Iagttagelse vol. 1.

Hvordan kan det være at jeg ved lige nøjagtig, hvad jeg skal gøre, og så undlader jeg at skride til handling?

Hvordan kan det være at jeg fylder meget ved at grine højt og tale i ét væk, når min inderste kerne længes efter tavshed?

Hvordan kan det være at jeg elsker at skrive og se ordene give liv til tanker, og så bekymrer jeg mig over, om de overhovedet kan begribes af andre?

Hvordan kan det være at jeg føler mig utilstrækkelig, når jeg lige præcis er perfekt som Gud har skabt mig.

Hvordan kan det være at jeg er i live, og alligevel ikke udnytter mit fulde potentiale?

Hvordan kan det være at jeg er klar til at stille op for andre, når jeg ikke er der for mig selv, når det virkelig gælder?

Hvordan kan det være at jeg ind imellem ønsker at alt var anderledes, når det nu engang er som det er?

Hvordan kan det være at jeg tænker èt og alligevel gør jeg noget andet?

Hvordan kan det være at jeg har lyst til at være krukket, og så har jeg ingen iscenesat personlig stil?

Hvordan kan det være at jeg holder fast i noget gammelt, når jeg får så meget nyt ved at give slip?

Hvordan kan det være at jeg er meget bedre til at give, når jeg synes det er svært at tilgive?

Hvordan kan det være at jeg ikke tør ønske mig det bedste for mig, men gerne ønsker det for andre?

Hvordan kan det være at livet er dynamisk, og så oplever jeg det som statisk?

Hvordan kan det være at jeg stopper med at skrive nu, når jeg har så meget mere på hjerte?

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten