Åbenbaringen

Det var en mørk og stormfuld aften. Sydvestenvinden rev og ruskede brutalt i alt den mødte på sin vej udenfor. Den bankede truende og insisterende på stuevinduerne med hjælp fra det gamle æbletræ, der efterhånden havde vokset sig stort og som nu helt sikkert stod alt for tæt på huset. Den orange-hvide hunkat lå krøllet sammen i lænestolen. Den skulle ikke nyde noget. Den havde plaget om at komme ind for flere timer siden. Den kendte helt sikkert ikke udtrykket “stilhed før storm” og alligevel var den ikke sen til at reagere instinktivt på det. Den havde spist lidt mad, rullet insiterende rundt en 3-4 gange på gulvet for at tiltrække sig sin værtindes opmærksomhed. Kort efter var den hoppet op i lænestolen og var nu faldet i søvn. Ørerne bevægede sig ikke længere i små roterende halvcirkler efter lydene udenfor. Den havde lagt sin blankt, skinnende, bløde hale op foran snuden på sig selv, som om den ville komme et agressivt vindpust i forkøbet.

Det var da også et værre blæsevejr. Der ville helt sikkert blive talt om det i morgen, når folk i byen mødtes over hækkene eller på gaden eller hos købmanden. Det var næsten også forudsigeligt at nogle ville finde deres ting et andet sted end hvor de tidligere havde kunnet finde dem. Jo, det var nu fint nok med lidt blæsevejr, så folk i byen havde noget at være fælles om. Der havde endnu ikke være forlydender om større skader, væltede træer eller brande. Al færdsel udendørs var dog frarådet. Men der var jo altid nogen, der lige skulle vove sig udenfor alligevel af én eller anden grund.

Hun tænkte ved sig selv, at vejret var den perfekte, stereotype kulisse til en amerikansk film. Og det kunne sådan set  være alt fra en gyser med teenagere i hovedrollen til en romantisk komedie med Hugh Grant. En vakseægte chick flick med masser af sødme, et drys af forvekslingskomedie og en letbenet, nærmest snublende-over-egne-ben forudsigelig slutning. Apropos film. Hendes fjernsyn havde sort skærm. Så ved nærmere eftertanke var der sket skader. Et sted. Hun plejede ikke at se meget tv, men lige nu synes hun, det var lidt ubehageligt ikke at kunne fortrække ind i dets beskyttende verden. Med lyden tilpas høj til at hun kunne abstrahere fra vindens støj. Hun trak benene op under sig i sin lænestol og betragtede katten. Den sov trygt. Et fantastisk, misundelsesværdigt karaktertræk katte har, tænkte hun. Der var heller ikke nogen, der kunne eje en kat. Denne her var kommet strejfende en dag. Den var kun en stor killing, den dag hun havde set den ligge i kanten af det lille kartoffelbed. Hun havde stillet vand frem til den. Katte havde ikke godt af mælk. Det synes hun at have læst et sted. Eller også var det pindsvin? Dagen efter var den der stadig, så hun købte kattemad hos købmanden. Han havde løftet sine øjenbryn asymestrisk, hvilket var et varsel om, at han her havde fundet stof til sit næste punkt på sin sladder-dagsorden, og spurgt om hun nu var nået dertil, hvor hun skulle have en kat til at holde sig med selskab. Hun undlod at blive fornærmet over hans kommentar. Hun var en outsider i den lille by. Hun var den første og foreløbig eneste kvinde, der var flyttet dertil. Alene. Uden mand eller børn. Og uden tegn på at det blev aktuelt foreløbig. Hun havde undgået at gå i detaljer, når nogen af byens sladretanter havde forsøgt at opnå hendes fortrolighed. Den historie holdt hun for sig selv. Hun ville heller ikke kunne fortælle den. Det var hun slet ikke klar til. Måske blev hun det aldrig. En gang imellem havde hun overvejet om hun skulle blive her resten af sit liv. Det var jo bare tænkt som et midlertidigt skjulested, men nu hvor hun havde fået hul på sine skriverier og lavet kontrakt med et forlag ovre på fastlandet, så var det efterhånden blevet hendes hjem. Hendes base. Uden mand. Uden børn. Alene. Med en kat, der havde valgt hende. Og ikke omvendt. Uanset hvad den emsige købmand mente.

