|
|
Af Lenette,  11. marts 2010, 06:58 En tur i følelsernes rutchebane. Fastfrosset i en halsbrækkende serie. Næste nus øjeblik minder om en billedfrise. Den ingen helst vil have. Hvad er den så værd? Værdigheden er forsvundet op i den blå, klare luft. Et skuldertræk til svar. Et blitzende ryk i den ene mundvig. Et vi på afveje. Et jeg på rette vej. Trædesten og trædemøller. Vilkår og omstændigheder. Sammensmeltning. Nedsivning. Uinspireret. Tankebanken er fuld af tomhed. Pastelfarver falmer ind i unuancerede perspektiver. Stivbenede og stivnakkede stavrer de videre til nye steder. Forførereren er illusionen. Herlige tåger af finurlige dampe. De indtager positioner. Formationer. Forsvinder. Intet på hjerte. For en stund fortættes rummet af en støvregn af magi.
…..
… Og hvad har vi så her? Er det en invitation til den Gale Hattemagers teselskab? Eller er det en opskrift på pandekager med ahornsirup…. Prøv lykken…
http://www.youtube.com/watch?v=izYIO9VtjUs
Af Bitten, 10. marts 2010, 23:59 jeg kan få sådan en trang til at råbe højt
at jeg er mere end
et forbandet Sigma før rækken af imperfektioner
at jeg er mere end summen af mine fejl
Kære dumme Hele Verden
får jeg lyst til at skrige
hold op med at prøve at forstå mig!!!
det er ikke forbi jeg blev tabt på gulvet
midt i en essentiel Oral fase
at jeg aldrig blev et rigtigt menneske
vi er dybere end det
vi er sejere og stærkere
så uendeligt meget mere sårbare
end det
væk med den smertens smalfilm
glansbilledbarndommen er overfladedyb
hvis du spiller mig baglæns
i den helt rigtige skyggesætning
maler jeg en billedfrise af uerstattelige
minder – mærker, diplomer og pokaler
udtagelser
udtalelser
ar på krop og sjæl
Ja jeg blev slået, skubbet, råbt af
forladt og skræmt halvt ihjel
Ja jeg blev voldtaget
ja jeg har givet det af mig selv til mænd jeg ikke selv ville have
ja jeg har levet en andens løgn i et beskyttende koma
og jeg har ædt skammen fra min fosterstilling
for foden af en piedestal til min opdrifts ære
nu kan du se det
du har hørt det og læst det
jeg har givet dig det
og du må gerne mærke efter
jeg giver dig mig på et fad
bløde konturer og skarpe rene snit
Hold så op med at prøve at forklare mig!
tro ikke på hvad du ved
du kan rende mig Verden
jeg har aldrig bedt dig om noget
andet end min ret
til at være
Af Torkil, 8. marts 2010, 20:13 Det var mandag, og klokken var blevet halv elleve, før jeg sad med morgenkaffe, smøger og 7 kilo søndagsavis fra i går. Sneen dalede blidt ned uden for vinduerne, og jeg kunne se, hvordan den – måske lidt påtaget – lagde sig på taget og kirketårnet i det fjerne. Jeg sank hen i en farverig dagdrøm om hvid sne, grøn gran, blå himmel og rød Tuborg, da kirkeklokkerne pludselig bimlede løs, og jeg kastede mig halvdøv og forvirret over telefonen.
”Notre Dame, det er Quasimodo,” kvækkede jeg.
”Hva’be’ha’r?? Så har jeg vist ringet forkert!” lød en forvirret stemme i den anden ende.
”Nogen har i hvert fald klokket i det, for jeg har stadig kimen for ørerne!” vrissede jeg og lagde røret på. Der gik kun et kort øjeblik, så ringede telefonen igen.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”
”Ja, goddag igen, jeg er From. Er der en klokke, der ringer nu?”
”Nej, gudskelov.”
”Øh… godt. Ejvind From er navnet, og jeg er formand for menighedsrådet i Kirkelille Sogn. Jeg ville høre, om De kunne gøre mig en tjeneste?”
”Skal det være en gudstjeneste?” spurgte jeg.
”Nej, ikke direkte. Men på en måde alligevel,” svarede han underfundigt. ”Jeg er ikke meget for at tale om det i telefonen… De kunne måske gøre mig den tjeneste at aflægge et besøg i min bolig? Det er en tjenestebolig.”
”Joo, det kunne nok lade sig gøre. Skal vi sige kl. 13?” spurgte jeg.
”Det er en aftale, men kirken kan godt være lidt svær at finde. Må Gud være med Dem.”
”Nej, han må selv finde derud,” svarede jeg og lagde på.
Klokken 12.58 trillede jeg ad uransagelige veje – som Herrens jo ofte er – op foran den lille kirke i Kirkelille. From bød mig velkommen, og vi fulgtes ind på hans kontor, hvor han tilbød mig en kop espresso.
”Espresso? Meget gerne…,” sagde jeg forventningsfuld.
”Overrasket?”
”En smule…,” indrømmede jeg.
”Der står et sted i Bibelen, at David kommer med en forsoningsgave af nogle ristede bønner, der står ikke, at han kommer med en billig blanding fra Brugsen, der har stået og småkogt på en kaffemaskine nede på tanken hele dagen. Lige siden mine forældre tog mig med til mit første bønnemøde, har jeg sværget til denne fortræffelige Jahve-blanding fra Sumatra.”
”De er i sandhed from, From,” komplimenterede jeg.
”Tak. Men nu til sagen, De er jo ikke kommet på grund af mine bønner. Jeg har derimod en bøn til Dem. Vi har visse problemer med vores nye præst, Povl Wallach, som kom for et lille halvt års tid siden,” forklarede han.
”Hvorledes?” spurgte jeg.
”Det er som om han bliver en anden, når han træder ind i kirken og holder gudstjeneste. Normalt er han en stille og rolig mand, meget høflig og beleven, hilser altid pænt og holder døren for ældre damer. Men når han tager præstekjolen på og træder ind i kirken, så er han slet ikke til at kende igen.”
”Hvornår begyndte det?” spurgte jeg.
”Første gang vi havde svært ved at genkende ham til en gudstjeneste, viste det sig, at det slet ikke VAR ham, men en vikar fra et andet sogn. Uden at give besked havde Wallach taget et korstog til Det Hellige Land for at holde ferie. Men da han kom tilbage, lignede han heller ikke sig selv og for den sags skyld heller ikke vikaren. Det ligner ham ikke.”
”Hm… så kan man næppe forklare det med en lignelse. Hvad gør han anderledes?”
”Det hele skal bare gå stærkt. Han taler så hurtigt, at man dårligt kan forstå hvad han siger, og alle ritualer og ceremonier er skåret ned til et absolut minimum.”
”Har De selv en ide om, hvad der kan være sket?”
”Et af sognerådsmedlemmerne har hørt ham sige noget om ”Alter Ego”. Vi er bange for, at han er ved at udvikle en slags skizofreni. At han bliver en anden, når han står foran alteret. Som om han har et andet jeg.”
Jeg sad og kiggede ud af vinduet og funderede over, hvad sognerådsformanden havde fortalt mig. I det samme kom en stor firehjulstrækker kørende ind på parkeringspladsen med en hestetrailer bagved.
”Hov, nu kommer han. Måske skulle De selv tale med ham?” foreslog From.
Jeg gik ned på gårdspladsen og kastede et nærmere blik på hestetraileren. Der stod en flot, brun hingst inde i traileren og gumlede på et net med hø. Jeg fortsatte ind i kirken, hvor præsten stod ved alteret og studerede en billedfrise, der forestillede Jesus liv som hest. Han havde grøn nylonjakke på, stramme ridebukser og brune læderridestøvler. Det havde præsten også. Jeg rømmede mig.
