Morgenen har været længe undervejs, selv om den kun er otte, men med udsigt til en tur i Sydhavnen for at vælte os i mediterrane herligheder er der ingen ben i at få ham op.
Fem minutter efter jeg er kommet tilbage fra tanken sidder han på sofaen, mens han mere eller mindre forgæves forsøger at tørre den lettere morgenkrøllede femårige bort fra ansigtet.
Han ryger og læser grådigt mens jeg henter kaffe, og da den pukkelryggede ringer er vi begge i en tilstand af fremskreden vågenhed. Fuglene synger.
Vi border sardindåsen lidt senere, når vores destination og læsser kulinariske udskejelser ned i bagagerummet i stille eufori ved tanken om al den mad vi skal lave.
Jeg nynner, de andre pludrer lystigt.
Vi drikker espresso inden vi vender tilbage til domicilet.
Han sætter Don Giovanni på, mens jeg giver den som en temmelig krukket udgave af en TV-kok, der har snydt lidt i forvejen og dybt beklager at trøffelsmørret ikke er hjemmelavet.
Risottoen bliver færdig. Vi laver tiramisu og ser nyheder.
Vinduerne er åbne, og nede i gården leger børnene.
Nogen gange stopper vi op og ser på hinanden, betragter hinanden undersøgende og undrende, “hvordan landede vi her”-agtigt.
Finder ikke så mange svar.
Men nu er vi her. Og det er godt
Synes godt om!
Det var en dejlig lørdag:o)