Med et højlydt suk, som hun ikke engang selv lagde mærke til, flyttede hun blikket fra katten til sin bærbare pc. Hun tænkte på den bunke af tekster, der lå på den. Hun skrev og skrev, men på et ikke særlig definerbart tidspunkt var der sket det, at hun bare ikke kunne finde hoved og hale i dem længere. Så de lå hulter til bulter og hun havde vist for alvor mistet overblikket over dem. Deadlines var heller ikke længere hendes stærke side. Hun havde altid arbejdet struktureret og organiseret sig igennem sine opgaver. Nu var det som om hun havde mistet grebet. Hun rejste sig lidt modvilligt og gik hen til skrivebordet, hvor hun satte sig på den hvide kontorstol med det slidte lammeskindstæppe på. Hun bemærkede stille at det var helt fladt i ulden og nogle steder var ulden slidt helt af. Hmm, det vidnede da trods alt om, at hun havde siddet meget ved pc´en, ikk´? Hun kunne altid vise det til redaktøren, hvis hun overskred deadline og han ikke troede på at hun vitterlig havde forsøgt at skrive. Hvad andet kunne han end at tro på hende. Det gik jo ikke at planlægge med ikke at blive færdig. Det gik heller ikke med at planlægge sig ud af ikke at komme i gang. Hun tændte for pc´en, åbnede skriveprogrammet og…… Stirrede på det hvide elektroniske papir. Pludselig gik det op for hende at det eneste, der forhindrede hende i at skrive den historie hun vitterligt brændte for at skrive, var hende selv. Af én eller anden grund faldt det hele på plads. Lige dér. Lige nu! Hun måtte! skrive den historie. Sin historie. Sit testamente. Hendes vidnesbyrd om sine egne oplevelser. Koste hvad det ville. Næsten. Jo, fandme koste hvad det ville! Af med fløjlshandskerne, på med arbejdstøjet og så levere den ucensurerede, skinbarlige, uredigerede sandhed. Nej, ikke sandhed. Virkelighed. Virkeligheden om virkeligheden. Historien var intet problem at skrive. Den var hendes historie. Hun kendte hver eneste af dens smertelige, ulidelige, skønne, forløsende detaljer. Det eneste hun ikke vidste var, hvordan den ville ende. Det var heller ikke afgørende. Hun vidste til gengæld at den skulle løsrives fra hende. Hun skulle løsrives fra den. Deres uhensigtsmæssige, symbiotiske forhold skulle ende. Det sluttede NU. For hvert et bogstav hun aktiverede med sine fingre på tastaturet, og som derefter manifesterede sig på skærmen, fik hun mere af sin livsenergi tilbage og jo mere fik historien sit eget liv. Hun fortabte sig i skriveriet, i sit eget univers. Hun ænsede ikke sult, træthed, mørke, lys, storm, nat, dag, tørst, tid, rum. Intet. Til sidst blev det for meget for katten, der en dag, yndefuldt og ubemærket som vanligt, svansede ud af den åbentstående hoveddør. Stormen var for længst ovre og glemt. Solen skinnede ubegrænset og lovede tavst endnu mere varme. Den reflekterede sig i kattens brændende orange pels, da den for sidste gang forlod huset, hvor den var kommet til en dag, hvor den ikke vidste, hvor den ellers skulle være. Det vidste den heller ikke nu. Men der dukkede altid noget op.       

Hun afleverede manuskriptet. Hun var fængslende at se på lige præcis i dag, hvor hun stod dér foran ham med funklende, blanke øjne og håret glat og glansfuldt. Han var ikke bevidst om, at det var det han reagerede på. Han tog bare imod det tykke bundt papirer. Han kunne ikke lade være med at bemærke at der var usædvanligt mange sider. Hun havde insisteret på at skrive hele historien på én gang. Ikke noget med synopsis eller en smagsprøve hist og her. Han havde følt sig lidt amputeret som redaktør. Nu, hvor han så på hende, var han ikke i tvivl om, at det var rigtigt af ham at følge hendes fornemmelse, eller hvad det nu er kvinder følger eller har af evner, der nogen gange rækker ud over mænds umiddelbare fatteevne. Han så på forsiden. Han vidste ikke om han skulle gå i pit, i chok eller i gulvet. “ Testamentet – et vidnesbyrd om et menneske”. Han så på hende. Hun gjorde tegn til ham om, at han skulle bladre videre og begynde at læse. Hun satte sig ned i stolen overfor ham. Han blev temmelig nervøs. Han bemærkede nu, at hun havde en umærkelig udstråling, der fik ham til at undlade at gå ind i sin rolle som redaktør. Den tog han ellers meget alvorlig. Det var ikke uden grund at forlaget var et af landets mest succesrige med flest kontrakter med nogle af de bedst sælgende forfattere i verden. Men hun havde vel for fanden da ikke tænkt sig at sidde og glo på ham, mens han læste det hele igennem? Han havde jo møder senere på dagen. Som om hun kunne læse hans tanker, sagde hun stille: “Hvis jeg kan tilsidesætte alt for at skrive den, så kan du også tilsidesætte alt for at læse den”. Og det var bestemt ikke et spørgsmål eller op til ham at vælge. Han overgav sig og fandt siden med 1. kapitel. Han begyndte at læse: ” Det var en mørk og stomfuld aften. Sydvestenvinden……..”

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten