Han var ikke urørlig som rørlægger
men gemte sig bag sine røgtæpper
Han syntes dog selv, han var røvlækker
hvis ikke det var for de møgpletter
Der gjorde, han ligned’ en sløj fætter
faret vild i et mørke af fløjlsnætter
|
||||
|
Du må ikke bede mig om en forklaring, det er bare sådan det er og sådan det må være. Du kan ikke forstå det, og det kan jeg heller ikke. Derfor: bed mig ikke forklare. For uger tilbage var det stærkt. Altopslugende, grådigt og selvforglemmende stort. Det var landskaber der udvidede sig, jo mere vi så på; det var ord der voksede i stilheden: Bevingefanget Centripentalafmagt Desillusionsløs Vi morede os med at lege, kun i skælmske blikke om det ufortalte. ”Kan du høre, hvad jeg ikke siger?” spurgte vi. Og undlod at svare, omend vi vidste alt, uden at vide det samme. Det var jo netop dét. At summen var mere end delene tilsammen, at det ufortalte fik liv gennem samtykket stilhed. Jeg vidste dig, du vidste mig. Ingen facit, men meterhøje ubekendte som vi løste uden programmæssige mellemregninger eller lighedstegn. Jeg kendte ikke mine egne spørgsmål, før du viste mig manglen på svar. Nu kender jeg mig, min tvivl og manglen på svar. Du har ført mig frem til lige netop dér, hvor jeg ikke længere behøver at blive ledt. Du må ikke bede mig om en forklaring. Det er bare sådan det er, og sådan det må være. Byen er en istap i morgenlyset. Himmelen rødmer klædeligt, men gemmer kryonisk livsånde i lungerne når du drejer om hjørnet. Der er kun nattevraggods og fordrukne pensionister på gaderne, selv rotterne er gået hjem (eller døde af kulde). På stationen står en gal mand og råber over at intet er efter køreplanen, end ikke fjernsynet kører programmæssigt, og han fryser, vreden varmer tilsyneladende ingen. Det er kun seveneleven der har åbent, men deres kaffe er klart bedre end ingenting, og nede ved søerne ser svanerne en smule forhutlede ud som de kryber sammen i en våge med mindre majestætiske dyr. Palmehuset ligner en stor isblomst. Bestiger en snedrive på Israels plads mens måger styrddykker efter lørdagsrester i revnerne mellem brosten (dem der ikke er iset til), drejer et par gange rundt og er ved at skvatte. Fortsætter ned ad en mennesketom Nørregade, går en tur rundt om skt Petri, og traver langsomt ned gennem Pisserenden. I mellemtiden er himmelen blevet blå. Det er så tidligt at end ikke hustlerne på Strøget er stået op. En hjemløs sover i indgangen til en souvenirbutik i kærlig omfavnelse med sin hund (håber det varmer). Tivoli er lukket. Fortsætter bagom Glyptoteket, og vil egentlig forbi Politigården, og ned til havnen ved IDA-huset, men dér i Glyptotekets baghave, godt beskyttet under lavthængende grene er der sort muld. Måske er der en dampledning der er gået langt nede, hvad ved man, men jorden er blød og fugtig. Og lige dér står der en spire. Ikke en blomst at se endnu, men en grøn, sprød, saftspændt spire, midt i den Københavnske kummefryser. Og pludselig fordamper rastløsheden, og har bare lyst til at tage hjem og bage croissanter. For alting får en ende, også kulden og mørket. På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet. Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere. Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb. I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk. På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber. Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve. En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før. Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak. Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt. Love, really - o O o - Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby: Han mærkede modstanden. Hans mave snørede sig sammen både ved synet af hende og ved at høre på alt hendes bræk. Han foragtede hende lige nu. Modstod en ubændig trang til at skrige af sine lungers fulde kraft. Skrige det lige tilbage i hovedet på hende. Så hold dog kæft! Kunne hun virkelig ikke fatte, at hun var trættende at høre på. Hun gjorde ham træt – træt – træt. Hun plabrede bare løs. Tog hans energi. Sugede det ud af ham stille og roligt. Han undrede sig over, hvorfor han ikke bare skred. Satte sig et andet sted. Tog afstand fra hende i virkeligheden også. Ifølge hende selv var hun verdensmester i stort set alt. Han synes, hun var den værst tænkelige prototype på en kvinde, der har misforstået alt. Og læse tanker? Det kunne hun sgu ikke. B****! Alle hendes ulidelige dramaer. “Er det ikke skrækkeligt som finanskrisen, vejret, naboen, købmanden, veninden, kollegaen, chefen, træningscentret, hundeejerne osv…… er skyld i alt muligt!!!?” Han mærkede kvalmen stige op. Han var helt oppe at ringe. Han tabte tråden, mistede fatningen, røg af sporet. Han vendte sig om mod hende, og sagde med hvæsende stemme: “Er du klar over, at du er pisseirriterende at høre på!?” I det sekund, han havde sluppet ordene løs, fortrød han. Det var ikke de næste mange dages isnende tavshed værd. På den anden side, så vidste han, hvad der ville komme. Han havde prøvet det så mange gange før. Helt programmæssigt ville hun slæbe ham igennem sin vridemaskine af skyld, skam, straf og trusler om bål og brand. Nå! Til helvede med det. Og med hende. Han rejste sig og gik. Han anede ikke hvorhen. Det var også lige meget. Bare hun ikke var der. I hvert fald de næste 2-3 timer. Det var det spil, de spillede. Så ville han vende tilbage til hende – lettere beruset. Hun ville enten modtage ham med åbne arme og bekymringsrynker i panden eller med smækkende døre og truende tavshed. Truende, fordi den ikke ville holde særlig længe. Så ville hun råbe af ham og smække lidt mere med døren, og når de var nået igennem hele rumlen, drak de som regel en masse rødvin og lovede forbedringer og guld og grønne skove. I beruselsen virkede det både muligt og sandsynligt. Så det var et godt tidspunkt at indgå den aftale på. Og snart – i nær fremtid – ville det hele gentage sig. Trygt og velkendt. I en af ugebladsnovellerne ville tonen stå beskrevet som afvæbnende og de blottede brintoveriltehvide tænder som et smil. Ikke at situationen i virkeligheden var potentielt ophidset eller beskeden specielt svær at sluge. Han var en lille, næsten undseelig ukarismatisk mand. Og tonen var uforandret. Grimassen med tandkød og rødvinsfri facader det samme. Hvis udtrykket en dag nåede øjnene ville et lille smilehul komme til syne i højre kind. Men det var sagen uvedkommende. Han var allerede videre. Ikke hastende men kontrolleret og målrettet. Faste skridt gennem gangen. Der var meget endnu at gennemgå. Hans runder var forudsigeligt uforudsigelige. Intet sejlede. Og intet blev blæst på. Der var øje for detaljen i det store billede. Projekterne levede med hver deres mærkbare personlighed. I ironisk modsætning. Nej, han var ikke urimelig. Ordrerne var klare og tydelige og man vidste altid hvad forventningen var. Deadlines blev nået eller projekter døde. Og kun det bedste var acceptabelt. Ikke perfektion. Hvis han nogensinde udviste tegn på følelsesudsving ville han vel være tilbøjelig til at rynke på næsen af ordet. Perfektion. Nej tak. Han forventede det bedste. Det vidste hun. Og det vidste han hun vidste. Hun mestrede endnu ikke sit smilehul. Men tonen forblev professionel. Og så var der ikke mere at tale om. Resten handlede om attitude og indsats. Vist så han en programmæssig udfordring. Men mottoet stod på væggen. Resten måtte kunne klares med omstrukturering og revideret