Det var en mørk og stormfuld aften. Sydvestenvinden rev og ruskede brutalt i alt den mødte på sin vej udenfor. Den bankede truende og insisterende på stuevinduerne med hjælp fra det gamle æbletræ, der efterhånden havde vokset sig stort og som nu helt sikkert stod alt for tæt på huset. Den orange-hvide hunkat lå krøllet sammen i lænestolen. Den skulle ikke nyde noget. Den havde plaget om at komme ind for flere timer siden. Den kendte helt sikkert ikke udtrykket “stilhed før storm” og alligevel var den ikke sen til at reagere instinktivt på det. Den havde spist lidt mad, rullet insiterende rundt en 3-4 gange på gulvet for at tiltrække sig sin værtindes opmærksomhed. Kort efter var den hoppet op i lænestolen og var nu faldet i søvn. Ørerne bevægede sig ikke længere i små roterende halvcirkler efter lydene udenfor. Den havde lagt sin blankt, skinnende, bløde hale op foran snuden på sig selv, som om den ville komme et agressivt vindpust i forkøbet.
Det var da også et værre blæsevejr. Der ville helt sikkert blive talt om det i morgen, når folk i byen mødtes over hækkene eller på gaden eller hos købmanden. Det var næsten også forudsigeligt at nogle ville finde deres ting et andet sted end hvor de tidligere havde kunnet finde dem. Jo, det var nu fint nok med lidt blæsevejr, så folk i byen havde noget at være fælles om. Der havde endnu ikke være forlydender om større skader, væltede træer eller brande. Al færdsel udendørs var dog frarådet. Men der var jo altid nogen, der lige skulle vove sig udenfor alligevel af én eller anden grund.
Hun tænkte ved sig selv, at vejret var den perfekte, stereotype kulisse til en amerikansk film. Og det kunne sådan set være alt fra en gyser med teenagere i hovedrollen til en romantisk komedie med Hugh Grant. En vakseægte chick flick med masser af sødme, et drys af forvekslingskomedie og en letbenet, nærmest snublende-over-egne-ben forudsigelig slutning. Apropos film. Hendes fjernsyn havde sort skærm. Så ved nærmere eftertanke var der sket skader. Et sted. Hun plejede ikke at se meget tv, men lige nu synes hun, det var lidt ubehageligt ikke at kunne fortrække ind i dets beskyttende verden. Med lyden tilpas høj til at hun kunne abstrahere fra vindens støj. Hun trak benene op under sig i sin lænestol og betragtede katten. Den sov trygt. Et fantastisk, misundelsesværdigt karaktertræk katte har, tænkte hun. Der var heller ikke nogen, der kunne eje en kat. Denne her var kommet strejfende en dag. Den var kun en stor killing, den dag hun havde set den ligge i kanten af det lille kartoffelbed. Hun havde stillet vand frem til den. Katte havde ikke godt af mælk. Det synes hun at have læst et sted. Eller også var det pindsvin? Dagen efter var den der stadig, så hun købte kattemad hos købmanden. Han havde løftet sine øjenbryn asymestrisk, hvilket var et varsel om, at han her havde fundet stof til sit næste punkt på sin sladder-dagsorden, og spurgt om hun nu var nået dertil, hvor hun skulle have en kat til at holde sig med selskab. Hun undlod at blive fornærmet over hans kommentar. Hun var en outsider i den lille by. Hun var den første og foreløbig eneste kvinde, der var flyttet dertil. Alene. Uden mand eller børn. Og uden tegn på at det blev aktuelt foreløbig. Hun havde undgået at gå i detaljer, når nogen af byens sladretanter havde forsøgt at opnå hendes fortrolighed. Den historie holdt hun for sig selv. Hun ville heller ikke kunne fortælle den. Det var hun slet ikke klar til. Måske blev hun det aldrig. En gang imellem havde hun overvejet om hun skulle blive her resten af sit liv. Det var jo bare tænkt som et midlertidigt skjulested, men nu hvor hun havde fået hul på sine skriverier og lavet kontrakt med et forlag ovre på fastlandet, så var det efterhånden blevet hendes hjem. Hendes base. Uden mand. Uden børn. Alene. Med en kat, der havde valgt hende. Og ikke omvendt. Uanset hvad den emsige købmand mente.