”Hm-hm, undskyld, pastor Wallach, må jeg tale med Dem et øjeblik?” spurgte jeg høfligt. Det gav et sæt i ham, så satte han i et stort smil og gav mig hånden.
”Ja, naturligvis. Hvad kan jeg gøre for Dem?”
”Mit navn er Nissen, jeg har et detektivbureau. Jeg har lige talt med sognerådsformanden, som er meget bekymret over Alter Ego,” begyndte jeg.
”Åh, javel… ja, jeg havde jo frygtet, det ville komme for dagens lys,” stammede han forlegent.
”Deres frygt er ganske ubegrundet, From har ikke fundet ud af Deres lille hemmelighed,” beroligede jeg ham.
”Men De…,” hviskede han.
”Ja, jeg ved godt hvem Alter Ego er. Jeg havde en trio til 4.000, da han blev treer i Koster Memorial. Fantastisk spurt.”
”Ja, ikke sandt? Han lå næstsidst ind i opløbssvinget, og havde løbet være bare 200 meter længere, så havde han helt sikkert vundet. Han er en dejlig dreng…” Præsten fik et saligt blik i øjnene.
”Men måske skulle De overveje kun at starte ham på hverdagsaftener. Jeg kan forstå, at det giver visse problemer med tempoet i afviklingen af gudstjenesten, at De nå skal nå til Lunden hver søndag…”
”Ja, jeg ved det godt… men jeg kan ikke svigte Lunden! Åh, hvad skal jeg dog gøre? Nu er dyre råd gode!”
”Find en person, der ligner Dem, og betro Dem til ham. Hvis I kan bytte plads undervejs i gudstjenesten uden at nogen opdager det, så kan han gøre den færdig, mens De skynder Dem til Lunden,” foreslog jeg.
”Du gode Gud, et Alter Ego! Selvfølgelig! Det er ikke blot en fremragende plan, Nissen, der er jo opfyldelsen af Froms profeti!”
Han strålede som et helt Lucia-optog, bare uden bøjle på tænderne, og ude fra gårdspladsen kunne man samtidig høre en godmodig vrinsken fra hans firbenede Alter Ego.
”Det lyder jo som en hel Morten Korch-film,” sagde jeg.
”Jeg synes nu kun det lød som traileren,” smilede Wallach og gav mig et varmt håndtryk og et par staldfiduser.
 2 personer kan lide denne tekst
Af Louise, 7. marts 2010, 07:53 Nogen har lukket munden på mig. En (m)oral blokering.
Det lugter grimt når jeg åbner gabet: al den vrede der ikke må være der, al den angst der ikke finder lyd, al den glæde der ikke vil jubles.
I stedet disse næppe synlige udtrækninger på siden af min hals: som et oralrev i sort-hvid.
Af Lenette, 3. marts 2010, 17:11 Jeg genså filmen Nordkraft forleden dag. Den er rå på mange måder, men jeg kan godt lide den. Den ene af de 4 hovedpersoner hedder Thomas. Han bliver kaldt Steso, fordi han er stofmisbruger. På et tidspunkt i filmen siger han til sin on/off kæreste Tilde, at han er i den banale fase. Steso er ikke tabt bag en vogn og stofferne kan tilsyneladende ikke bedøve hans indsigtsfulde kynisme. Og det er skønt. For som han ridser op for Tilde, hvordan rækkefølgen på de 3 faser er – den orale, den anale og så den banale - og derefter redegør for hende, hvorfor han er i den banale fase, får livet nerve og mening. Steso definerer fasen ud fra, at han parat til at gifte sig med Tilde. Og så har han min fulde opmærksomhed. Først og fremmest fordi der ikke er noget, der hedder det. For det andet fordi jeg ikke havde tillagt det betydning, da jeg så filmen 1. gang.