planlægning. Og han var allerede gået videre. Målrettet gennem sin problemløste tilværelse. Programmæssig ændring af programmet, giver flodbølgelignende dønninger af ildfluer et sted syd for mandelblomsterne, og abrikosformede huller i hukommelsen hos de gamle mænd. Men vi er her stadig, selvom sendetidspunktet er rullet ud som lakridssnørebånd; uforskammet i sin korthed og fattet i sin form. Ting tager tid, og snart har spiralen taget en hel omgang. I sidste uge fulgte vi beretningen om den svenske historieprofessor og slægtsforsker Ane Tavla, der som 69-årig blev gift med den unge eksilsovjetiske protestsanger Vladimir Njetsov. Han er også et ganske interessant bekendtskab. Vladimir var kun 23, da han faldt for den præcis tre gange ældre Ane, og det var næppe tilfældigt. Han var nemlig lidt af et matematisk geni, der sin unge alder til trods allerede havde regnet ud, at det var væsentligt mere karrierefremmende at fremføre sine protestsange på Vaksala Torg i Uppsala end på Den Røde Plads, selv om tilhørerantallet var nogenlunde det samme. Da Vladimir mødte Ane boede han i et nedlagt beskyttelsesrum under torvet, og her flyttede de nyforelskede sammen i den første romantiske tid, men efter kort tid ville skæbnen, at Ane gik bort. Heldigvis kom hun tilbage et par dage efter, da hun ikke bare havde fundet sig selv men også den gang, der førte til Vladimirs lille underjordiske domicil. I stedet flyttede de ind i hendes lille lejlighed, hvor de boede indtil hun døde 6 år senere efter kort tids sygdom og efterlod Vladimir i en desperat fortvivlelse, der i sit omfang kunne måle sig med Dostojevskis samlede værker. På det tidspunkt stod han på kanten af et veritabelt gennembrud med sit selvbiografiske musikalske værk ”объединяют, а не быть раздробленными”, og han var meget tæt på en aftale med en kammerat, der var taxachauffør, og engang havde kørt for en pige, der datede en fyr, der havde gjort rent på en lokalradio. Aftalen glippede imidlertid, da Vladimir – tynget af sorg efter ægtefællens død – slog sig på flasken og var væk i et par måneder, og til sidst blev taxachaufføren træt af at vente og tog en gadetur til Flogsta. Vladimir, der hidtil havde troet, at han kunne gå på vandet, valgte i stedet at gå på vandvognen og indså, at det næppe var via musikken, at han skulle realisere sin drøm om at opnå udødelighed, og i stedet solgte han sin sjæl til Retsmedicinsk Institut med en selvrisiko på 20 år. For pengene købte han en enkeltbillet og under falsk identitet, Vladimir Njetisov, fik han job som alvidende fortæller, da New Jersey Water Resources Research Institute søgte en konsulent, der var på vandvognen, til at udarbejde deres årsberetning. De blev så glade for ham, at de tilbød ham fastansættelse, og i flere år underviste han i det korrekte blandingsforhold mellem vand og forskellige former for spiritus. I en tid, hvor alle forskede i ny viden, fandt han en niche ved at begynde at forske i gammel uvidenhed. Hans artikelserie ”Ignorance is prerequisite for learning industry” (på dansk: ”Livslang læring: fra EFG til EGV”) blev ganske utilsigtet en umådelig inspirationskilde for uddannelsespolitisk planlægning og prioritering i store dele af Nordamerika og Europa. Vladimir var heller ikke bange for at hvæsse den kritiske pen og vakte pæn opsigt med sin teori ”From No How to Know How”, der basalt set gik ud på, at 80 % af den tredje verdens problemer ville forsvinde, hvis den vestlige verden programmæssigt begyndte at eksportere ”Know how” i stedet for ”No how”. Han faldt dog for alvor i miskredit, da han – i et ellers oprigtigt forsøg på at hylde det amerikanske samfund – skrev en kronik i New York Times, hvor han roste politikerne for at have lært meget af Watergate-skandalen, eftersom det aldrig siden var blevet opdaget, at man havde aflyttet hinandens hovedkvarterer. Kort tid efter blev han derfor afskediget med en mindre fratrædelsesgodtgørelse, hvilket den forurettede Vladimir syntes var godt gjort. For pengene købte han en enkeltbillet tilbage til Sverige og opsøgte sin gamle ven, taxachaufføren i Uppsala, der via TV-programmet “Sweden’s Got Talent – Here He Is” var blevet international rockstjerne og lå nr. 1 på alverdens hitlister med Elvis-remixet ”Blue Swede Shoes”. Vladimir fik imidlertid lov at overtage hans gamle taxa, og selv om han havde sit hyr med det, lå han og kørte rundt i den, indtil Retsmedicinsk Institut en dag gjorde krav på hans sjæl. Det drejer sig bare om at lytte, det ved hun. Ikke til, hvad de siger, men til alt det de ikke vil, at hun skal høre. Tavsheden der altid følger hendes spørgsmål; blikkene de hastigt udveksler uden at se på hverken hende eller hinanden. Nej. Ja. Tavse blikke. Og hun bliver lige præcis så længe hos dem, at de ikke kan holde det ud, ikke kan rumme alt det, de vil sige men ikke får sagt, og alt det, som de hverken kan eller vil sige. Hun står der i køkkenet og ved, at enten må hun gå eller også må de. Tavsheden er eksplosiv og farlig, og tiden de står sådan uden ord øger antændeligheden. Noget ulmer, noget slår gnister. Hun bliver stående, moderen går og far tænder radioen og tysser, selvom hun intet siger: ”Schyssss, det er Pressens Radioavis”. ”Jamen far, jeg siger jo ikke…” ”Schyss!” Så går hun. Efter moderen, der står på badeværelset og koncentreret smører sine hænder ind i håndlotion. Først gnider hun den ene vej, så den anden vej. Om og om igen. Moderen ser på hende og stryger hende over håret: ”Nå kom du der, lille skat. Mor skal lige ordne nogle småting, så skal hun nok lave mad. Smut du ud og leg så længe”. Hun tænker over, hvad det er for ting moderen skal ordne, og hvem den ”hun” er, der vil lave mad. Så går hun ud for at lege, ikke fordi hun har lyst, men for ikke at gå i vejen. Hun leger, at hun er et hittebarn efterladt i en kurv, som bliver fundet af to smukke mennesker, der elsker hinanden. Hun leger, at de taler til hende og til hinanden. Siger ”Jeg elsker dig”, sådan som de gør på film, lige før det hele ender lykkeligt. Så kalder moderen: ”Vi skal spise”. Og hun tænker, at det er sært som bestik der rammer tallerkener, kan lyde som geværild i en krig. Der er ingen, der siger noget, men det drejer sig bare om at lytte. Det ved hun. Vi har en kommunikationsassistent på arbejdet. Når hun kommer stormende ind på kontoret er hun konsekvent klatøjet, fordi hun har forsøgt at lægge sminke på i bilens mørke, så de første femten minutter af hendes dag går med at lave kunstværket om, iføre sig nylonstrømper, skørt og stiletter. Hun går i flamboyante kåber og bærer store, farvemættede roser på sine kjoler. Hendes hår er et virvar af mørkerøde krøller der slanger sig ned over hendes korte fysik, som Rubens ville juble i fryd over, og hun griner så højt at storrumskontoret ovenpå kan høre det. Hendes skuffer er fulde af parfumeprøver, håndlotion og renseservietter (hun har let til både smil og tårer, og hun bruger dem til at fikse efterfølgende makeupkatastrofer). Hun hader og elsker uden blusel, er lettere fordrukken og altid den sidste der forlader festen. Når ens forfriskningsritual består af shampoo og kopattesalve, og vinterklædeskabet iøvrigt kun rummer sort, gråt, brunt og blåt kan man ikke undgå at virke meget average joanne ved hendes side. Men det er fint, for det er svært ikke at kunne lide hende. |
||||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Seneste kommentarer
Bye, bye blackbird (1)
Intet er aldrig som før (3)
Human Recession (7)