Med et højlydt suk, som hun ikke engang selv lagde mærke til, flyttede hun blikket fra katten til sin bærbare pc. Hun tænkte på den bunke af tekster, der lå på den. Hun skrev og skrev, men på et ikke særlig definerbart tidspunkt var der sket det, at hun bare ikke kunne finde hoved og hale i dem længere. Så de lå hulter til bulter og hun havde vist for alvor mistet overblikket over dem. Deadlines var heller ikke længere hendes stærke side. Hun havde altid arbejdet struktureret og organiseret sig igennem sine opgaver. Nu var det som om hun havde mistet grebet. Hun rejste sig lidt modvilligt og gik hen til skrivebordet, hvor hun satte sig på den hvide kontorstol med det slidte lammeskindstæppe på. Hun bemærkede stille at det var helt fladt i ulden og nogle steder var ulden slidt helt af. Hmm, det vidnede da trods alt om, at hun havde siddet meget ved pc´en, ikk´? Hun kunne altid vise det til redaktøren, hvis hun overskred deadline og han ikke troede på at hun vitterlig havde forsøgt at skrive. Hvad andet kunne han end at tro på hende. Det gik jo ikke at planlægge med ikke at blive færdig. Det gik heller ikke med at planlægge sig ud af ikke at komme i gang. Hun tændte for pc´en, åbnede skriveprogrammet og…… Stirrede på det hvide elektroniske papir. Pludselig gik det op for hende at det eneste, der forhindrede hende i at skrive den historie hun vitterligt brændte for at skrive, var hende selv. Af én eller anden grund faldt det hele på plads. Lige dér. Lige nu! Hun måtte! skrive den historie. Sin historie. Sit testamente. Hendes vidnesbyrd om sine egne oplevelser. Koste hvad det ville. Næsten. Jo, fandme koste hvad det ville! Af med fløjlshandskerne, på med arbejdstøjet og så levere den ucensurerede, skinbarlige, uredigerede sandhed. Nej, ikke sandhed. Virkelighed. Virkeligheden om virkeligheden. Historien var intet problem at skrive. Den var hendes historie. Hun kendte hver eneste af dens smertelige, ulidelige, skønne, forløsende detaljer. Det eneste hun ikke vidste var, hvordan den ville ende. Det var heller ikke afgørende. Hun vidste til gengæld at den skulle løsrives fra hende. Hun skulle løsrives fra den. Deres uhensigtsmæssige, symbiotiske forhold skulle ende. Det sluttede NU. For hvert et bogstav hun aktiverede med sine fingre på tastaturet, og som derefter manifesterede sig på skærmen, fik hun mere af sin livsenergi tilbage og jo mere fik historien sit eget liv. Hun fortabte sig i skriveriet, i sit eget univers. Hun ænsede ikke sult, træthed, mørke, lys, storm, nat, dag, tørst, tid, rum. Intet. Til sidst blev det for meget for katten, der en dag, yndefuldt og ubemærket som vanligt, svansede ud af den åbentstående hoveddør. Stormen var for længst ovre og glemt. Solen skinnede ubegrænset og lovede tavst endnu mere varme. Den reflekterede sig i kattens brændende orange pels, da den for sidste gang forlod huset, hvor den var kommet til en dag, hvor den ikke vidste, hvor den ellers skulle være. Det vidste den heller ikke nu. Men der dukkede altid noget op.