Det gør jeg så nu. I denne uge er det blevet en kilde til eftertænksomhed og inspiration. Den banale fase er den, som mange har travlt med at forandre og måske forlade for derefter at vende tilbage for fuld drøn, når verden bliver for farlig at være i. Den trygge verden af de 4 vægge, der udgør vores hjem. Den faste indtægt fra fuldtidsjobbet. Partneren vi elsker på slump med betingelser i, hvorvidt han/hun er i stand til at opfylde af vores eget behov og familiens uskrevne regler og traditioner. Vores omgang med venner, kollegaer og sociale netværk som sportsforeningen og nettet. Det liv vi gør op med i nogle af de mest forudsigelige og skræmmende faser i løbet af vores liv. Nogle gør som Steso – bedøver, dulmer, overdøver, ignorerer, undertrykker eller nægter at det er de rammer, de fleste af os bygger op omkring vores forestilling om, hvordan det perfekte, meningsfyldte liv ser ud. Andre rejser og oplever, flygter over stok og sten. For at vende hjem til det velkendte og trygge. For at finde mening. Og det er der intet galt i. Den banale fase er kommet for at blive og det er Nordkraft heldigvis også.
3 personer kan lide denne tekst
Af Torkil, 1. marts 2010, 21:13 Det var en rigtig dagen derpå. Jeg vågnede lidt op af formiddagen med en dundrende hovedpine og supplerede min morgenkaffe med et par panodiler. Det blev heldigvis en meget stille dag. Telefonen ringede først ud på eftermiddagen, da jeg lå og døsede i sofaen med kaffe og smøger og læste brugsanvisningen på den Oral B-tandbørste, jeg havde fået i julegave. Jeg har altid været bange for at få stødtænder af elektriske tandbørster.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” bekendtgjorde jeg.
”Goddag, De taler med Hans Ejnar Hansen fra Brønshøj. Jeg har brug for Deres hjælp i en lidt delikat sag, som ikke tåler offentlighedens lys.”
”Sådan har mine øjne det også i dag. Sig frem,” fremsagde jeg.
”Det er mine genboer, et nydeligt, ældre ægtepar. Han er pensioneret departementschef, og hun er tidligere skuespillerinde. De kender navnene, når jeg fortæller Dem det. Derfor kan jeg ikke ringe til politiet, før jeg er sikker i min sag.”
”Hvilken sag?” spurgte jeg skarpsindigt.
”Jeg tror, der er begået en forbrydelse derinde,” troede han.
”Jaså. Hvilken forbrydelse?” Jeg spidsede ører.
”Et drab. Jeg er sikker på, at de har slået tiden ihjel, men jeg vil gerne bede Dem skaffe fuld vished, inden jeg anmelder det,” sagde han alvorstungt.
”Hvilken avis anmelder De for?”
”Statstidende. Jeg anmelder dødsboer.”
”Jeg kommer med det samme, der er ingen tid at spilde.”
”Nej, netop. Det her kan få uhyggelige konsekvenser.”
”Hvad mener De?” spurgte jeg desorienteret.
”Der er jo ingen tid at spilde, hvis de har slået tiden ihjel!”
”Netop…,” sagde jeg og fik adressen, hvorefter jeg ringede efter en taxa. En halv time efter stod jeg på en stille villavej i Brønshøj. Røde murermestervillaer, ryddede fortove, mellemklassebiler i carportene og hist og her lidt røg op af skorstenen. Typisk dansk forstadskvarter.
Jeg ringede på hos Hans Ejnar Hansen, mens jeg skævede mod genbo-ejendommen og spekulerede på, hvilke rædsler der mon havde udspillet sig derinde. Hansen lukkede mig ind, og vi satte os i hans stue.
”Hvordan fattede De mistanke?” spurgte jeg, mens jeg hældte den kaffe op, han havde budt mig.
”Jeg har længe haft dem mistænkt for at forsøge. Hele ugen har de siddet i hver sin lænestol inde i stuen og bare stirret på hinanden uden at lave noget som helst. Her ved middagstid hørte jeg nogle frygtelige klokkeslag, og så blev der helt stille. Siden har jeg ikke hørt en lyd.”
