vi bare ikke passede sammen, jeg ved det ikke. Men lige dér, midt i vores indesneethed, lige dér var vi lykkelige.
31. maj 2009, 14:07 
Synes godt om!
Tags: 
].
Nyeste kommentarer