Hun afleverede manuskriptet. Hun var fængslende at se på lige præcis i dag, hvor hun stod dér foran ham med funklende, blanke øjne og håret glat og glansfuldt. Han var ikke bevidst om, at det var det han reagerede på. Han tog bare imod det tykke bundt papirer. Han kunne ikke lade være med at bemærke at der var usædvanligt mange sider. Hun havde insisteret på at skrive hele historien på én gang. Ikke noget med synopsis eller en smagsprøve hist og her. Han havde følt sig lidt amputeret som redaktør. Nu, hvor han så på hende, var han ikke i tvivl om, at det var rigtigt af ham at følge hendes fornemmelse, eller hvad det nu er kvinder følger eller har af evner, der nogen gange rækker ud over mænds umiddelbare fatteevne. Han så på forsiden. Han vidste ikke om han skulle gå i pit, i chok eller i gulvet. “ Testamentet – et vidnesbyrd om et menneske”. Han så på hende. Hun gjorde tegn til ham om, at han skulle bladre videre og begynde at læse. Hun satte sig ned i stolen overfor ham. Han blev temmelig nervøs. Han bemærkede nu, at hun havde en umærkelig udstråling, der fik ham til at undlade at gå ind i sin rolle som redaktør. Den tog han ellers meget alvorlig. Det var ikke uden grund at forlaget var et af landets mest succesrige med flest kontrakter med nogle af de bedst sælgende forfattere i verden. Men hun havde vel for fanden da ikke tænkt sig at sidde og glo på ham, mens han læste det hele igennem? Han havde jo møder senere på dagen. Som om hun kunne læse hans tanker, sagde hun stille: “Hvis jeg kan tilsidesætte alt for at skrive den, så kan du også tilsidesætte alt for at læse den”. Og det var bestemt ikke et spørgsmål eller op til ham at vælge. Han overgav sig og fandt siden med 1. kapitel. Han begyndte at læse: ” Det var en mørk og stomfuld aften. Sydvestenvinden……..”
De var kørt ud mod kysten uden at vide hvorhen. Bare mod vest og på et tidspunkt måtte der jo komme vand i sigte. Tænkte de i kor; som man kan tro man tænker, når man er forelsket. Det var jo dét de var. Så hamrende vanvittige som man kan blive. Berusede, begærede og endnu ikke brændte. Med læber der var ømme og hud der lyste, kørte de videre mod solen.
Ingen af dem vidste om der overhovedet var noget at køre efter, men vejret inde ved bjergene var dårligt, så de tænkte at kysten måtte være solrig. Er kyster ikke altid det?
Hun tænkte på strandpromenader og små hyggelige cafeer, og han; han tænkte ikke rigtig, kørte bare og nød eventyret og hende i sædet ved siden af. De to, lige nu for altid. Vil jeg tro. De så glade ud, som de kørte der. Røde kinder og eventyr. Fremtid i al evighed.
Vejen delte sig af og til, og de valgte med latter den ene. Eller den anden. Hvordan ved man om man når frem, når man ikke kan se andet end hinanden, verdenshjørner og vejskilte der viser mod byer de ikke kendte til?
Et sving længere fremme skilte træerne sig og vejen drejede op langs en stenet strand.
“Så er vi her”, sagde de grinende i kor.
Og de holdt ind til siden og trådte ud i solen. Og havet og luften af tang. Bruset fra vand mod sten og blod i unge årer. Tæt sammenslyngede nød de stilheden (der egentlig ikke var der, hvis man hørte efter. Men det tror jeg ikke de gjorde. Hvorfor skulle de?).
“Jeg fryser, skal vi ikke se om vi kan finde en by vi kan overnatte i?”
Og de kyssede, lo og kørte videre, for lige dér var der ingenting andet end havet og en øde stenet bræmme på få meter. Og sydvestenvind. Susende bidende sydvestenvind, der slog ind fra der gråblå hav og fjernede den varme som solen måske havde i sig. Ikke et hus i syne, ikke en by, ikke en havn, ikke cafeer, der lunede sig i solen. Ikke eventyr, bare stenet ingenting. Kilometer efter kilometer af smal stenet ingenmandsland.
Bilen åd vej. Vejen åd deres ord. Men tavsheden blev overdøvet af vinden, der ruskede i den lille bil.
Havet så mere og mere gråt og oppisket ud, og solen gled længere og længere ned. Mod skumringen så de endelig et byskilt med et navn de ikke kunne udtale, og lidt efter kørte de gennem en lille forblæst flække med 5 huse og en ødelagt lade. Intet andet. På nær den bidende susende vind.
Skuffelsen var kold.
“Hvad gør vi?”
Hendes læber var kolde. Og hans hænder. De lo ikke mere, men kørte videre. Kilometer efter kilometer. Sært der var så øde.
“Se, dér – en campingplads! Hurra!”
Han speedede op og drejede ned af en lille grusvej, og parkede med et kækt sving foran det lille skur ved indgangen.
Campingforvalteren var en lille fed mand med en ternet skjorte, der hang halvt ud over bukselinningen. Bukserne blev holdt oppe med en stump hvid tørresnor. Havde han haft et sprog, var det forlængst forsvundet i vinden og erstattet af grynt.
Han vinkede af dem, og gik foran bilen gennem brede grusstier, forbi familier der tavst spiste aftensmad, mens de nysgerrigt kiggede efter de nyankomne. Stoppede ved udkanten af en stor bar græsplæne med udsigt til havet, og to forkrøblede træer. Vinkede med hånden mod græsset og brummede et eller andet. Så gik han.
Natten blev lang.
Vinden tog til da solen gled helt ned, og teltet blæste omkuld flere gange inden de fik slået de sidste pløkker i. De kørte bilen hen foran teltet som læ, og bandt bardunerne fast til den. Vinden blæste alligevel teltet fladt ned, så teltdugen rørte dem hvor de lå og rytmisk klaskede mod hans ben.
Havet bragede mod stenene længere nede, der lød en klagende lyd et sted ude i mørket og vinden peb som et sultent dyr.
Hun sov heller ikke. Ventede bare på at vinden skulle lægge sig, eller på at solen ville stå op igen.
Lidt efter lidt lysnede det inde over bakkerne, men vinden var stadig bidende, tør og vedholdende som den havde været natten igennem. De pakkede teltet sammen i tavshed, og kørte ud på den tørre vej langs havet.
Hun var stille. Han var stille.
Dagen efter vendte de bilen, kørte mod kendte egne og hjem til mildere klima, med lune sjatter af sol, latter og velkendte kys.
Der blev pludselig meget stille i det store gruppelokale.
- Privatministeriet?
Spørgsmålet hang lidt i luften, inden det langsomt dalede ned og lagde sig som en dyne over mødebordene, hvor nogle holdt vejret, andre sad og stirrede ned i bordet, og endnu flere havde travlt med at opdatere Twitter.
- Privatministeriet? gentog statsministeren og så undrende på hende.
- Ja, jeg ville gerne have haft Privatministeriet, gentog hun neutralt. Ikke undskyldende. Ikke opgivende. Ikke insisterende. Bare neutralt.
- Der…….findes…..ikke…….noget…….Privat…….ministerium, sagde statsministeren i et tonefald, man ikke kunne beskylde for at være neutralt. Det var ganske vist neutralt, men alle antog at det fortsat var forbudt at beskylde statsministerens tonefald for noget som helst.
- Nej, men vi kunne jo oprette et, sagde hun.
- Og hvad skulle det så beskæftige sig med? spurgte en partifælle, der altid var på udkig efter ethvert lille halmstrå i den liberale høstak, der så nyt og anderledes ud.
- Disse områder henhører jo allerede under ministerielle ressortområder, indvendte partifællen, der ønsker at være anonym, men hvis navn er vælgerne nogenlunde bekendt.
- En privat hær til opretholdelse af privatlivets fred? foreslog hun.
Der udbrød spontan mumlen langs mødebordene. Gruppen delte sig i to lejre. Den ene lejr diskuterede mulighederne i forslaget, og den anden lejr diskuterede, hvornår der senest var udbrudt spontan mumlen til et gruppemøde.
- Glimrende, udbrød partifællen begejstret, det er da radikal nytænkning!
Med ét blev der meget stille i det store gruppelokale.
- Radikal?
Spørgsmålet hang lidt i luften, inden det langsomt dalede ned og lagde sig som en dyne over mødebordene, hvor nogle holdt vejret, andre sad og stirrede ned i bordet, og endnu flere havde travlt med at opdatere Twitter.
- Radikal? gentog statsministeren og så undrende på partifællen, der fandt tonefaldet foruroligende neutralt.
Mødet fortsatte som om intet var hændt.
[Guderne må vide hvorfor jeg troede ugens ord var "privat"... /Torkil]
Læste at Stephen Hawking var blevet indlagt. Og kom til at tænke på Pigen Med Knækket.
Hun var 15 da hun rendte ind i hans navn første gang, og jeg kan huske at hun ikke slap ham det meste af vejen gennem gymnasiet. Han var selvfølgelig ikke den eneste, men hans var af de bøger der blev hængende på hende.
Bøgerne var bedre end biffen og mere berusende end alskens substanser. Nogen gange kunne man se hende tilbringe hele nætter med at gå rundt i gaderne mens det så ud som om neuroner og synapser dansede omkring i hendes knold, i et (mange gange forgæves) forsøg på at rumme konsekvenserne af det læste.
Mange gange når jeg kigger tilbage på det der lettere forpjuskede individ hun var i den alder bliver jeg faktisk en smule ilde til mode. Ikke fordi hun var et specielt grimt eller mærkværdigt individ, men mere på grund af det jeg udsatte hende for.
På den anden side, så var det sådan hun ville have det. Og jeg var ikke alene om det.
Jeg kigger på hende, og hun ser altid ud som om hun fryser.
Og det gør hun. Men hun mente det var verdens orden at fryse.
Hun ser en smule blegnæbbet og fjern ud, men det var hvad hun kunne. Havde det været i dag havde hun nok søgt tilflugt på en internetcafé, men dem var der ikke så mange af.
Når hun betragtede sine jævnaldrende, deres brune ben og farvestrålende tøj, deres kyssekvadriller og spirituøse seksture så det ud som om hun fik sidesting af anstrengelse, og så vandrede hun videre i en tusmørketid hvor der kun var Vitawrap mellem hende og det absolutte nulpunkt, derude, et eller andet sted i tomrummene mellem galaksehobene.
Hendes hoved var for tungt til hendes krop, hendes hals knækkede altid en lille smule mod venstre, men det virkede nærmere kvæstet end koket.
Jeg rendte ind i hende igen en dag for et halvt år siden.
Jeg så på hende og blev faktisk temmelig forbavset over hvor meget hun har rettet sig. Øjnene var de samme, og stadig lidt fjerne, meget af tiden, men ellers skulle jeg betragte hende meget længe for at finde hende den kvæstede, frysende inde bag solbrillerne, den knejsende holdning og tandpastasmilene til alle sider.
Men der kan selvfølgelig være sket så meget siden gymnasiet.
I’ve paid my dues
time after time
I’ve done my sentence
but committed no crime
and bad mistakes
I’ve made a few
I’ve had my share of sand kicked in my face
but I’ve come through
Yeah, yeah oh yeah. Ak. Fodbold åd dén sang. Så kan teksten nok så meget handle om at overvinde sig selv, men det er fa’en gal’me lettere, hvis det kommer til at handle om at overvinde de andre, hvis det i fællesskab er vedtaget, at det har været av-så-hårdt at være mig, men nu står vi sammen har på stadion og så lammetæver vi edderlynemig de fæle, de fremmede, fjolserne, fæhovederne, fejlfarverne. For det er os, der er vindere og tabere, dem har vi ikke tid til.
Krybdyrhjerne. Yeah! Sing it:
We are the champions – my friends
and we’ll keep on fighting – till the end
we are the champions
we are the champions
no time for losers
’cause we are the champions – of the world
Gad vide hvor flot og forførende de lød i Nürnberg, ikke under retssagerne, men længe inden, dengang den store, magtindgydende arena var fyldt, dengang man ikke behøvede fodboldspillere og slet, slet ikke en fællessang om en mand, der hopper over på det andet hold og ud af sit skab, og det var før IKEA var all over, så der skal nok mere end en lille skruebaby til at samle dét skab; gad vide hvordan det egentlig lød dér i Nürnberg, når en tusindfoldig folkeskares fællesbevægelser var synkroniserede, når man rejste sig og sad på kommando, når man rakte en arm begejstret i vejret og råbte kampråb og var ét med hinanden. Og et med bevægelsen. Med stammen. Sammen i flokken. Det enorme os.
Ikke mange andre steder tilbage end på fodboldstadion og personlige udviklingskurser, hvor det er politisk korrekt at være så mange mennesker som er så synkroniserede. Store, kirkelige bevægelser, der samler tusinder under åben himmel, er vi ikke så glade for – mon det er fordi der er så koldt det meste af året her hos os?
Eller kan det være fordi, vi ikke orker at se forbi nazimens former og i stedet være alvorligt bange for indholdet af (/i vores eget) had? I don’t know.
I’ve taken my bows
and my curtain calls
you brought me fame and fortune and everything that goes with it
I thank you all
Dén melodi er en sekstur, en klassisk komposition skabt længe før rockguitar og fiflet af fioler og slået stampet sparket i jorden med træsko og blæst på fintskårne fløjter. Ikke meget yeah baby dengang, men skjorter med masser af puf i ærmerne, vest, lædersmykker og en helt anden boldgade. Men samme skabelon i musikken.
But it’s been no bed of roses
no pleasure cruise
I consider it a challenge before the whole human race -
and I ain’t gonna lose
Okay deroppe på langsiden og også jer på familietribunen, så er det nu. Livet er ikke ren fornøjelsestur. Det er også beskidt fornøjelse. Livet er fanme mere end bare du og jeg og halstørklædet og et indsmuglet romerlys. Nu gælder det. Nu skal vi denondelynemig vise de andre, at det her ikke er for fatsvage, at det her er vigtigere end dig og mig, at det her er en bevægelse, at det her er smukkere, vildere, voldsommere, mere sanseligt, mere skørt, mere tosset end mig og dig hver for sig.
We are the champions – my friends
and we’ll keep on fighting – till the end
we are the champions
we are the champions
no time for losers
’cause we are the champions – of the world
Smukt. Se skønheden, men tvkameraerne fokuserer alt for meget på banen og alt for lidt på der, hvor det virkelig sker, der hvor trylleriet og heksekunsten og huttelihut-ish opstår. Alt er ét. Cirklen er sluttet og uden sprækker. Sammenholdet er stærkere end holdet. En gang imellem vinder byens hold, så forstærker de 12 magien og tusindskaren er ét med en uovervindelig styrke – styrken indeni. Så er alle Jesus og går hjem på vandet, hjulpet af bryg, båret af helte større end de Guitar Heroes som skabte sangen, båret af toner og takt i 6/8, båret af spillemandstradition, båret af ønsket om at være ét med flokken, én masse, én samlet styrke.
Båret af håb.
Yeaaah. BABY.
- o O o -
[Fredagsbonus, lidt lang denne gang, men der er fx fine uniformer og masser af beat, så når du har plads til lyd og ti minutter så værs'go'
Jeg ved godt, det er lang tid siden, jeg har ladet høre fra mig. Jeg har haft tid til at skrive, og alligevel har jeg været travlt optaget i tankerne med at fordøje og omsætte alle de nye indtryk til noget, der giver mening og som jeg i det mindste selv forstår. I vil ikke kunne forstå. Det er jeres opgave.
Tænk, at vi har været sammen i så mange år. Og så er det pludselig ovre. Når jeg tænker tilbage på, da jeg så jer sidst, kan jeg se min egen forandring. Det er som de gange, hvor jeg har været til jubilæum og mødtes med stamklassen fra gymnasietiden. Alle ser ældre ud, og deres livshistories status er enten lysår væk fra de forventninger, de selv eller andre havde eller de har taget den lige forudsigelige vej og er endt præcis i midten af skydeskiven. Livets Bull´s Eye! Forløsningen kommer med alkoholen og der er altid èn der tager initiativ til at genopfriske de vidundelige dansetrin i en lancier. Vi var heldige ved sidste jubilæum. Der var en klassekammerat, der havde levet som undercover entusiastisk folkedanser. Det medførte en grundig instruktion i sekstur. En polkasekstur forstås! Ikke at forveksle med en Alsinger sekstur. Der blev buh´et og leveret platte jokes, hvor ordets fonetiske og forvekslede siamesiske tvilling - sextur – udgjorde essensen under dansen. Påmindelserne om hinandens eskapader på lejrskoleturene og alkoholen tog naturligt over og satte aftenens standard.
Åh. jeg fortaber mig i minder som ikke alle, der læser med her kender til. Det må I undskylde.
Der, hvor jeg er nu, er det nemt at opsøge stilhed og højt til loftet med plads til vidtløftige, højtflyvende idéer. I ved, det er mit rette element. Jeg ved det. Så hver dag nyder jeg at fortabe mig i altet og intet, åbne sanserne og se, hvad der sker. Hvem skulle have troet det? Og hvor er det skønt, at jeg nu har taget mig tid til at vise, at jeg er den, jeg er. Og ikke den I tror, jeg er. Mon I ville kunne kende mig igen? Har I mon lyst til at kende mig? Ved nærmere eftertanke er det sådan set lige meget. Jeg har ikke brug for jer mere. Jeg har aldrig haft brug for jer. Det er rigtigt, at jeg har troet, at jeg havde brug for jer. At I var et ufravigeligt grundvilkår i mit liv. Og jeg husker stadig svagt, hvilken byrde det var at slæbe jer med overalt. I sagde aldrig noget om, at jeg bare kunne sætte jer fra mig og gå videre uden jer. Pyt nu med det. Nu mærker jeg den enorme lettelse, det er at have sat jer fra mig. Det er ikke et sekund for tidligt. Det er til gengæld heller ikke et sekund for sent. Det er lige til tiden. Præcist og timet, som var det planlagt ned til mindste detalje. Hmm, i et eftertænksomt øjeblik tror jeg nu også, at det sådan det er. At intet er tilfældigt, livet er dynamisk, alt er midlertidigt og alt er muligt. For det er det, der er.
Så! Nu er det tid til igen at slippe taget i mig selv og flyde med. Jeg skriver helt sikkert igen. Der er mange modtagere, der skal skrives til. Jeg tænker, at om ikke andet så er jeg også selv modtager. Jeg tager mod til mig. Og gør det jeg ikke tør.
Vi skrives ved.
Mange hilsner
“Torsdagsskribenten”
PS: Tak fordi I drev mig så tæt på vanviddets rand og unødvendig lidelse at jeg til sidst fik nok, tog sagen i egen hånd, vendte om og fandt det frem i mig selv, der er smukt, meningsfuldt og fyldt med glæde.
Jeg har altid syntes at begravelser var sådan lidt surrealistiske. Der er en præst med en sort kåbe og en pibekrave, som med garanti må klø som bare pokker. Og så sidder man på hårde bænke og synger sange skrevet til en gud man ikke tror på og et stykke væk står der en kiste. Den er som regel hvid og smykket med blomster. I mit hoved kan jeg næsten ikke forstå at det er et dødt menneske der ligger deri. På en måde er det lidt makabert, ikke? Det er jo et lig. Det er da sådan lidt… Nå. Ligemeget. Et eller andet sted skal man jo gøre af skallen inden den brændes.
Henrik.
Han var sådan en der kender alle. Og som alle kan lide. Og her i vores lille by er det måske ikke så mange, men det var nok til at fylde kirken til bristepunktet. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har set så mange mennesker i kirken før. Men sådan er det vel altid, når det er en ung der dør. 35 kun. Jeg troede ikke på det, da min veninde ringede og fortalte det. Havde jo lige snakket med ham nede foran Netto et par dage inden. Ingen mening giver det.
Henrik.
Jeg sidder og kigger på hans Facebookprofil. Det er også sådan lidt surrealistisk. Som om han stadig er her. Fandme trist. Næsten ikke til at bære. Jeg trænger til noget muntert nu. En polka måske. Sekstur, anyone?
Kom lad os danse, alt kan der ske. Slids og flæser og blanke sko og knejsende nakker og hårlaksfrisure og stjernefiltre på tvkameraerne, Jomfru Daggry går til ro, jeg er vild med dans. Et solstrejf i en vandpyt, en foxtrot, en klassisk vending på tre, hed passion med glinsende kroppe, insiterende insisteren af sitrende saftighed. Salsa, paso doble, tango, en rislen i bækken. Slow, sloow. Quick! Ynde, timing, fysik. En lodret repræsentation for det vandrette. Har du set, hvad Per Syvspring tænker, når han danser.
Træk træskoene på i vals, jen to tre, jen to tre, tramp hen til kommoden og tilbaws igen, skru op for musikken, sæt forstærkerne på overdrive og fyr watt og ohm og det hele gennem ledningerne så højttalerne skratter eller lad violen hvine og klaveret hamre og bassen brage og trommen tonse rytme, rytme, rytmehans umulig at sidde til, op at stå, vippe med foden, sprede sig til lår, hofter, mave, mere lår, skuldre, ryst den røv, jaaaa bølg den barm, headbanging eller tag den hånd, tag min hånd, bølg med, følg med, føl med os to hvad med os to, jeg danser og danser og standser og sanser kun dig.
Kinddans, mavedans, Lindy hop, merengue, hvorfor løb du dog din vej. Lancier, latin, lyst i lysken, kom igen kom igen kom igen min elskede ven. Hey dér Margarena, mambo, åh boogie woogie woogie og så sivet der nynner at livet begynder sit spind i dit sind. Swing! Svingom, sekstur, dametur, morfarlur, en rislen i hækken der si’r at det ikke mer’ er nat. Danse rock, danse rul, lad mig se dit rejehop, hvor du ønsker det, danser vi hen. Frem på hæl, ned på tå, fat din dame, før hende rundt, et sølvfløjt fra en trætop, en svag tagfatlyd af en kat, en hund efter det slidte gulv, en mand efter musik.
Mine blå ruskindssko, bebopalula og du er min baby helt uden maybe og en hård dags nat og jeg gav et brev til postbuddet, han puttede det i sin sæk og rasende tidligt næste morgen gav han det tilbag’, she wrote upon it, min faaar han er vognmand i Slagelse og skidevær’ med det. For! Dagen står Puk-kåd ud af sengen og går over solens bro og os to? Ballroom blitz, dine arme snor sig, dit hår luftdanser og smilende forsvinder du ind i kædedans til I Can’t Get No, No, No, Noooo. Kom lad os danse, alt kan der ske. Kom lad os danse.
Lad os le.
Elskede ven, elskede, ven, elskede ven, lad os le. Alt kan ske.
30. april 2009, 06:09 
Synes godt om!
Tags: 
/Torkil]
Nyeste kommentarer