”Hm… hvad skulle motivet være?” spurgte jeg.
”Se hvad tiden har gjort ved dem! Engang var de unge, smukke og rige, og dengang havde de aldrig tid. Men siden de blev pensioneret, har de haft masser af tid, og nu er de ikke andet end rynket pergamenthud med leverpletter. Men de har aldrig brudt sig om, at nogen tikkede ved bordet. De synes, at livet har gjort dem uret, og de har engang fortalt mig, at de simpelthen prøvede at få tiden til at gå. Men jeg gætter på, at det ikke er lykkedes dem. Jeg har i hvert fald ikke set nogen forlade huset i flere dage. Jeg er sikker på, at de i stedet har besluttet at slå tiden ihjel.”
”Det er et muligt motiv, det har De ret i,” indrømmede jeg. ”Og anledningen… De siger, at de har haft masser af tid på det seneste?”
”Helt sikkert. Tiden har simpelthen stået stille derinde.”
”Men er De sikker på, at der ikke er andre, der har haft tid?” vedblev jeg.
”Se Dem omkring, menneske. Hvad ser De? Ingen har tid til noget som helst i dag!”
”Det kunne også være, at den er blevet stjålet. En tidsrøver måske?”
”Nej, jeg er sikker på, at der ikke har været nogen. Der ligger også stadig sne i hele deres have, og der er ingen fodspor overhovedet,” fastslog han.
Han havde ret. Det var helt oplagt. Jeg fornemmede, at jeg havde fat i noget stort, noget der virkelig ville vække opsigt, når det kom frem. Og det ville vokse sig større med tiden.
”OK, så vi har et motiv og en anledning. Men hvad med mordvåbnet?” fortsatte jeg min mentale checkliste.
”Det lød på klokkeslagene som om det var et stumpt instrument. Det må være inde i huset stadigvæk.”
”Ja, det er nok på tide, at vi overvejer at gå over vejen og aflægge dem et besøg,” sagde jeg og rejste mig.
Han fulgte med derover. Sneen lå ganske rigtigt hvid og urørt, og det var tydeligt, at der ikke havde været nogen i flere dage. Jeg bankede på hoveddøren, men der var ingen reaktion. Jeg gik hen langs huset og så ind af vinduet. Inde i stuen stod to store lænestole vendt mod hinanden, og i stolene sad to ældre mennesker og stirrede på hinanden. Jeg anede straks uråd, og gik tilbage til hoveddøren og tog i dørhåndtaget. Endelig var der noget, der gik op for mig. Den var nemlig ikke låst.
Jeg gik ind i stuen og fik bekræftet mine bange anelser.
”Hansen!” kaldte jeg. Han kom langsomt ind i stuen.
”De tog fejl. Deres genboer har ikke slået tiden ihjel – det er tiden, der har slået dem ihjel!”
”Umuligt… jeg var så sikker i min sag!”
”Ja, en overgang troede jeg også på det,” medgav jeg.
”Men her er jo ikke nogen. Det betyder, at…” Han stivnede.
”Ja, De har ret. Det betyder, at tiden er smuttet fra os!”
2 personer kan lide denne tekst
Af Louise, 28. februar 2010, 08:37
Af Maria, 27. februar 2010, 02:27 Det er ikke den store six sigma øvelse på livets procesflow, det her.
Det er bare en status på, om man nu også er det rigtige sted.
De vigtige ting.
At gribe nuet, mens morgendagen ikke glemmes.
Ydmyghed. Ikke altid opnået, men altid tilstræbet.
Integritet, ikke at over- eller undersælge – og at levere varen.
Mennesker og hvordan man omgåes dem.
At man skal kunne stå inde for og skrive under på det man gør.
Kan godt være man ikke lige straks skal have logotatovering på skulderbladet, men jo.
Man er det rigtige sted.
2 personer kan lide denne tekst
Af Lenette, 25. februar 2010, 06:45 Inden jeg kaster mig ud i torsdagen, så vil jeg sige: “Tillykke Syvfold! Sikke et liv, der har været det seneste år på dine sider. Men du kan bære det! Skål og atter en gang tillykke!”
Og så til det, det hele handler om….
….I anledningen af denne mærkeuge, der giver genlyd – det må den da gøre - vil jeg benytte mig af muligheden for at slentre en tur ned ad Memory Lane. Se mig over skulderen og spejde efter de gode stunder i de gode gamle dage. Hvem kan f.eks. ikke huske, da højteknologisk fotoudstyr var svært tilgængeligt. Både økonomisk og rent fysisk. Der vil måske være nogen, der kun har et hånligt “hmpf” til overs for det og kalde det lavteknologisk. Bevares ja. Set med nutidens øjne. (og tjek så lige linket ud nederst på siden). Men der blev fotograferet flittigt og på mange niveauer i gamle dage. Dengang skulle man sidde i et mørkekammer og blande væsker og noget….. Dengang kunne man til sit kamera købe originale objektiver, som kostede en milliard. Eller man kunne købe uoriginale, som de fattige studerende tyede til. Dengang var der to mærker på markedet Tamron og Sigma. Det var det………Med det sidste mærke kunne selv fattigrøve få råd til et ordentligt fallossymbol af en telelinse. Til gengæld var den så dårlig, at man kun kunne bruge det udendørs i fuldt dagslys og allerhelst i blændende sol. Men vejret var altså også en hel del bedre dengang. Flere solskinstimer om sommeren og mange flere sneklædte landskaber om vinteren. Praktisk set kunne man tage billederne om sommeren under optimale forhold og med forventningens glæde kriblende i fingrene, fremkalde billederne om vinteren under ligeså optimale omstændigheder. Vinteraftenerne var bare mørkere og længere.
Og man skal da være et vaskeægte skarn, hvis ikke man har gemt sine Kodak Moments og lige kan knibe en tåre ud i øjenkrogen over fordums forgangne tider. Et vidnesbyrd over den bevarede begejstring ved fotograferingens og fremkaldelsens svære kunstart. En løssluppen blitz eller en utålmodig søster, der ville se sig selv på glitrende papir før tørretiden var slut, kunne ødelægge hele processen, men……. Ahh, det var en herlig tid. Ligesom det har været en herlig fornøjelse at være med til at fremkalde historier her på syvfold.
http://www.sigmaphoto.com/
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 22. februar 2010, 17:38 Morgenradioen spillede ”Smoke Gets In Your Ice” mens jeg hældte kaffe op og tændte dagens anden smøg. Jeg sad som sædvanlig klar ved telefonen, men der skete ikke noget før op ad formiddagen, og så var det ikke engang telefonen der ringede, men dørklokken. Jeg gik ud og åbnede – det var postbudet.
”Er De Nissen?” spurgte han på etatens vegne.
”Ja,” bekræftede jeg.
”Har De noget legitimation?”
”Du kan da se, det er mig der bor her, det er jo mig, der lukker op!” sagde jeg sarkastisk.
”De har ikke noget navn på døren,” påpegede Falkeøje.
”Nej, men jeg er altså mig,” sagde jeg filosofisk.
”Det ikke er så længe siden, de forrige beboere flyttede,” huskede han, ”min postmester siger bare, at nissen altid flytter med.”
“En poståelig postand,” konstaterede jeg og viftede ham om næsen med mit Nissens Detektivbureau-visitkort, som jeg bruger, når jeg skal på kort visit.
”Udmærket, så skulle den sag jo være opklaret,” sagde han og klarede op.
Ja, og jeg skulle tage et honorar med strafporto, tænkte jeg, mens jeg modtog to almindelige prøvekuverter. Den ene knasede lidt mellem fingrene…
”Hey, post, et pulverbrev! Det vil jeg ikke have inden for døren!”
Han studerede brevet, rev rutineret et hjørne af posen og dryssede et brunt pulver ud i hånden og snusede til det.
”Det er jo bare en vareprøve fra Nescafé.”
”Ja, det vidste jeg da godt,” løj jeg, ”men det der syntetiske stads er altså ikke lige min kop te. Tag det med igen! Jeg drikker kun økologisk Java, som jeg selv har kværnet.”
”Beklager, hvis det havde været et te-brev, kunne jeg måske have haft det i posen, men ikke dét der,” beklagede han og fortsatte sin postomdeling. I stedte listede jeg diskret brevet ind ad min nabos brevsprække og koncentrerede mig om den anden prøvekuvert, der i det mindste viste tegn på en afsender, eftersom der stod Sigma på bagsiden. Inden i lå et tyndt, hvidt metalskilt, hvor der med sorte bogstaver stod prentet ”HØNISSEN”. Jeg rystede opgivende på hovedet og greb telefonen.
”Sigmaengang – nu Antons Låseservice,” lød det kort efter i den anden ende.
”Det er Nissen, er du gået fuldstændig fra forstanden, Anton?” vrissede jeg.
”Hov hov, rolig nu, hvad mener du?” spurgte Anton forbløffet.
”Troede du virkelig, du kunne spise mig af med det åndssvage blikskilt nede fra marskandiseren? Bare fordi du nu er blevet låsesmed!”
”Hvad fanden snakker du om?” spurgte han og simulerede vildrede.
”Jeg bestilte et dørskilt forleden dag, og du har sendt mit et ældgammelt blikskilt, som du har stjålet ned fra marskandiseren!” vedblev jeg.
”Fra Hønissen? Du er ikke rigtig klog, det kunne jeg da aldrig drømme om!”
”Hvorfor står jeg så med Hønissens åndssvage blikskilt i hånden?” spurgte jeg.
”Fatter minus… men vent lidt, jeg spørger lige min assistent. MARIE!! Hvor fanden er det pigebarn henne?”
”Er det hende med de lange ben og den store barm?” spurgte jeg uskyldigt.
”Ja, kender du hende?” replicerede han i et tonefald, der var mistænkeligt mistænksomt.
”Nej, ikke på DEN måde, men sidst jeg var nede i din butik, sendte hun mig et stjålent blik.”
”Så er det vel bare det, du nu har fået med posten,” foreslog han.
”For helvede… ja, selvfølgelig!”
Hvor dum kunne jeg være, tænkte jeg, men havde ikke tid til at vente på svaret. ”Nå, men så er dét mysterium opklaret,” tilføjede jeg i stedet og opjusterede min opklaringsprocent.
”Jeg skal nok tale med hende,” sukkede Anton. ”Hun lider af både jernmangel og metaltræthed, og hun drømmer kun om at blive gift, så hun kan blive skilt. Hun har stjålet blik før, og jeg har flere gange været lige ved at tage hende på fersk gerning, men hver gang når hun at slå blikket ned.”
”Heldigvis ikke mit problem. Hvad gør jeg med skiltet?”
”Send det ned til mig, så får jeg hende til at levere det tilbage til Hønissen. Og du skal nok få det rigtige skilt… lad mig lige checke din bestilling… Nissen, hvordan staver du det?” spurgte han.
”Som i Anders And og Onkel Joakim, der spiller Black Jack.”
”To n’er og to s’er?”
”Nemlig.”
”Jeg skal nok få det lavet i en fart,” lovede han.
I det samme brasede 4 kittelklædte, maskerede mænd ind i min lejlighed, greb mig i armen, førte mig ud på trappen og gennede mig hurtigt ned på gaden, hvor min nabo sendte mig endnu et stjålent blik, der sagde ”Pulveralarm!”
|
Ugens Fold
sigma
som er et navneord, et sigma
|
Tags: 
Én har haft noget at sige
4 kommentarer
Nyeste kommentarer